Absalons sidste år og sidste vilje

Tronfølgeren Knud var af kong Valdemar blevet indsat som med konge i Skåne og Halland, og efter Valdemars død i 1182 blev Knud hyldet på de øvrige landsting, men ikke af skåningerne, som jo før havde gjort oprør imod Absalon og hans embedsmænd af sjællandsk herkomst. Nu forsøgte skåningerne med svensk hjælp at vælge en anden kongeætling ved navn Harald Skreng, men han blev slået af den kongelige hær under ledelse af Absalon.

Knud den Sjette var ved faderens død 19 år gammel. Det betød, at Absalon i de følgende år havde en meget stor politisk indflydelse. Derfor må han også stå bag kongens beslutning i 1184 om at nægte at aflægge lensed over for den tyske kejser. Denne reagerede i første omgang ved at sende Knuds søster, som var trolovet med en af kejserens sønner, tilbage til Danmark. Dernæst befalede Frederik Barbarossa sine nordtyske vasaller at angribe Danmark. Hertug Bugislav af Pommern adlød ved at angribe den danske konges lensmand fyrst Jarimar af Rügen. Absalon blev underrettet og samlede i huj og hast den østdanske ledingsflåde. Vendernes flåde blev overrumplet, og Absalon tegnede sig for en total sejr i et stort søslag i sundet imellem Rügen og fastlandet.

© Lennart Larsen

Pakke med relikvier, nogle jordiske rester af en helgen, ifølge den påsyede seddel „De sco Wilhelmo” (Af den hellige Vilhelm) – uden tvivl abbed Vilhelm, der i 1203 af paven blev godkendt som helgen. Det påsyede mønster er af guldtråd. Med kirkens dyrkelse af helgener fulgte troen på, at deres ben, deres tøj eller blot støv fra deres grave bragte lykke og kraft.

Året efter, 1185, fuldbyrdede kong Knud hele Vendens erobring. Såvel hertug Bugislav som abodritterfyrsten Niklot måtte aflægge lensed til den danske konge, som tog titlen „vendernes konge”. Danmark var hermed blevet den stærkeste østersømagt. En stor del af æren for dette tilfalder Absalon.

Herefter trak Absalon sig mere og mere ud af politik. Kong Knuds yngre broder Valdemar blev omkring 1190 hertug i Slesvig og overtog hermed udenrigspolitikken. Absalon synes at have helliget sig kirkens indre anliggender. På et kirkemøde i Lund 1187, hvortil Absalon indkaldte bisper og prælater fra hele riget, vedtoges anvendelse af ensartede liturgiske tekster i den danske kirke. Derimod kom Absalon ikke igennem med et krav om cølibat for alle gejstlige, men her var han ikke den første, der forgæves forsøgte sig.

I 1192 opgav Absalon sin titel som biskop i Roskilde efter henstilling fra Rom, da kirkeretten ikke tillod samme person i flere embeder. Som efterfølger valgtes Absalons fætters søn, Peder Sunesen, der lovede at følge Absalons direktiver. Forinden havde Absalon skænket borgen imellem Sjælland og Amager til Roskilde bispestol, mod hans egen besiddelsesret for livstid. Absalon, der nu var en mand i tresserne, indså, at livstid ikke behøvede at betyde mange år. Nogle ting skulle derfor ordnes i tide: mange godshandeler og mageskifter vedrørende hans eget jordegods og de stiftelser og klostre, han havde støttet og fulgt, især Sorøklostret, som blev hovedarving efter ikke blot Absalon, men også broderen Esbern Snare og flere andre medlemmer af Hvideslægten.

© Lennart Larsen

Den to meter høje runesten på kirkegården i Nørre Åsum i Skåne er den yngste danske runesten, der omtaler historiske personer. I indskriften bedes „Krist, Marias søn, hjælpe dem, der byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og Esbern Mule”. Absalon døde i 1201 og Esbern Mule i 1215. Da stenen synes at være rejst ved kirkens indvielse, må denne have fundet sted efter 1178, da Absalon blev ærkebiskop, og før hans død i 1201.

Absalon døde i påskeugen 1201 og blev efter eget ønske gravsat i Sorø foran klosterkirkens højalter. Han havde for længst bestilt sit eftermæle i form af Saxos skrift, som han ikke så endelig fuldført. Vi ved ikke, om Absalon har bestilt eller godkendt netop dén skildring, der blev ham til del: kirkemanden, der ensidigt gøres til verdslig helt og roses som sådan; roses, for at styrke det fælles fædreland, som alligevel ikke hang sammen.

Derimod ved vi med nogen sandsynlighed, hvorledes Absalon behandlede Saxo i sit testamente, som vi kender, og som er oprettet i begyndelsen af 1201. Her indsættes Absalons klerk Saxo imellem en lang række begunstigede af forskelligste art og stand: Sorø Kloster får hele Absalons fædrene arv undtagen landsbyen Fjenneslev, klostrene i Æbelholt og Sorø får gaver i guld og sølv, nogle landflygtige norske bisper får hver 100 eller 50 mark sølv, kanniker får sølvbægre, dekanen ved Lunds Domkirke en mårkappe, kokken et sengetæppe af ulveskind og nogle trælle skænkes friheden – for blot at nævne enkelte eksempler ud af en lang række. Hvad får Saxo i sammenligning med disse milde gaver?

© Nationalmuseet

Absalons bispering lå i hans grav i Sorø Kirke. Den er af guld med en blå safir. Ved bispevielsen får bispen en ring som tegn på, at han formæles med sit stift.

Svaret er: meget lidt! Saxo får 2 1/2 mark sølv, som han allerede havde modtaget. Han skal altså ikke betale tilbage. Men det pålægges ham at levere Sorø Kloster de to bøger tilbage, som ærkebispen havde lånt ham.

Uden kendskab til Saxos aflønning og underhold i øvrigt må man slå fast, at han ikke fik del i de personlige påskønnelser, som Absalons testamentariske gaveregn var udtryk for.

Snarere tværtimod.