Nationalismen - den farlige understrøm

Det var ikke helt tilfældigt, at en af de første film, hvor det nye medium som kunstnerisk udtryksmiddel blev brugt, var amerikaneren David Griffiths „En nations fødsel” fra 1915 om skabelsen af en fælles national identitet og selvfølelse i en befolkning, gennemsyret af etniske, sproglige og sociale modsætninger. Mere end noget andet medium kunne filmen få folk til at tænke med følelserne, og den blev et enestående instrument i hænderne på dem, der ville udbrede tidens store ideologiske understrøm, nationalismen, der tit kunne udarte til chauvinisme.

Det foregående århundredes nationalfølelse og nationale bevægelser havde været snævert forbundet med den almindelige frigørelsestendens fra fremmed undertrykkelse og med de liberale politiske bevægelser. Fra slutningen af århundredet skiftede nationalismen karakter. Den blev gradvis erobret af den politiske højrefløj og udbredt gennem skole, militær, ungdomsorganisationer og den nye populære „gule” presse, der så at sige levede af at så had og mistillid til fremmede uden for og inden for landets grænser. I en analyse fra 1914 sammenfattede den ultranationalistiske italiener Alfredo Rocco, der meget betegnende senere blev en ledende fascist, sit begejstrede syn på nationalismen således: „Nationalismen … angriber demokratiet, ødelægger antiklerikalismen, bekæmper socialismen og underminerer pacifisme, humanisme og internationalisme. Den proklamerer enden på liberalismens program.”

© Klods Hans

Christian Hansen tegnede denne satire til Klods Hans i 1909. Den illustrerer udmærket den lille antisemitisme der var ganske almindelig i årene før 1. verdenskrig. Den havde i Danmark et forholdsvis moderat præg og kan slet ikke sammenlignes med mellemkrigstidens udskejelser. Men den lå der som en undertone og føltes af jøderne som et ubehageligt nærværende vilkår. Teksten under tegningen lyder: „- Nærig – er du ikke nærig? Du kigger over brillerne for at spare på glassene!”

Nationalismen skærpede modsætningerne mellem stormagterne internt i Europa og kampen om markeder og indflydelse i de oversøiske regioner. Den havde nogle ledsagefænomener, der på en bizar måde dementerede nationalisternes påstande om, at netop deres nation repræsenterede det højeste stade af civilisation. Antisemitismen, denne „idioternes socialisme”, som den tyske socialistleder August Bebel kaldte den, stak hovedet frem overalt i disse år. Mest opsigtvækkende var det sket med Dreyfus-affæren i Frankrig (se Det ny århundredes morgenrøde), men selv herhjemme mærkede jøderne, navnlig de nyindvandrede, snerten af antijødiske holdninger.

En anden side af den europæiske og amerikanske nationalisme var dens tro på den vestlige civilisations overlegenhed i forhold til fremmede folkeslag, som de imperialistiske magter underlagde sig. Den vestlige kulturs storslåede karakter blev for de hvide mennesker bekræftet igennem et negativt modbillede af de „primitive” kulturer. Men „de vilde” skulle civiliseres og i hvert fald kristnes. Ydre mission oplevede således en stærk fremgang i disse år. Frygten for „den gule fare” blev ubehageligt nærværende for europæere og amerikanere gennem bokseropstanden mod imperialisterne i Kina i 1900 og japanernes sejre over russerne i krigen 1904-05.

Nationalismen var ikke i sig selv årsag til 1. verdenskrig, men den udløste en massiv og ofte entusiastisk opslutning af folk fra alle klasser bag regeringernes krigspolitik. Den internationale socialistiske bevægelse blev her en af de store tabere. Fra århundredets begyndelse havde dens mål været at hindre et krigsudbrud, men under debatterne om de rette midler til at nå dette mål overså stort set alle den kraft, hvormed den nationalistiske understrøm havde grebet også de nationale arbejderklasser. I alle de krigsførende stater, med Serbien som eneste undtagelse, stemte socialdemokraterne for bevillinger til krigsførelsen. Der lå en tung symbolik i, at Internationales førende fredsforkæmper, den franske socialistleder Jean Jaurès, aftenen for krigsudbruddet blev myrdet af en ung højrenationalist.