I verdenskrigens periferi

Angrebet på København betød, at Danmark var i krig med Storbritannien. Og at man nu var tvunget til at gå med Frankrig, hvis ultimatum først nåede frem fra Paris, efter at briterne havde gjort landgang i Nordsjælland. Tilslutningen til Frankrig var dog ikke uforbeholden.

Da man den 31. oktober indgik en alliance med Napoleon i Fontainebleau ved Paris, sikrede man sig fra dansk side den franske kejsers garanti for det danske monarkis territoriale integritet. Sporene skræmte fra hans fremfærd i Europa, hvor han havde strøget grænser og nyskabt stater.

Danmark tilsluttede sig fastlandsspærringen, og man forpligtede sig til at lægge pres på Sverige om at gå med. Det medførte – da diplomatiske midler viste sig utilstrækkelige – at Danmark året efter erklærede Sverige krig på et tidspunkt, da russerne allerede havde angrebet Finland. Fra Sjælland skulle en dansk hær, støttet af et fransk-spansk hjælpekorps gøre landgang i Skåne. Hjælpekorpset var under kommando af Jean Baptiste Bernadotte, nyudnævnt fyrste af Ponte-Corvo.

I marts 1808 noterede Anders Andersen i Holevad, at de franske kom til Fyn, og prinsen af Ponte-Corvo tog hovedkvarter i Odense. Det betød store udskrivninger af brød, brændevin og sengetøj til tropperne. Englænderne beherskede imidlertid søen, og den 22. marts blev det sidste danske linieskib, „Prins Christian Frederik”, ødelagt i kampen ved Sjællands Odde.

Landgangen i Skåne blev ikke til noget. Og hjælpekorpsets spanske tropper gjorde mytteri ved efterretningerne om Spaniens frafald fra Napoleon. Selve Danmark blev i de følgende år kun lidt berørt af krigsbegivenhederne. Den engelske flåde kontrollerede de danske farvande, og forbindelsen mellem Sjælland og det øvrige land kunne kun opretholdes med store besværligheder. I oktober 1808 angreb englænderne fæstningen Christiansø, der imidlertid afslog angrebet. Derimod satte fjenden sig fast på Anholt, og et dansk forsøg i 1811 på at generobre øen mislykkedes med store tab.

© Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg

C. W. Eckersberg er ophavsmanden til denne akvarel, der skildrer erobringen af den engelske orlogsbrig „The Tickier” i Langelandsbæltet den 4. juni 1808. Det var i vindstille som her, at kanonbådene havde deres chance. De engelske skibe kunne ikke manøvrere, dvs. at de ikke kunne få deres bredsider vendt mod angriberne. Og de kunne ikke undvige. Kanonbådene kunne under disse forhold nærme sig fjenden i en vinkel, hvor de selv kunne anvende deres stævnkanon, uden at fjenden effektivt kunne svare igen. Efter erobringen af „The Tickier” blev mandskabet bragt i land i Nakskov. Den kommanderende officer var blevet dræbt under kampen. Han havde haft sin hustru med om bord, og hun blev mødt med megen medfølelse på Lolland. Det blev ordnet således, at hun fik rejsepenge af Frederik 6., så hun kunne vende hjem til England via Sverige.

Efter at være berøvet flåden søgte man i stor hast at skabe en styrke af små kanonbåde, der skulle føre en slags sømilitær guerillakrig mod englænderne. Den myteomspundne kaperkrig kunne naturligvis genere den engelske søhandel gennem de danske bælter. Den unge Louise Reventlow skrev begejstret den 11. juli 1808 om kanonbådenes triumfer. 28 af dem havde på en gang angrebet en konvoj af handelsskibe, der var beskyttet af to fregatter og to brigger. Efter en lang og hidsig fægtning erobrede den danske styrke en af briggerne og syv koffardiskibe.

De danske kanonbåde kunne imidlertid ikke bryde det engelske søherredømme. Helgoland blev ligesom kolonierne besat af briterne. Krigen med Storbritannien betød, at den indtil da omfattende danske søfart og søhandel blev ramt. I 1807 opbragte englænderne fire skibe under dansk flag – året efter 153 og indtil krigens afslutning i alt 1381 fartøjer. Flere tusinde danske søfolk måtte tilbringe år i gamle engelske skibe, der var indrettet til fængsler-„Prisonen”. Efter krigen var den københavnske handelsflåde reduceret med en tredjedel, mens Altonas knap 300 hjemmehørende skibe i 1806 i 1815 var reduceret til 161.

I 1809 blev Sverige tvunget til at slutte fred med Rusland, der erhvervede sig Finland og Ålandsøerne, og Frankrig, som opnåede, at svenskerne sluttede sig til fastlandsspærringen. Også Danmark sluttede fred med Sverige uden egentlige territoriale eller politiske ændringer. Frederik 6. havde søgt at blive valgt som svensk tronfølger, efter at Gustaf 4. Adolf var blevet afsat, og den barnløse Karl 13. var blevet konge. Den svenske rigsdag valgte i stedet hertug Christian August af Augustenborg, og da han døde pludseligt, fyrsten af Ponte-Corvo, Bernadotte.

Da Napoleon i 1812 forberedte sig på felttoget mod Rusland, blev den dansk-franske alliance fra 1807 strammet op, og Danmark forpligtede sig til at yde militær bistand. Rusland og Sverige fandt sammen, og da den franske „Grande Armée” i juni overskred Njemen, sluttede Storbritannien sig til forbundet. Mellem Rusland og Sverige var det aftalt, at det svenske tab af Finland skulle kompenseres ved erobring af Norge fra Danmark.

Da Napoleon var blevet tvunget på tilbagetog fra Moskva, lagde russerne pres på Danmark, for at landet skulle slutte sig til alliancen mod Frankrig. Betingelsen var Norges afståelse, der skulle godtgøres med landområder i Nordtyskland. Men trods råd fra sine omgivelser, bl.a. fra Niels Rosenkrantz, der i 1810 havde afløst Chr. G. Bernstorff som udenrigsminister, fastholdt Frederik 6. forbundet med Napoleon. Kongens stillingtagen var bestemt af hensynet til monarkiets bevarelse. Da der i foråret 1813 syntes at være tegn på, at Rusland og Storbritannien ikke ville støtte de svenske anneksionsplaner, var Frederik 6. en tid på vej til at slutte sig til de allierede.

Napoleons modstandere havde imidlertid mere brug for Sverige end for Danmark. Bernadotte, nu kronprins Karl Johan, fik tilsagn om støtte til erobring af Norge, og Danmark sluttede sig i denne situation på ny til Frankrig i den korte våbenstilstand i sommeren 1813. Kom det atter til krig, skulle Danmark erklære Frankrigs fjender krig og stille et dansk hærkorps til Napoleons rådighed. Frederik 6. havde valgt side i den sidste og afgørende omgang.