Det skovdækkede land

Istiden var forbi. En kraftig stigning af temperaturen satte pludselig ind omkring 9500 f.Kr. I århundrederne forud havde sommertemperaturen ikke været mere end ca. 10 grader C. Nu steg den til 14-15 grader C. Det medførte radikale ændringer af naturen – og på længere sigt også af menneskenes liv.

Temperaturstigningen jog isen bort fra Skandinavien. Isranden stod ved istidens afslutning ved sydenden af de mellemsvenske søer. Den trak sig nu længere og længere mod nord. De store vandmængder, som derved frigjordes, løb ud i havene, og havspejlet steg kraftigt. Samtidig betød aflastningen for de kilometertykke bræer, at landmasserne gradvist hævede sig, om end hævningen foregik i betydeligt langsommere tempo end havstigningen. Nordeuropa var nu et stort sammenhængende fastland, gennemskåret af talrige floder.

Et blik på landkortet viser, hvor fremmedartet det Danmark var, som fremstod efter istidens slutning, ved skovtidens begyndelse. Det var et landskab, af store, fladvandede søer og talrige åer og bække. Klimamildningen forvandlede i løbet af få århundreder det åbne landskab til sammenhængende skov. Den første skovtid efter istidens slutning kaldes birkefyrretiden eller præborealtiden. Ved dens begyndelse går også skillelinien mellem de to kulturperioder, som i arkæologien kaldes palæolitikum og mesolitikum.

© Ingerlise Kjær

Omkring 8000 f.Kr. var Danmark en del af det store sammenhængende nordeuropæiske lavlandsområde. Datidens kyster lå, hvor der i dag er hav, og det er forklaringen på, at kendskabet til jægernes kystbopladser fra den første skovtid er så sparsomt; bopladserne ligger i dag langt ude på havets bund.

Det var en lys og åben birkeskov, som opstod i løbet af det 10. årtusinde f.Kr. Den var iblandet træer som bævreasp, pil, røn og fyr. Alle sammen træsorter, som allerede i årtusinder havde været her i landet, som havde overlevet de hårde kuldeperioder, men som nu fik gunstige vækstbetingelser. Skoven var åben med vidtstrakte områder med græsser, stargræsser og forskellige urter. Det dyreliv, som tidligere havde hersket, ændredes helt: skovens dyr erstattede tundraens.

Renen forsvandt, fordrevet af varmen – og myggene måske. Bisonen levede her endnu, men dens antal var svindende. Det samme gjaldt vildhesten. Skovens storvildt var nu elg, urokse, kronhjort og rådyr. Nogle af arterne havde allerede været her længe, men nu fik de for alvor gode levevilkår. Det skyldtes, at skoven var så åben og derfor fuld af vækster, som kunne udnyttes af større drøvtyggere.

Den åbne pionérskov ændrede imidlertid karakter i århundredernes løb. Klimaet mildnedes stadig og i løbet af det 8. årtusinde f.Kr. nåede gennemsnitstemperaturen for juli måned op på 18-20 grader C, dvs. højere end i nutiden. Vintermiddeltemperaturen var næppe lavere end Det køligt tempererede klima med moderat fugtighed, som var fremherskende tidligt i det 8. årtusinde f.Kr. forvandledes i tidens løb i retning af et mere kontinentalt, tørt klima. Det var baggrunden for den ændring af skoven, som til stadighed foregik.

Man taler nu om borealtiden eller hasselfyrretiden efter den sammensætning, skoven efterhånden havde fået. Den var nu en tættere skov, hvor fyrren, takket være sin længere levealder, havde trængt birken tilbage. Hasselen indvandrede også nu. Den var det første træ, der trivedes i skygge. Derfor foregik dens spredning meget hurtigt og fremskyndede yderligere birkens tilbagetrækning. Lidt senere fulgte elm, eg, ask og til sidst el og lind. Hermed var de træer til stede, som i den senere, atlantiske tid skulle dominere skoven.

Men endnu var det hassel og fyr, der dominerede, og i den tættere og mere sammenhængende skov var der stadig et rigt og varieret dyreliv. De største køddyr var fortsat urokse og elg. Men specielt kronhjort, rådyr og det nytilkomne vildsvin trivedes. Det samme gjorde pelsdyrene: odder, bæver, skovmår, los og vildkat, ligesom skoven var hjemsted for ulv, bjørn og grævling.

Et mangfoldigt dyreliv udspillede sig ved indlandets talrige søer og kyststrækningerne, og ved disse sidste kunne man også træffe sæl i store mængder. Det skovdækkede land var blevet et rigt levested, også for menneskene. Fødemulighederne fik en stadig større variationsbredde – og netop dette forhold udnyttede jægersamfundene til fulde.