Danmarkshistorien

Krigsinflation og statsbankerot

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Årene umiddelbart op til krigens udbrud havde været præget af fremgang og gode konjunkturer for landbrug og handel. Udviklingen fortsatte i nogen grad i selve krigsårene. Søhandelen blev ramt af fjendtlighederne, men trods fastlandsspærring, krig og kapere – hvor også franskmændene optrådte i danske farvande – var der mellem Danmark-Norge og Storbritannien en betydelig samhandel.

Træ fra Norge og korn fra Danmark gik over Nordsøen, mens tekstilvarer strømmede den modsatte vej. Samhandelen havde været stor i de sidste fredsår, tog så et dyk i 1808 for i de sidste år af krigen ifølge den britiske officielle statistik at ligge på samme niveau som i 1790'erne.

Landbruget var stort set uafhængigt af importen, og landbosamfundet var i vid udstrækning selvforsynende. I foråret 1809 noterede bonden i Holevad, at priserne på heste gik stærkt i vejret. Gode dyr på fire-fem år kostede 300 rdl., en almindelig bondehest indbragte 100 rdl., mens udlevede øg handledes til omkring 30 rdl. Samme sommer hørte man om, at der var betalt 14 á 18, ja op til 20 rdl. for en fjerding (28 kg) smør, „men andre ting er og i høje priser”. Ved indgangen til 1811 hed det, at „priserne var store og høje på alle ting, og næsten enhver søgte at ville tage del i prangeri”.

Kaptajn Chresten Hansen Mikkelsen fra Rømø har tegnet sig selv om bord på et engelsk fangeskib. Han er beskæftiget med sit arbejde som regnskabsfører med en mand fra vagtpersonalet i døren til venstre. Indretningen af hans lukaf viser, at de fangne officerer behandledes standsmæssigt. Vilkårene var mere barske for de menige, men det svarede til de normale forskelle i datidens skibe. Taget under ét var behandlingen af de mere end 7000 mand i „prisonen” acceptabel efter tidens normer.

Også i byerne var der dem, der tjente godt. Kapervirksomheden bragte lejlighedsvis store penge hjem, og man oplevede i de danske søkøbstæder „gullaschbaroner” med pludseligt kolossalt forbrug lidt over et århundrede før, at dette udtryk blev skabt.

De stærkt stigende priser ramte den del af befolkningen, der var lønmodtagere. For embedsmænd og tilsvarende var det vanskelige år, da lønningernes købekraft udhuledes stadig mere. Arbejdslønnen steg i årene 1807 til 1813, men priserne steg mest, så reallønnen blev stærkt forringet. På baron Güldencrones godser ved Århus, Moesgaard og Vilhelmsborg, steg folkelønningerne i årene 1807-12 med mellem 100 og 350 procent. Men i samme tidsrum blev kapitelstaksterne på korn tidoblet og på smør seksdoblet.

Den politiske udvikling stillede krav om stadig større indfægter til staten. Opretholdelsen af den danske hær i hertugdømmerne krævede store summer, og andre ekstraordinære udgifter foranlediget af krigen måtte dækkes ind ved forøgede skatter. Der var indført en skattereform i 1802, der i et vist omfang lagde skat på hidtil privilegerede dele af samfundet.

Nu søgte man at hente flere penge hjem ved at beskatte køb og salg af ejendom, og i 1810 indførte regeringen en progressiv indkomstbeskatning. Man var dog ikke i besiddelse af et administrativt apparat, der kunne få denne skatteform til at fungere, og på landet blev den opgivet efter et år.

Da skatterne ikke slog til, begyndte man at finansiere de øgede udgifter for staten ved at forøge pengemængden – samtidig med at man med alle til rådighed stående midler forsøgte at holde de uundgåelige prisstigninger i skak. I 1806 havde det samlede omløb af sedler haft en værdi af ca. 25. mill. rdl., men i 1812 var der tale om 127 mill.

Danmarks ældste sparekassebog. På grevskabet Holsteinborg i det sydvestlige Sjælland virkede lensgreve Frederik Adolph Holstein i brødrene Reventlows spor. Han iværksatte en række initiativer, herunder oprettelsen af forsikringsforeninger, landboforeninger og i 1810 Danmarks første sparekasse. På den første kontordag den 20. august 1811 indsatte soldaten Niels Hansen fra Sønder Bjerge sogn 100 rigsdaler. Det var et betragteligt beløb. En tjenestekarls årsløn lå da på omkring 30 rigsdaler samt naturligvis kost og logi. Niels Hansen lod sine penge stå i sparekassen til en årlig forrentning på tre procent. Han fik statsbankerotten at mærke som sparer. Hans sparekassebog har følgende indførsel: „1813. Feb. 1. – Er den indskudte kapital i overensstemmelse med Fn. 5. Jan. 1813 omskrevet til Rbd 35 Procto som udgør … 35 Rbd”. Niels Hansens kapital blev nedskrevet til en tredjedel. Han lod pengene stå urørte indtil februar 1822, hvor han hævede hele beløbet, der da var vokset til 42 rigsbankdaler og 84 skilling.

Sedlernes værdi i forhold til sølvværdien faldt drastisk. Ved krigsudbruddet havde den været 87 procent, men fem år senere var den 14 procent. Ved nytårstide 1813 var man tvunget til at gribe radikalt ind, og det skete ved forordningen af 5. januar 1813 om forandring af pengevæsenet.

Indgrebet betød, at der skulle oprettes en ny rigsbank med eneret på at udstede sedler for hele monarkiet – men hvis virksomhed kun kom til at omfatte kongeriget. Udstedelsen af sedler fik et loft på 46 mill. De nye betalingsmidlers reelle værdi skulle sikres ved, at man pålagde al fast ejendom en førsteprioritet på seks procent af ejendommens værdi. De seks procent kunne ejerne vælge enten at indbetale eller forrente.

I begge tilfælde skulle det ske i sølv, og indbetalingerne skulle finansiere en gradvis inddragelse af den store cirkulerende seddelmængde. En del af sølvet skulle henlægges til en beholdning, der på længere sigt skulle gøre de nye sedler indløselige. Af de maksimalt 46 mill. nye rigsbankdalersedler var de 24 afsat til at indløse de nu 144 mill. gamle sedler, hvad der svarede til en vekselkurs på 1:6.

Anders Andersen i Holevad noterede kort i sine optegnelser, at den ny lov „nedsatte vore penge til en mark fra en rigsdaler”. Den samme kurs – ca. 16 procent – gjaldt for dem, der ønskede statspapirer indløst med de nye sedler. Staten erkendte altså hermed, at den ikke kunne svare sine forpligtelser, og når pengeforandringen er gået over i historien som statsbankerotten, skyldes det dette forhold.

Den fortsatte krigstilstand vanskeliggjorde vilkårene for det reformerede pengevæsen. Kursen på de nye sedler faldt øjeblikkelig. Grevinde Reventlow skrev den 2. februar til svigerinden, at alt var forvirring på grund af den nye måde at regne på, når det drejede sig om de gamle sedler – de nye var endnu ikke kommet i omløb. Alle priser var forhøjede, selv om det på papiret kom til at se ud af mindre, når sedlernes værdi var reduceret til en sjettedel.

Den manglende tillid til de nye penge var udtryk for en udbredt mistillid til regeringens evne til at styre landet under de givne vilkår. Privat udstedte betalingsmidler florerede, og seddelkursen nåede bunden i september 1813 med ni procent.

I 1813 malede den norske maler J.C. Dahl en udsigt over Sortedamssøen i København. Dette udsnit af maleriet viser Frederik 6. og hans adjudanter til hest. Adjudanterne – „de røde fjer” – blev genstand for voksende uvilje, efterhånden som landets indenrigs- og udenrigspolitiske situation forværredes under krigen. Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor indflydelse adjudantstaben havde på kongen i disse år. men stabens chef, Frantz Bülow, hørte i krigsårene og i tiden derefter til Frederik 6.s nærmeste personlige rådgivere. Bülow må bære et medansvar for den militære overledelse i krigen. Han beholdt en stor indflydelse i resten af kongens regeringstid, og i 1830'rne blev han angrebet af oppositionen for at modtage bestikkelse ved embedsbesættelser. Hans position forsvandt ved kongens død, men Christian 8. lod ham kommandere de æressalver, som et detachement af garden affyrede ved bisættelsen af Frederik 6.

Den rettede sig noget, men det var først landets udtræden af krigen i begyndelsen af 1814, der fik kursen til at nærme sig de 50 procent.

Pengereformen vakte betydelig uvilje, og finansministeren, Ernst Schimmelmann, blev afskediget. Der havde næppe været andre muligheder på daværende tidspunkt og under de givne vilkår, og reformen blev også uden Schimmelmann stående som grundlaget for kommende årtiers pengepolitik.

I efteråret 1813 tog Chr. D. Reventlow sin afsked fra Rentekammeret – forholdet mellem Frederik 6. og ham var tydeligt køligt i de senere år. De to ministre havde været bærende i den indenrigske styrelse siden 1784, så deres fratræden markerede et tidehverv i den politiske ledelse af land og rige.

Christian 7. var død i Rendsborg i 1808, og kronprins Frederik havde efter de mange år som kongemagtens faktiske udøver besteget tronen. I krigsårene var den politiske magt i højere grad end på noget andet tidspunkt koncentreret hos kronprinsen, fra 1808 kongen. Det var betegnende for situationen, at han den største del af tiden residerede i hertugdømmerne, Rendsborg eller oftest Kiel, i betragtelig afstand fra regeringskontorerne på Slotsholmen i København.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

I 1813 malede den norske maler J.C. Dahl en udsigt over Sortedamssøen i København. Dette udsnit af maleriet viser Frederik 6. og hans adjudanter til hest. Adjudanterne – „de røde fjer” – blev genstand for voksende uvilje, efterhånden som landets indenrigs- og udenrigspolitiske situation forværredes under krigen. Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor indflydelse adjudantstaben havde på kongen i disse år. men stabens chef, Frantz Bülow, hørte i krigsårene og i tiden derefter til Frederik 6.s nærmeste personlige rådgivere. Bülow må bære et medansvar for den militære overledelse i krigen. Han beholdt en stor indflydelse i resten af kongens regeringstid, og i 1830'rne blev han angrebet af oppositionen for at modtage bestikkelse ved embedsbesættelser. Hans position forsvandt ved kongens død, men Christian 8. lod ham kommandere de æressalver, som et detachement af garden affyrede ved bisættelsen af Frederik 6.

© Dette billede må du ...

Danmarks ældste sparekassebog. På grevskabet Holsteinborg i det sydvestlige Sjælland virkede lensgreve Frederik Adolph Holstein i brødrene Reventlows spor. Han iværksatte en række initiativer, herunder oprettelsen af forsikringsforeninger, landboforeninger og i 1810 Danmarks første sparekasse. På den første kontordag den 20. august 1811 indsatte soldaten Niels Hansen fra Sønder Bjerge sogn 100 rigsdaler. Det var et betragteligt beløb. En tjenestekarls årsløn lå da på omkring 30 rigsdaler samt naturligvis kost og logi. Niels Hansen lod sine penge stå i sparekassen til en årlig forrentning på tre procent. Han fik statsbankerotten at mærke som sparer. Hans sparekassebog har følgende indførsel: „1813. Feb. 1. – Er den indskudte kapital i overensstemmelse med Fn. 5. Jan. 1813 omskrevet til Rbd 35 Procto som udgør … 35 Rbd”. Niels Hansens kapital blev nedskrevet til en tredjedel. Han lod pengene stå urørte indtil februar 1822, hvor han hævede hele beløbet, der da var vokset til 42 rigsbankdaler og 84 skilling.

© Dette billede må du ...

Kaptajn Chresten Hansen Mikkelsen fra Rømø har tegnet sig selv om bord på et engelsk fangeskib. Han er beskæftiget med sit arbejde som regnskabsfører med en mand fra vagtpersonalet i døren til venstre. Indretningen af hans lukaf viser, at de fangne officerer behandledes standsmæssigt. Vilkårene var mere barske for de menige, men det svarede til de normale forskelle i datidens skibe. Taget under ét var behandlingen af de mere end 7000 mand i „prisonen” acceptabel efter tidens normer.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
bestikkelse
at kræve, modtage eller blive lovet samt at yde, ...Artikel i Den Store Danske
pengepolitik
en centralbanks handlinger med henblik på at påvirke ...Artikel i Den Store Danske
vekselkurs
valutakurs , omvekslingsforhold mellem to nati ...Artikel i Den Store Danske
Holsteinborg
hovedgård (sædegård) og gods 12 km SØ for Skæ ...Artikel i Den Store Danske
Rentekammeret
dansk centralforvaltningsorgan; kendes fra 1550'erne ...Artikel i Den Store Danske
Rendsburg
(da. Rendsborg ), by i den tyske delstat Slesvi ...Artikel i Den Store Danske
Slotsholmen
ø i København mellem Christianshavn og Sjælland; ...Artikel i Den Store Danske
rigsbankdaler
dansk sølvmønt, indført efter Statsbankerotten 1813 ...Artikel i Den Store Danske
detachement
(fr. 'frigørelse, adskillelse', af détacher 'gø ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CBjø
13/02/2012
  • Læst 953 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki