Boligen

I år 2000 var der i Danmark godt 2,3 millioner boliger, hvoraf knap to tredjedele var enfamiliehuse. Gennem de seneste tyve år var andelen af ejerboliger i forhold til lejerboliger steget, således at den nu var på 53 procent. Der var omkring en million parcelhuse. I dem boede omkring tre millioner mennesker, hvilket svarede til tre ud af fem af landets indbyggere. Den økonomiske afmatning bevirkede en stagnation i parcelhusbyggeriet mellem 1986 og 1995, men herefter steg det igen, og selvom det privatejede parcelhus nu fik noget mere konkurrence fra andre former for ejerboliger, vedblev det uomtvisteligt at være landets mest attraktive boligform, især for børnefamilier. Som personbilen var det et symbol på individuel frihed, og netop bilismens og parcelhusets historiske udbredelse skulle ses i sammenhæng.

© Holmbo-huse

Reklametryksag for de populære Holmbo-huse 1996. Schlüter-regeringerne ønskede at fremme ejerboligerne på bekostning af det almennyttige boligbyggeri, men også på dette område arbejdede de med et folketingsflertal imod sig. Den økonomiske afmatning betød dog, at der blev bygget færre nye boliger mellem 1985 og 1995. Da der herefter atter kom gang i parcelhusbyggeriet, blev hustyper som denne efterspurgte. Mindre huse blev også populære. Husstandenes størrelse blev mindre. I 1960 bestod 57 % af alle husstande af tre eller flere personer, 27 % af to personer og 16 % af en person. I 1993 var tallene henholdsvis 32 %, 33 % og 35 %.

Forbindelseslinjerne mellem de store parcelhuskvarterer, som skød op bestandig længere væk fra de gamle bykerner, og de nødvendige arbejdspladser, butikscentre og andre servicefaciliteter blev nemlig længere og længere. Med en bil betød det ikke så meget. Herude i det rummelige hus var det, at de fleste forbrugsgoder blev hobet op, både møbler og den omfattende maskinpark til husholdning, havehold og vedligeholdelse. Alene køkkenet i et ganske almindeligt familiehus rummede som et minimum elkomfur, emhætte, køleskab, fryser, opvaskemaskine, mikrobølgeovn, elkedel, elektronisk vægt, kaffemaskine, foodprocessor, blender, radio og måske tv. Alle sammen såkaldt varige forbrugsgoder, som dog blev udskiftet i løbet af få år og med kortere og kortere mellemrum. Køkkenets areal og udstyr var i vækst. Det var indtagelsen af præfabrikerede færdigretter, som ikke stillede mange krav til forberedelsen, paradoksalt nok også.

De forskellige boformer var ikke lige dyre, men fælles for de fleste danskere var det dog, at de ofrede meget på deres hjem. Selvom en aftagende del af fritiden blev tilbragt i hjemmet, tegnede boligudgiften i 1996 sig for en femtedel af lønmodtagernes samlede forbrug, og lagde man el, vand og varme samt boligudstyr til, drejede det sig næsten om en tredjedel. Det var noget mindre end i 1987, men stadig mere end i noget andet europæisk land. To tredjedele af den tid, familierne tilbragte i deres huse til denne rekordpris, gik med at sove eller varetage personlig hygiejne. Så havde de også god plads. Hver dansker disponerede i år 2000 i gennemsnit over et boligareal på 52 kvadratmeter.

© Mads Madsen/Polfoto

Omsætningen steg dramatisk i 1990'erne, og i takt hermed steg også virksomhedernes udgifter til markedsføring. Danskerne fik i 1994 reklamer gennem elektroniske og trykte medier for 16,6 milliarder kroner. I 1999 fik de reklamer for 23,7 milliarder kroner.

Derimod var det overvejende kun husstande med to indkomster, der disponerede over en bil. Det havde flertallet af enlige ikke råd til. Men det skortede normalt ikke på lysten. De store stigninger i arbejdsproduktivitet gennem flere årtier udmøntede sig nemlig ikke i øget fritid, men derimod i et højere forbrug, først og fremmest af materielle goder. Et faktum, der fik Erik Ib Schmidt til at karakterisere Danmark som „et forbrugersamfund med en materialistisk forbrugskultur uden sidestykke i tidligere historiske perioder”, hvori arbejdet spillede den centrale rolle i borgernes tilværelse. Da et økonomisk opsving hen imod midten af 1990'erne igen nåede Danmark, gik det da også sådan, at de fleste valgte at øge deres privatforbrug yderligere frem for at formindske arbejdsindsatsen.