Danmarkshistorien

De danske folk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


I en stil om nytten af vandet skrev en lille pige, at vi uden vand ikke kunne sejle til vore øer. Heri har hun ret. Den samfærdsel, som var nødvendig for at samle disse landes og øers indbyggere under fællesnævneren „daner”, foregik ad søvejen og ikke ad landevejen. Det nordiske skib, der var vikingetidens teknologiske højdepunkt, og de indvundne erfaringer i sømandskab, sejlads og navigation reducerede afstandene over havet, mens dagsrejsen til lands var næsten uændret middelalderen igennem. Mange havde forladt de hjemlige kyster i vikingetiden, og en del af dem bosatte sig i det fremmede. Men for alle har det farefulde fællesskab styrket den følelse af sammenhold og særpræg, som samme sprog var grundlaget for. Som altid har mødet med fælles fjender udjævnet interne forskelle, selv om „landsmænd” stadig var mænd fra samme land: Jylland, Sjælland, Langeland, Skåne osv. Rammerne omkring riget var helt andre og meget videre end selve Danmarks gramser i den sene vikingetid: Knud den Stores rige omfattede i en årrække også England, i nogle år desuden Norge og muligvis Sverige eller dele deraf. Sønnen Harde-knuds rige omfattede fortsat både Danmark og England. Efter hans død i 1042 bliver nordmanden Magnus Olavsøn (den Gode) konge i Danmark. Først i 1047 hyldes en dansker, Sven 2. Estridsen, som konge over Danmark alene. Vikingekongedømmet var således ikke synderligt befordrende for en dansk nationalfølelse.

Men rigtigt er det, at de hurtigsejlende skibe forbedrede forbindelserne. Selv om sørøvere truede den fredelige sejlads imellem landene, hvad Adam af Bremen betoner, så har tættere kontakt styrket den følelse af fællesskab imellem danerne, som er betingelsen for at tale om et folk. Befolkningstallet er også af betydning, i hvert fald således, at en pludselig vækst forøger konfliktmulighederne på samhørighedens bekostning – hvis ikke landbrugsproduktionen følger med. Mens det tidligere var den almindelige opfattelse, at forbedrede naturlige og teknologiske vilkår resulterede i befolkningstilvækst, er flere nu af den modsatte mening: forøget folketal fremtvinger de menneskeskabte forbedringer. Man lærer af hinanden; teknologiske fremskridt spredes efter behov fra egn til egn.

Med befolkningstilvækst har man forklaret vikingetidens udvandringsbølger og landsbygrundlæggelser; men årsagerne til det øgede folketal er vanskelige at forklare. Importen af vikingetogenes hærtagne fanger, der blev til ufrie trælle, udgør formentlig en så ringe brøkdel af tidens befolkningstilvækst, at den ganske opvejes af de danske vikinger, som mistede livet i kamp eller bosatte sig i det fremmede, i Danela-gen og Normandiet. Noget bedre er vi stillet for de følgende århundreders vedkommende: de klimatiske forhold har i perioden 950-1200 været noget nær det optimale for vore breddegrader: generelt tørrere og varmere somre end i vore dage, høj havtemperatur i Nordatlanten, tilbagetrukket arktisk is og færre lavtryk og storme. Altså de bedste muligheder for stadig øget befolkningstal i en periode, hvor man ikke blot levede højt på de kulturelle og især teknologiske erfaringer, man i vikingetiden havde gjort i det fremmede, men hvor man stadig lærte nyt og udviklede, hvad man havde lært, med det resultat, at flere munde kunne mættes.

Danske mønter slået af Magnus den Gode. Øverst en mønt fra Lund med kongens portræt, og nederst en mønt slået i Århus, der viser kongen med scepter. På bagsiden står møntmesterens og møntstedets navne: Lifsig i Aros (Århus). Det angelsaksiske møntvæsen blev forbillede for det danske, og Magnus' mønter ligner Knud den Stores og Hardeknuds engelske mønter. Størrelse 1:1.

Væksten i befolkningstallet var ikke blot en dansk eller skandinavisk foreteelse. Det var et almindeligt europæisk fænomen, som enkelte steder kan dokumenteres i skriftlige kilder. Sammenligner man med disse og søger støtte i antallet af landsbygrundlæggelser og af kirker opført i Danmark i perioden, har man anslået, at den danske befolkning er vokset fra noget over 500.000 i 1050 til ca. en million omkring 1250. En meget kraftig stigning på relativt kort tid. Selv om det sidste tal kun er en femtedel af folketallet i dag, må vi i det følgende erindre, at folketallet næsten fordobles i løbet af de 200 år. Dette har ikke kun været et pres, men også en spore til nytænkning og forbedringer på så at sige alle samfundslivets områder. Især inden for landbruget blev der sat spørgsmålstegn ved nedarvede institutioner og traditioner.

Kirken styrkede ægteskabet som rammen om familien. Denne ramme var tidligere af løsere karakter, uden skarpt skel imellem børn født i eller uden for ægteskab. De sidste, de såkaldte slegfredbørn har næppe været ringere stillet i retlig, herunder arvemæssig henseende – forudsat at faderen anerkendte dem som sine. Blandt konge- og stormandsslægter ligger dette forhold bag mange forbindelser, som blev indgået af dynastiske og arveretlige årsager uden hensyn til ægteskabelig fødsel. F.eks. var Magnus den Gode frillesøn af Olav den Hellige, og Sven Estridsen fik med forskellige kvinder ca. 20 børn uden for ægteskab, hvoraf fem blev konger: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Afgørende er da blodets eller slægtskabets bånd med en vis fortrinsret for mandslinien.

På længere sigt fik det betydning, at kirken, der fordømte disse løse kønsforbindelser, fik myndighed i ægteskabssager, og at den forbød skilsmisse imellem ægtefæller. Hermed styrkedes hustruens stilling over for manden, en stilling, der i øvrigt var afhængig af hendes slægtninges formåen.

Denne udvikling indebærer, at der sker en styrkelse af familiens rolle. Hvor man tidligere har haft et slægtssamfund, må man nu snarere tale om et familiesamfund. De to typer er dog ikke egentlige modsætninger; de er utænkelige som „rene” typer. Der er slægter og familier i ethvert samfund, og de kan ikke udelukke hinanden. På den anden side er slægten en given størrelse: man kan ikke melde sig ud af sin slægt. Derfor er muligheden for en slægtsmæssig gruppering altid til stede; men det udelukker selvfølgelig ikke andre sociale forbindelser. Over for dette er familien en anderledes flygtig gruppe: Ingen børn uden en far og en mor, men om styrken af båndet imellem forældrene er intet sagt; over for dødsfald og skilsmisse er familien – i betydningen samhørende mand og kone og afhængige børn – en sårbar enhed.

For forståelsen af samfundet i den tidlige middelalder er det vigtigt at konstatere, at nutidens betydning af ordet familie var middelalderen ukendt. De middelalderlige kilders „familia” betyder (husbonds) tjenerskab eller simpelt hen husstand. Det gammeldanske ord hionælagh stod for husstanden: husbond, hans kone, børn og eventuelle svigerbørn og tjenestefolk – frie og ufrie. Husstanden er i bondesamfundet den produktive enhed. Om mand og kone var lovformeligt gift afhang af deres respektive slægters jordbesiddelse. Jorden skulle sikres slægtens efterkommere eller vende tilbage dertil, hvor den kom fra som medgift eller arv.

Husstandens frie medlemmer forbliver da i deres slægtsmønster. Slægten hytter sine, og overgreb imod en slægtning samler slægtsgruppen til gengældelse eller modtagelse af godtgørelse.

Selv om husstanden er fællesnævner, var goderne ikke ligeligt fordelt imellem husstandene: de formueforskelle, som ar-kæologerne har konstateret for vikingetidens vedkommende, udjævnedes ikke i de følgende århundreder – snarere tværtimod. Skellet imellem de ufrie trælle og de frie bønder var skarpt, men friheden var ikke ensbetydende med nogen grad af lighed. Frihed eller „frelse”, som det blev kaldt, var en følge af formue i betydningen formåen eller magt. Betingelsen herfor var formue i form af jord. Jorden var eksistensgrundlaget for samfundet, for slægterne og for de enkelte mennesker. Men disse sidste var, selv i egenskab af jorddrotter, kun for slægtens forvaltere at regne. Jorden var betingelsen for slægtens og den enkeltes overlevelse, jordløse var enten trælle, fattige eller de borgere, købmænd og håndværkere, som har levet i de „meget store byer”, som Adam af Bremen taler om.

Samme Adam fortæller, at danerne har meget både i deres love og skikke, som strider imod ret og billighed; „men det har ikke forekommet mig formålstjenligt at omtale andet deraf end det, at kvinderne straks bliver solgt, hvis de har bedrevet utugt.” Sveerne, siger Adam, er mådeholdne folk: „Kun i forholdet til kvinder kender de ikke til mådehold; enhver har, alt efter som hans midler tillader det, to eller tre eller flere koner på samme tid; de rige og fyrsterne har utallige.”

Selv om en samtidig historieskriver fra Normandiet, Dudo, beretter det samme om alle nordboere, er det højst tvivlsomt, om man herudaf kan udlede eksistensen af egentligt polygami i Norden ved vikingetidens slutning. Næsten tusind år før havde romeren Tacitus fortalt det samme om alle germanere. Løsere ægteskaber og ligestilling af ægteskabelige og uægteskabelige børn tyder på, at frilleforhold var almindelige. Endnu Jydske Lov fra 1241 anerkender, at lovligt ægteskab kan stiftes ved hævd, tre års åbenlyst samliv imellem mand og kvinde.

Men at sætte spørgsmålstegn ved specielt Dudos historie er ikke ensbetydende med, at hans mange oplysninger om de normanniske hertugers ægteskabelige forhold kan lades ude af betragtning. Flere steder oplyser han, at dette eller hint ægteskab er stiftet efter dansk ret, hvoraf fulgte opløselighed og mandens ret til forstødelse af hustruen. Dette var i strid med kirkens krav. Den danske historieskriver Saxo (ca. 1200) og de islandske sagaer beretter også i rigt mål om forstødte hustruer.

Yderligere om det enkelte menneskes stilling i tusindtallets samfund gemmer vi til en senere diskussion om det mulige i at slutte tilbage fra de lovtekster, som blev nedskrevet 150-200 år senere. I løbet af disse år groede kirken fast i Danmark. De kulturelle og sociale virkninger heraf trænger fra stiftsbyerne ud i alle bondesamfundets landsbyer. I forhold til det meste af Vesteuropa var det i jernalder og vikingetid et særpræg for Skandinavien og Island, at disse områder aldrig havde været romerske provinser. Der havde været intens forbindelse med Romerriget, hvad benævnelsen romersk jernalder vidner om; men egentlig del i den romansk-europæiske kultur fik de nordiske lande først med kristendommen. Den stabilisering af magtforholdene i Danmark, som tager fart efter 1050, forudsætter romerkirkens samfundsmodel. Danmark bliver en del af Europa i den periode, som nu skal beskrives.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Danske mønter slået af Magnus den Gode. Øverst en mønt fra Lund med kongens portræt, og nederst en mønt slået i Århus, der viser kongen med scepter. På bagsiden står møntmesterens og møntstedets navne: Lifsig i Aros (Århus). Det angelsaksiske møntvæsen blev forbillede for det danske, og Magnus' mønter ligner Knud den Stores og Hardeknuds engelske mønter. Størrelse 1:1.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
skilsmisse
ophør af et ægteskabs retsvirkninger ved retlig ...Artikel i Den Store Danske
stabilisering
(se stabilisere ), det at stabilisere. ...Artikel i Den Store Danske
vikingetiden
perioden fra slutningen af 700-t. til midten ...Artikel i Den Store Danske
sømandskab
korrekt håndtering af et skib, dets udrustning og ud ...Artikel i Den Store Danske
Hunger
spisebordet i dødsriget Hel. Det markante navn antyd ...Artikel i Nordisk Mytologi
Tacitus
romersk historieskriver, der levede ca. 50-118 e. Kr ...Artikel i Nordisk Mytologi
fællesnævner
for brøker et tal, som alle brøkers nævnere går op ...Artikel i Den Store Danske
spørgsmålstegn
sætningstegn, der markerer, at noget er ment som et ...Artikel i Den Store Danske
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFen
13/02/2012
  • Læst 999 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki