Sven Estridsen (1047-76)

Sven Estridsen er som den eneste i den danske kongerække opkaldt efter sin moder. Utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Sven arveret til den danske trone. Han fødtes ca. 1019 i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans fader Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl.

At have en søn i sin varetægt som gidsel for faderens troskab var ikke usædvanligt. Forholdet imellem kongen og jarlen var nemlig ikke det bedste. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde. Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.

Ifølge Adam af Bremen skal Sven som ung have gjort krigstjeneste hos den svenske kong Anund Jakob i samfulde 12 år. Selv om Adam gentager dette, kan det ikke være rigtigt. I hvert fald ikke i den forstand, at Sven var i Sverige så længe uden afbrydelser. Ifølge andre kilder var Sven jævnligt i kamp med Magnus den Gode fra 1042 til 1047 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Sven „så ofte han blev besejret” have søgt tilflugt hos den svenske konge – hvad Adam da også fortæller i anden sammenhæng.

Blandt nederlagene beretter Sven Aggesen om et søslag, som Sven indlod sig i imod kong Magnus ved Helgenæs i Århusbugten. Derved skal Magnus være kommet i besiddelse af Jylland, Fyn og Venderlandet. Ifølge Roskildekrøniken, der blev skrevet 100 år senere, tabte Sven Estridsen ikke blot i søslag, men også i rytterkampe. Dog tyder indskrifter på samtidige mønter fra Lund på, at Magnus ikke fik herredømme over Skåne, før døden indhentede ham i 1047.

© Nationalmuseet, Møntsamlingen

Sven Estridsen-mønt slået i Lund. På forsiden ses jomfru Maria knælende med barnet. Det er vistnok Danmarks ældste madonnabillede. Sven Estridsens mønter afspejler tydeligt, at han ønsker at være en kristen monark med et godt forhold til kirken. Et meget stort antal mønttyper, næsten 100, kan henføres til denne konges regeringstid. Størrelse 2:1.

Om end med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Sven Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm, men nok ikke Blekinge. Nogle bemærkninger hos Adam af Bremen kan tyde på danske besiddelser i Østersøområdet; men andet ved vi ikke herom. Det sidste slag imellem Sven og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs, ud for Hallands kyst, i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig – vel nok især fordi Harald Hårderåde i 1066 faldt i England i det dumdristige forsøg på at blande sig i kongevalget dér. Den dansk-norske fredsaftale blev indgået på et mødested ved Göta-elven. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne udmærket, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true en svensk selvstændighed.

Når Sven Aggesen konstaterer, at kong Sven efter omsider at have vundet sin trone „besad rigets ror i fred”, så var hans familieliv ikke præget af samme fred. Tidligt blev Sven gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev døbt Sven; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam af Bremen, at Sven i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af Svens mormor, Sven Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrssæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig krævede ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam blev rasende og truede med at hærge Ham burg. Paven, Leo 9. intervenerede, og kongen opgav sit ægteskab – og indgik aldrig siden et nyt. Men han fik med flere forskellige kvinder mange børn, og blandt dem fem sønner, som efter alder fulgte ham på tronen. Det hedder i flere kilder, at Sven havde bestemt det således; men afgørende i denne forbindelse er det, at riget gik samlet fra den ene kongesøn til den anden – netop i en situation, hvor risikoen for splittelse oplagt er til stede, vælger landenes høvdinger den samme blandt mange kongsemner.

© Bibliothèque Municipale d'Étude et d'Information, Grenoble

Symbolsk fremstilling af tiden i skikkelse af en konge med en tavle over de grader af slægtskab, der hindrede ægteskab. Herom foreskrev kirkeretten oprindelig, at slægtskab til og med 7. grad udelukkede ægteskab. Et kirkemøde i 1215 begrænsede de forbudte grader til 4. led, således at ægteskab var udelukket imellem to personer med fælles tipoldefader, dvs. næstnæstsøskende-børn. Billedet findes i et fransk kirkeretshåndskrift fra 1200-tallet.

Sven Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er så at sige de eneste lyspunkter; selv den ordrige Saxo er her meget fåmælt. De få beretninger om Sven, som Saxo ikke har læst sig til hos Adam, er vandreanekdoter uden nogen som helst værdi. Følgelig siger kilderne mest om kirkens vilkår og meget lidt om kongens verdslige styre.