Danmarkshistorien

- til spot for alle nabofolk

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


I Rydårbogen hedder det under den 28. marts 1241: „Døde kong Valdemar, den anden Valdemar, på skærtorsdag. Sandelig, da han døde, da faldt kronen af de danskes hoved.”

Om udviklingen efter kong Valdemars død siges det, at landsmænd begyndte at kives og strides indbyrdes. Og i alle omliggende lande blev de siden til spot og spe. Videre hedder det, at de lande, som forfædrene havde vundet med sværd og sejr, ikke blot gik tabt for kronen, men de blev rigets fjender og til stor skade for det, som vi dagligt erfarer. Alt det siges høvedsmændene selv at have forvoldt ved at påføre hinanden krig. For som Vorherre siger i evangeliet: Ethvert rige i splid med sig selv går under!

Lundeårbogen konstaterer, at der indtraf solformørkelse det samme år, og at tatarerne drog erobrende og hærgende frem igennem Ungarn.

Slaget ved Liegnitz 1241. De mongolske tatarer, som i 1240'rne invaderede Centraleuropa, kaldes ofte fejlagtigt for tartarer som følge af et middelalderligt ordspil, der betegner disse folk som kommende fra Tartaros, græsk for „helvede”. På dansk har de overlevet som „tatere” dvs. sigøjnere, som man antog for tatarer. Disse spiste kødet råt, derfor taler man om bøf tatar

Ikke blot for Danmark, men for hele Europa så det mørkt ud. Pave Gregor 9. døde samme år og i de følgende år stod pavestolen tom. Og de mongolske tatarer faldt ind i Polen, hvor en polsk-tysk ridderhær forsøgte at stoppe dem. Det kom til et blodigt slag ved Liegnitz den 9. april 1241. Men mongolerne under ledelse af Ogotai Khan, en søn af den frygtede Djengis Khan, kunne ikke stoppes af ridderne. Det var en melding om konflikter i Centralasien, der blev årsag til tatarernes pludselige hjemfærd fra Europa, hvor tvivlen om egen uovervindelighed bredte sig. Medvirkende hertil var også, at Jerusalem i 1244 erobredes af tyrkiske krigere, og at araberne, som i Marokko var samlet under en stærk fyrste, forberedte angreb på Spanien.

Beretninger om alle disse ulykker, ledsaget af rygter og uheldsvangre varsler løb over hele Europa og skabte frygt og dermed grobund for nye religiøse bevægelser.

Det er allerede nævnt, at Anders Sunesen i 1223, hans sidste år som ærkebiskop, skænkede jord i Lund til oprettelse af et dominikanerkloster, det første tiggermunkekloster i Danmark.

Kongekrone fra 1100-tallet. Den stammer fra et krucifiks i Vitaby Kirke i Skåne. Nu i Statens Historiska Museum i Stockholm. Den kroningsceremoni, som blev almindelig i Vesteuropa stammer fra Frankerriget og minder meget om bispevielsen. Salving med hellig olie blev det vigtigste element, fulgt af overrækkelse af de ydre tegn på kongemagt, krone og kroningsdragt. Den først kendte kongekroning i Danmark skete i 1170, da Knud 6. blev kronet som sin faders medkonge. Men danske konger har båret krone længe før. Knud den Store bærer krone på sine mønter, og Saxo beretter, at Knud den Hellige i Roskilde Domkirke lod ophænge en krone, som kan have været hans egen.

Dominikanerne er en munkeorden, som blev stiftet af spanieren Dominicus (Domingo) og stadfæstet af paven i 1216. Dens medlemmer fik navnet prædikebrødrene; de skulle være præster og lagde vægten på prædiken og kætteres omvendelse. I 1221 sendte Dominicus, som vist nok selv havde besøgt Danmark, en dansker, broder Salomon fra Århus, til kong Valdemar og Anders Sunesen med breve fra sig selv og paven, som anbefalede prædikebrødrene og bad om hjælp og støtte til dem. Broder Salomon kom til København og traf der ærkebiskoppen, som efter at have læst brevene modtog ham med en velvilje, som siden fulgtes af den skænkede jord i Lund. I 1238 anerkendtes dominikanerne i Norden som en selvstændig ordensprovins. Munkene kaldtes her for sortebrødre.

Inden 1254 havde dominikanerne i Danmark ti huse, beliggende i alle stiftsbyer samt i Åhus i Skåne, i Næstved og i Haderslev. Fordi prædiken og tiggeri var sortebrødrenes hovedopgaver, var det naturligt at vælge stiftsbyerne som centre for bevægelsen.

Også andre nystiftede munkeordener fra 1200-tallets begyndelse fik betegnelsen tiggermunkeordener. De var fælles om den opfattelse, at besiddelse af jordisk gods spærrede vejen til Gudsriget. Derfor levede de af tiggeri, som organiseredes således, at hvert kloster kun tiggede i et tildelt område. Da tiggermunkene var pavens støtter, fik de udstrakte privilegier – i hvert fald i deres første tid.

Ved siden af dominikanerne er franciskanerne, eller gråbrødrene, den mest udbredte tiggermunkeorden. Dens stifter var Frans af Assisi hvis mening det var, at brødrene skulle gå ud som lægprædikanter og prædike evangeliet ligesom apostlene; som fattige skulle de tigge eller arbejde for føden. En egentlig organisation skulle da være helt overflødig – troede Frans.

Sankt Dominicus malet af Guido da Siena få år efter sin død i 1221. Efter 1218 opholdt Dominicus sig overvejende i Rom, hvor han af paven blev udnævnt til pavehoffets teolog, et embede, der stadig beklædes af en dominikaner. Her lærte han Frans af Assisi at kende og blev meget påvirket af ham og hans virksomhed. Dominicus blev ophøjet til helgen i 1234.

Men tilslutningen blev overvældende; alle og enhver kunne være med, og ingen havde styr på bevægelsen, som var uden regler, og som i det sydlige Europa snart blev præget af en religiøs og nu og da kirkefjendtlig fanatisme. Det blev for kirken nødvendigt at tøjle „de små brødre”, som de også kaldtes. På kirkens opfordring opstillede Frans et sæt regler, som blev godkendt i 1223. Ud over krav om almindeligt munkeløfte bestemtes, at franciskanerne for deres arbejde ikke måtte modtage penge, men kun hvad legemet havde behov for. De måtte intet eje eller besidde, skulle leve af almisser og tjene Gud i fattigdom. Hele ordenen blev stramt organiseret og styret; i spidsen indsattesen generalminister, som valgtes af et generalkapitel. Hvert kloster blev ledet af en forstander med titlen guardian.

Således lagt i faste rammer blev også franciskanerne pavemagtens hjælpere og redskaber. Inden for kirken som modvægt imod et selvbevidst præsteskab, udadtil til bekæmpelse af spontane og kirkefjendtlige missionsbevægelser, som flere og flere steder trådte åbenlyst frem.

Om franciskanerne hedder det i en klosterkrønike: „I det Herrens år 1232 kom de små brødre på deres bare ben for første gang til Danmark. De blev modtaget med velvilje og kærlighed af kong Valdemar, hele gejstligheden og folket.” Inden 1250 var elleve huse i deres besiddelse i Danmark; i alle stiftsbyer undtagen Odense, og desuden i Randers, Tønder, Svendborg, Kalundborg, København og siden Næstved. „I deres besiddelse” – hvordan det, når de intet måtte eje på denne jord? Dette juridiske problem klarede pave Innocens 4. elegant i 1245.

Kort over franciskanerklostre i Danmark for 1250. Mens de ældste danske klostre lå isoleret i landlige og ofte naturskønne omgivelser, lagde franciskanerne, som var tiggermunke, deres klostre i byer, hvor mange borgere kunne bidrage til deres underhold. I folkemunde kaldtes franciskanerne gråbrødre eller gråmunke, betegnelser, som kan forvirre, fordi de også blev brugt om cistercienserne.

Paven forkyndte at være ejer af alle franciskanerklostre i hele Europa; franciskanerne havde kun ret til brug og nytte af jord og huse – hokus pokus. De var stadig lige så fattige som Jesus og disciplene og kunne med god samvittighed modtage almisser af godtfolk, som jo boede tættest i byerne. Derfor lå alle tiggermunkenes klostre i eller tæt ved byer.

I 1215 havde den katolske kirke forbudt oprettelsen af nye klosterordener. Alligevel fik franciskanerne og dominikanerne pavens godkendelse. Bagved ligger en ulmende folkelig kritik af den etablerede og velhavende kirke.

Nu lykkedes det at dæmme op for kritikken, som ikke mindst havde vundet tilslutning fra byernes fattige. Også i de danske byer har de nye ordener dækket et klart behov, ikke blot ved prædiken, sjælesorg og barmhjertighedsarbejde, men også ved at optage fattige og dermed gøre en dyd af nødvendigheden.

Over for de velbjergede har tiggermunkene uden tvivl ofte gentaget Jesu ord: „Den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.”

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Kort over franciskanerklostre i Danmark for 1250. Mens de ældste danske klostre lå isoleret i landlige og ofte naturskønne omgivelser, lagde franciskanerne, som var tiggermunke, deres klostre i byer, hvor mange borgere kunne bidrage til deres underhold. I folkemunde kaldtes franciskanerne gråbrødre eller gråmunke, betegnelser, som kan forvirre, fordi de også blev brugt om cistercienserne.

© Dette billede må du ...

Sankt Dominicus malet af Guido da Siena få år efter sin død i 1221. Efter 1218 opholdt Dominicus sig overvejende i Rom, hvor han af paven blev udnævnt til pavehoffets teolog, et embede, der stadig beklædes af en dominikaner. Her lærte han Frans af Assisi at kende og blev meget påvirket af ham og hans virksomhed. Dominicus blev ophøjet til helgen i 1234.

© Dette billede må du ...

Kongekrone fra 1100-tallet. Den stammer fra et krucifiks i Vitaby Kirke i Skåne. Nu i Statens Historiska Museum i Stockholm. Den kroningsceremoni, som blev almindelig i Vesteuropa stammer fra Frankerriget og minder meget om bispevielsen. Salving med hellig olie blev det vigtigste element, fulgt af overrækkelse af de ydre tegn på kongemagt, krone og kroningsdragt. Den først kendte kongekroning i Danmark skete i 1170, da Knud 6. blev kronet som sin faders medkonge. Men danske konger har båret krone længe før. Knud den Store bærer krone på sine mønter, og Saxo beretter, at Knud den Hellige i Roskilde Domkirke lod ophænge en krone, som kan have været hans egen.

© Dette billede må du ...

Slaget ved Liegnitz 1241. De mongolske tatarer, som i 1240'rne invaderede Centraleuropa, kaldes ofte fejlagtigt for tartarer som følge af et middelalderligt ordspil, der betegner disse folk som kommende fra Tartaros, græsk for „helvede”. På dansk har de overlevet som „tatere” dvs. sigøjnere, som man antog for tatarer. Disse spiste kødet råt, derfor taler man om bøf tatar

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Centralasien
område i det indre Asien; i dansk geografisk traditi ...Artikel i Den Store Danske
solformørkelse
fænomen, der forekommer, når Månen befinder ...Artikel i Den Store Danske
Salomon
Salomo , midten af 900-t. f.Kr., konge i Jerus ...Artikel i Den Store Danske
Salomon
Blandt de jødiske slægter der bærer navnet S. (se og ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Tartaros
i græsk mytologi søn af Gaia ; ifølge Hesiod et ...Artikel i Den Store Danske
dominikaner
1. sortebroder, medlem af en munkeorden som er ...Artikel i Den Store Danske
Guido
d. 8.5.1320, kansler. Død i Roskilde. G. stammede ud ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
skærtorsdag
torsdagen før påske, siden oldtiden kirkens fest ...Artikel i Den Store Danske
Assisi
italiensk by 130 km nord for Rom; 28.100 indb ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
OFen
13/02/2012
  • Læst 1139 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki