Danmarkshistorien

Dyrkningsmåder og -redskaber

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


I Knud den Helliges gavebrev fra 1085 var størrelsen af de enkelte jorder udtrykt i bol, fra et halvt til otte bol. Da der i gavebrevet taltes om bol i den og den landsby, har der ikke været tale om hele landsbyen, men om dele af den. Bolet må altså have været en enhed i landsbyfællesskabets sammenhæng. Som sådan omtales det da også i landslovene. Dette stemmer med europæiske forhold: mansus, det latinske ord for bol, var oprindelig en husstands jordbesiddelse, en bolig, større eller mindre, men underkastet en fælles målestok. Arkæologiske vidnesbyrd synes at bekræfte en ensartethed i gårdtofters bredde imod et fællesareal, gaden, om end arealernes dybde varierer. Landsbyernes samlede boltal var da afhængigt af antallet af husstande, som selvfølgelig var forskelligt fra landsby til landsby. Med sammenlægninger og delinger, som kan forklares med giftermål, arv og siden handel, kunne det enkelte bondebrug komme til at besidde flere bol eller brøkdele af bol, hvad gavebrevet viser. Boltallet er da fordelingsnøgle imellem landsbyens gårde: positivt ved andel i jord og andre ressourcer, negativt ved fordeling af byrder, pligter og afgifter. Så længe landsbyen skiftede plads med jævne mellemrum har fordelingsnøglen været tvingende nødvendig.

Under de romanske kalkmalerier i Sønder Nærå Kirke på Fyn er der i fodfrisen nogle månedsbilleder. Denne høstscene står for august. Kornet skæres over med en segl. At få afgrøden godt i hus var betingelsen for, at folk og fæ kunne overleve vinteren.

At kongemagten kunne bruge landsbyernes boltal som grundlag for ledings- og skattebyrder tvinger ikke til fastsættelse af et standardbol, som skulle være rimeligt til underhold for en husstand af en vis anseelse. Men det hindrer en reduktion af landsbyens samlede boltal. En sådan ville kongemagten eller herredets øvrige landsbyer ikke godtage. Inden for sit samlede boltal har landsbyens bønder været kollektivt ansvarlige for pligternes opfyldelse, men den interne fordeling har været bylagets eget problem. Har de svage ikke kunnet klare forpligtelserne, måtte de give sig i en mere formuendes vold. Hvad alle kunne være enige om var, at landsbyens samlede boltal og de deraf følgende byrder til omverdenen ikke måtte stige. Følgelig er nyopdyrket jord gledet ind i de gårdes bol, som deltog i arbejdet med rydning og kultivering af ny agerjord i udmarken.

Den opdyrkede jord og de enge, der hørte til en landsby, kaldtes bymarken, i modsætning til overdrev og alminding. Til den enkelte gård hørte en toft, som var denne gårds særjord, i modsætning til den jord, som dyrkedes i fællesskab. Toften, der kunne anvendes som køkkenhave, indhegning til kalve og lignende formål, var ved sin størrelse og beliggenhed bestemmende for inddelingen af bymarken samt for gårdens andel i leding, skat og andre byrder. Det fremgår af landslovene; men toftesystemet og et dermed kombineret dyrkningsfællesskab antages af arkæologer at gå tilbage til jernalderen, selv om specielt en undersøgelse af toftestrukturen i vikingetidens landsby og dens middelalderlige efterfølger stadig står på arkæologernes ønskeseddel.

I Borup Ris på Sjælland er markerne fra tidlig middelalder siden blevet dækket af skov. Det oprindelige marksystem kan påvises, fordi man har lagt de sten, man stødte på under pløjning, ud i markskellene. Ved at markere alle sten i øverste jordlag med hvide pinde kunne arkæologerne afsløre de smalle agres afgrænsning. Landsbyen, der i dag er borte, lå syd for Tystrup Sø.

Med stigende folketal fulgte opdyrkning af ny jord. Kornavl er mere arbejdskrævende end kvægavl, men forudsat tilstrækkelig gødning giver kornet større proteinudbytte pr. arealenhed. Med andre ord: kalorieværdien er størst ved kornavl, mindre hvis kornet skal passere kvæget i kødproduktion. Fra gammel tid var de lette jorder de foretrukne. På dem brugte man højt op i middelalderen, foruden hakke og spade, arden, som kun skærer en fure i jordoverfladen, hvilket er nok på let jord. Den nye jord, man havde til disposition, var tungere morænejord, som krævede en kraftig plov, som vender jorden, muldfjælsploven. Forsynes en sådan med hjulforstel, har man hjulploven, som har været anvendt i Nordfrankrig siden 700-tallet. Det er usikkert, hvornår hjulploven toges i brug hos os. Den har nok vundet gradvist frem; men den er sandsynligvis betingelsen for de store nyopdyrkninger i 1100-tallet. Anvendelsen af det tunge redskab med stort okseforspand har mere end noget andet forudsat en fælles indsats ved dyrkningen.

Den tidlige middelalders bondegård har vistnok som regel været et enkelt langhus, hvor den ene ende var beboelse med ildsted, den anden stald. Taget, som blev båret af stolper, har formentlig været tækket med strå. Foruden langhusene har landsbyen rummet et antal småhuse til brug for beboelse og som stalde og lader. Husdyrholdet var køer, heste, svin, får, geder og fjerkræ – samt bier.

Højryggede agre på Mols. Den tunge hjulplov var svær at vende. Derfor gjorde man markerne lange og smalle. Når pløjejorden stadig blev vendt ind imod agerens midte, blev ageren efterhånden højrygget. Rigtigt anlagt var de højryggede agre til gavn for dræningen – og dermed for høstudbyttet.

Skitser af plove og pløjning. Til venstre arden og under den tegning af ardspor, som går på kryds og tværs på de uregelmæssigt formede marker. Til højre muldfjælsploven med hjul. Den krævede liere trækdyr, men kunne vende tørven, hvilket var nødvendigt på tunge jorder. På skitserne derunder ses, hvorledes de højryggede agre fremkommer ved at man år for år bliver ved med at vende tørven ind imod agerens midte. Indførelsen af muldfjælsploven og udlægning af nye markformer og markstørrelser må have affødt en styring og regulering blandt landsbyens bønder, som ikke før var nødvendig.

Bonden og hans husstand, hvis størrelse vi ikke kender nøjere, må i det store og hele have været selvforsynende, som tilfældet har været mange steder helt op i vort århundrede. Man gik i dragter af tekstiler og dyreskind, på fødderne havde man hudsko, sålesko eller støvler. Afgrøder fra mark og have suppleredes ved indsamling af vilde frugter og bær samt ved jagt og fiskeri. Deltagerne i middelalderens store sæsonfiskerier af især sild var bønder og borgere. Fiskeri som erhverv er en langt senere foreteelse. Bortset fra jern til redskaber og salt til konservering af kød og fisk har handel på landet været beskeden og – bortset fra småsager – alene forbeholdt de rigeste. De for landbruget nødvendige redskaber har bonden selv fremstillet, men smeden har været inden for rækkevidde. Bygning af skibe har ikke været en landsbyopgave. Hertil krævedes en høj grad af ekspertise, hvad udgravningen på Falster af en havneplads fra ca. 1050 bekræfter. Enkle bådtyper (stammebåde) har bønderne i kystegne og ved søer og vandløb vel magtet på egen hånd.

Inden for husstanden har en arbejdsdeling fungeret. Skellet imellem kvinde- og mandsarbejde har groft taget været husets tærskel, bro- eller bofjælen (som blev til bopælen). Mændenes arbejde var udendørs, agerbrug, jagt, fiskeri osv., kvinderne tog sig af de forråd, som blev bragt til huse. Hensynet til de af moderen afhængige børn medvirkede til denne arbejdsdeling. Kvinden var mere end manden bundet til huset og dets varme i børnenes yngste år; uden for højsommeren kunne hun i reglen ikke arbejde ude uden at have det barn med, som hun ammede. Disse forhold må vi slutte os til; nærmere til kvindens retsstilling kommer vi først med 1200-tallets landslove.

Rekonstruktionstegning efter et vrag fundet ved Falsterbo. Skibet var af egetømmer, som er dateret til ca. 1100. Længden er 13,5 m, bredden 4,5 m. Den hastigt voksende nordeuropæiske handel præger skibstyperne, som laster stadig mere. De opvoksende nordtyske byer var nye markeder for danske landbrugsprodukter, hvorved også importen øgedes. En vigtig vare, som lastedes på hjemvejen, var salt, som især udskibedes over Lübeck. Salt var nødvendig for konservering af de store sildefangster, som igen eksporteredes i stor stil, ikke mindst fra Falsterbo.

Et landbrugsteknologisk fremskridt af enorm betydning var udviklingen af vandmølledrift fra 900-tallet og fremefter. Dyrkning af vinterrug udbredes i vikingetiden, og pollenanalyser viser en markant stigning af rugpollen ved år 1000. Mens man tidligere havde knust kornet og anvendt det til grød, skabes med mølledrift mulighed for brødbagning. De ældst kendte bageovne er fra 800-tallet. Med vandmøllerne effektiviseres fødevareproduktionen mærkbart. En vandmølle antages i middelalderen at have haft en effekt på et par hestes kraft, hvilket svarer til mere end 100 mands arbejde med hånddreven kværn. I 1100-tallets England betjente en mølle i gennemsnit 50 husstande. Langs mange danske åer har vandmøller kunnet placeres med blot et par kilometers mellemrum. Mølled riften er dermed muligvis betingelsen for dyrkning af vintersæd, som bedst fandt sted på muldfjælsplovens højryggede agre, fra hvilke vandet kunne ledes væk om vinteren. Kombinationen af forårs- og efterårssåning betød en spredning af arbejdsindsatsen i marken på flere måneder. Og risikoen for hungersnød formindskedes, da man ikke længere var afhængig af én afgrøde.

Stenkors over en smed på Vinderslev kirkegård, nord for Silkeborg. Hestesko, stigbøjler og plovjern er kun enkelte af de redskaber, som gjorde bønderne afhængige af smeden og hans kunst. På dette gavlkors fra 1150-1200 har stenhuggeren lavet et gravminde over en god og alsidig håndværkerkollega, der foruden smedehammer har mestret tømmerøkse, klokkestøbning og stenhuggeri.

Stenkors over en smed på Vinderslev kirkegård, nord for Silkeborg. Hestesko, stigbøjler og plovjern er kun enkelte af de redskaber, som gjorde bønderne afhængige af smeden og hans kunst. På dette gavlkors fra 1150-1200 har stenhuggeren lavet et gravminde over en god og alsidig håndværkerkollega, der foruden smedehammer har mestret tømmerøkse, klokkestøbning og stenhuggeri.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Rekonstruktionstegning efter et vrag fundet ved Falsterbo. Skibet var af egetømmer, som er dateret til ca. 1100. Længden er 13,5 m, bredden 4,5 m. Den hastigt voksende nordeuropæiske handel præger skibstyperne, som laster stadig mere. De opvoksende nordtyske byer var nye markeder for danske landbrugsprodukter, hvorved også importen øgedes. En vigtig vare, som lastedes på hjemvejen, var salt, som især udskibedes over Lübeck. Salt var nødvendig for konservering af de store sildefangster, som igen eksporteredes i stor stil, ikke mindst fra Falsterbo.

© Dette billede må du ...

Stenkors over en smed på Vinderslev kirkegård, nord for Silkeborg. Hestesko, stigbøjler og plovjern er kun enkelte af de redskaber, som gjorde bønderne afhængige af smeden og hans kunst. På dette gavlkors fra 1150-1200 har stenhuggeren lavet et gravminde over en god og alsidig håndværkerkollega, der foruden smedehammer har mestret tømmerøkse, klokkestøbning og stenhuggeri.

© Dette billede må du ...

Stenkors over en smed på Vinderslev kirkegård, nord for Silkeborg. Hestesko, stigbøjler og plovjern er kun enkelte af de redskaber, som gjorde bønderne afhængige af smeden og hans kunst. På dette gavlkors fra 1150-1200 har stenhuggeren lavet et gravminde over en god og alsidig håndværkerkollega, der foruden smedehammer har mestret tømmerøkse, klokkestøbning og stenhuggeri.

© Dette billede må du ...

Skitser af plove og pløjning. Til venstre arden og under den tegning af ardspor, som går på kryds og tværs på de uregelmæssigt formede marker. Til højre muldfjælsploven med hjul. Den krævede liere trækdyr, men kunne vende tørven, hvilket var nødvendigt på tunge jorder. På skitserne derunder ses, hvorledes de højryggede agre fremkommer ved at man år for år bliver ved med at vende tørven ind imod agerens midte. Indførelsen af muldfjælsploven og udlægning af nye markformer og markstørrelser må have affødt en styring og regulering blandt landsbyens bønder, som ikke før var nødvendig.

© Dette billede må du ...

Højryggede agre på Mols. Den tunge hjulplov var svær at vende. Derfor gjorde man markerne lange og smalle. Når pløjejorden stadig blev vendt ind imod agerens midte, blev ageren efterhånden højrygget. Rigtigt anlagt var de højryggede agre til gavn for dræningen – og dermed for høstudbyttet.

© Dette billede må du ...

I Borup Ris på Sjælland er markerne fra tidlig middelalder siden blevet dækket af skov. Det oprindelige marksystem kan påvises, fordi man har lagt de sten, man stødte på under pløjning, ud i markskellene. Ved at markere alle sten i øverste jordlag med hvide pinde kunne arkæologerne afsløre de smalle agres afgrænsning. Landsbyen, der i dag er borte, lå syd for Tystrup Sø.

Viser 1-6 af 7 billeder | Se alle

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
middelalderen
konventionel betegnelse for Europas historie ...Artikel i Den Store Danske
Borup
stationsby på strækningen Roskilde-Ringsted 14 k ...Artikel i Den Store Danske
konservering
(afledt af lat. conservare 'bevare'), dels opbevar ...Artikel i Den Store Danske
Bastruptårnet
Bastrup Stenhus , borgruin ved Bastrup Sø ve ...Artikel i Den Store Danske
Falsterbo
villaby og feriested yderst på Falsterbonässet i ...Artikel i Den Store Danske
vikingetiden
perioden fra slutningen af 700-t. til midten ...Artikel i Den Store Danske
arbejdsdeling
opdeling af en arbejdsopgave eller -proces i en rækk ...Artikel i Den Store Danske
jernalderen
perioden fra ca. 500 f. Kr. til ca. 800 e. Kr ...Artikel i Nordisk Mytologi
jernalderen
den periode i forhistorien, der efterfølger ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFen
13/02/2012
  • Læst 1092 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki