Organisationernes Danmark

Gennem 1800-tallet gik det som den røde tråd i de europæiske stater, at borgerne organiserede sig. I takt med udbygningen af borgerrettighederne og de demokratiske institutioner opbyggede de enkelte klasser, erhverv og større eller mindre sociale grupper organisationer til at varetage deres interesser. Som en tæt forgrenet underskov under de offentlige institutioner bredte de sig og markerede medlemmernes interesser i forhold til andre klasser og efterhånden også over for myndighederne i stat og lokalsamfund.

Danmark var formentlig det land i Vesteuropa, hvor organiseringen omfattede det forholdsvis største antal borgere. I anden halvdel af 1800-tallet udformedes den organisationsstruktur, som lige siden har præget det danske samfund. Det fælles og særegent danske træk ved denne organisering var, at den hovedsageligt skete nedefra og ikke alene dækkede umiddelbare økonomiske og erhvervsmæssige interesser. Den indfangede under demokratiske former alle sider af borgernes liv i arbejde og fritid, i produktion og kultur. Langt ind i det 20. århundrede rummede den stærke ideologiske markeringer over for andre grupper og samfundet som helhed og bidrog på linie med pressen til at udbrede og underbygge de politiske holdninger og modsætninger i befolkningen.

© Gyldendal

Før radio og fjernsyn var det direkte møde mellem politikere og vælgere et helt centralt element i det politiske liv. Den stovte gamle venstrepolitiker Jens Busk taler her i 1903 ved et vælgermøde i Ribe, hvor han havde opnået valg siden 1876. Han fastholdt livet igennem tilknytningen til bondesamfundet, helt ud i det ydre med bondens sorte krave. Hans agitation var slagkraftig og slagfærdig. Jens Busk gjorde hele forfatningskampen med som jysk fortaler for den radikale fløj i Venstre. Skønt skeptisk over for J.C. Christensen fulgte han dog ikke de radikale i 1905, men han søgte ikke genvalg ved folketingsvalget året efter.

Organisationer og foreninger udgjorde en stadigt voksende „grå” zone for politik. I andelsselskaber, landbo- og husmandsforeninger, i fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, i sparekasser og byggeforeninger og mellem organisationerne indbyrdes blev der gennem forhandlinger, valg og afstemninger truffet beslutninger, der havde vidtrækkende betydning og ofte bindende karakter for den enkelte eller for større samfundsgrupper. Det var et felt uden for partiernes virke, men bestemt ikke uden betydning for det offentlige liv og for partierne.

Organisationslivet gennemsyrede samfundet fra top til bund, fra hovedstad til landsogn. Organisationerne stod i deres oprindelsesfase ofte i skarp modsætning til hinanden og det omgivende samfund, men sleb gradvis de skarpe kanter af hinanden. I sognene og bysamfundene var de væsentlige forudsætninger for lokalsamfundenes funktion, og der var som regel et tæt personsammenfald mellem organisationernes ledende skikkelser og lokalstyret. Det gjaldt for landsognenes vedkommende mellem landboforeninger, andelsselskaber og sogneråd, hvor Venstre gennem disse organisationer kunne fastholde en næsten uantastelig førerstilling over hele landet. I byerne var billedet noget mere sammensat, men det er karakteristisk, at byrådene i vid udstrækning rekrutteredes fra borgerforeninger, håndværkerforeninger og i vor periode i stigende grad fra fagforeningerne. De lokale gruppeinteresser førtes via foreningerne og deres hyppigt nære tilknytning til et af de politiske partier ind i bystyret, godt understøttet af den lokale presse i dens forskellige afskygninger.