Danmarkshistorien

Sabotage og modterror

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Ved siden af militærgrupperne og modtagefolkene fandtes over hele landet lokale sabotagegrupper, uden at de tre kategorier kan holdes klart adskilte. Sabotørerne arbejdede med de nedkastede plasticsprængstoffer, og deres aktioner ramte virksomheder, der arbejdede for tyskerne, dvs. automobilfabrikker, skibsværfter, Riffelsyndikatet i København, Ålborg Flyveplads osv. I 1940 til 1942 fandt der sammenlagt 73 sabotageaktioner sted, når man ser bort fra antændte høstakke, overskårne telefonkabler o.l., i 1943 816, i 1944 988 og i 1945 924, i alt 2.801.

Et andet sabotagemål var jernbanerne. Efterhånden som nettet strammedes om tyskerne både øst- og vestfra, ønskede de allierede at hæmme de tyske troppers bevægelser i Danmark. På vej tilbage til fronterne var det af betydning at sinke dem, og det samme gjaldt bevægelserne af kamptropperne, der fra Norge blev sendt sydpå. De første jernbanesabotager fandt sted i september og november 1942. I 1943 blev der foretaget 111 aktioner, et tal, der i 1944 steg til 311, mens det i de fire måneder af 1945 nåede helt op på 1103, i alt 1.526 aktioner.

Sabotagen tog fart fra sommeren 1942 og omfattede også provinsen. Her er Dansk Akkumulator- og Elektromotorfabrik i Odense saboteret i august 1943. Sabotagen ramte tyske militære installationer, virksomheder, der arbejdede for tyskerne, og jernbanerne. Den militære værdi af disse aktioner er siden blevet omtvistet, men den havde tillige en klar politisk hensigt. For modstandsbevægelsen ville bombe Danmark over på allieret side, og dette mål blev nået.

De to største sabotageorganisationer var BOPA, blandt hvis ledere var Børge Thing og Eigil Larsen, og „Holger Danske” med blandt andre Jens Lillelund, Jørgen Kieler, Hans Edvard Teglers og Jørgen Røjel som fremtrædende medlemmer. „Holger Danske” blev to gange revet op af tyskerne. Ved krigens slutning talte den ca. 300 mand, BOPA ca. 175.

Det er svært af finde et måleligt udtryk for den materielle skade, sabotagen forvoldte det tyske krigsmaskineri. Efter krigen anlagde Hitlers rustningsminister Albert Speer den vurdering, at industrisabotagen ikke havde haft større betydning, mens de 200 større sabotageaktioner mod havne, værfter, kraner og skibe var følelige, fordi der var mangel på både tonnage og reparationsmuligheder. Når det gjaldt at besværliggøre kommunikationslinierne, var de engelske og amerikanske luftangreb forståeligt nok af større betydning end den danske jernbanesabotage, der kun forsinkede de tyske troppeflytninger minimalt. Hvilken psykologisk effekt på de tyske tropper, sabotagen har haft, ved vi ikke.

BOPA-sabotøren Eigil Larsen udarbejdede ligefrem en lærebog – kaldet „kogebogen” – i fremstilling af sabotagemateriel. Indtil der kom gang i de engelske nedkastninger, var sabotagemidlerne meget primitive. Nedkastningerne begyndte i det små i foråret 1943 og kulminerede i april 1945 med 2349 containere. I alt modtog Danmark ca. 1000 tons materiel.

Derimod havde de forskellige former for modstand, fra små illegale blade til store sabotageaktioner, en betydelig virkning på det danske folk. Opsætsigheden umuliggjorde indrømmelsespolitikken og fældede ministeriet Scavenius. Og den fik tyskerne til at indsætte store politistyrker. Fra november 1943 lededes de af SS-general Günther Pancke, der var uafhængig af både von Hanneken og Werner Best. Som sin nærmeste medarbejder havde han SS-oberst Otto Bovensiepen. Efter ordre fra Hitler iværksattes fra årsskiftet 1943-44 en modterror, der skulle søge at dæmme op for modstanden. Mest berygtet blev „Petergruppen” (også kaldet „Brøndumbanden”) under SS-manden Otto Schwerdt. Den fik 120 menneskeliv på sin samvittighed og sprængte 160 fabrikker, bladhuse m.v. i luften. Også Schalburgkorpset (opkaldt efter en falden „Frikorps Danmark”-chef) deltog i terrorhandlingerne. Deraf opstod ordet „schalburgtage” som et modstykke til sabotage.

Den 4. januar 1944 skød og dræbte Otto Schwerdt sammen med fire andre præsten og forfatteren Kaj Munk efter at have bortført ham fra præstegården i Vedersø i Vestjylland. Drabet vakte den største opmærksomhed og øgede harmen mod besættelsesmagten og dens håndlangere.

Kaj Munk så den tyske besættelse af landet som Guds tugt af det danske folk. „De tusind år – så blev de væk / i morges klokken fem afskræk”, digtede han den 9. april 1940. Han blev en stadig mere usminket fortaler for modstand mod tyskerne; ved valget i 1943 anbefalede han at stemme på Dansk Samling og trodsede påbud fra Kirkeministeriet. Fotografiet stammer fra en reportage i „Billedbladet” juli 1942, hvor det er forsynet med denne underfundige tekst: „Hans vægtige og alvorsfulde ord giver stof til eftertanke”. Mordet på ham den 4. januar 1944 skabte den største harme i befolkningen.

Flere gange lykkedes det Gestapo at rulle modstandsgrupper op ved hjælp af danske angivere. Navnlig „Holger Danske” påtog sig den opgave at likvidere sådanne stikkere. Ca. 400 blev dræbt. Ikke alle de likviderede var stikkere, selv om de havde haft omgang med besættelsesmagten. Der var krigstilstand, og en egentlig politimæssig efterforskning var ikke mulig. Likvideringerne var en svær belastning for dem, der udførte dem, også efter krigen, hvor der blev rejst kritik af disse nødværgedrab.

Det øgede antal tyske arrestationer førte både til mange henrettelser og til stadig flere deportationer til tyske fængsler og kz-lejre, da de danske fængsler efterhånden var overfyldte. I marts 1944 tilbød departementscheferne da at opføre en fangelejr på dansk grund. De håbede på denne måde dels at kunne få de ca. 400 ikke-jødiske fanger, der allerede sad i kz-lejr, hjem, dels at hindre fortsatte deportationer. Tyskerne accepterede, og allerede i juli 1944 stod Frøslevlejren nær grænsen færdig. Lejren havde delvis dansk mandskab, og behandlingen af fangerne lå derfor langt over kz-lejrenes. Men de 400 kom ikke til Frøslevlejren, der i stedet blev fyldt med andre arresterede modstandsfolk. 1600 sendtes videre til Tyskland, men ca. 7000 forblev i Frøslev til krigens slutning og reddede derved livet.

Flemming Juncker kom tidligt ind i modstandsarbejdet og blev i Jylland leder af samarbejdet med de engelske faldskærmsfolk. Han opbyggede modtage- og sabotagegrupper, senere også militærgrupper. Da han var eftersøgt af Gestapo, måtte han i foråret 1944 via Sverige fortrække til London, hvor han i SOE blev leder af nedkastningerne over Danmark. Her virkede han tæt sammen med Svend Truelsen og Ole Lippmann.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Flemming Juncker kom tidligt ind i modstandsarbejdet og blev i Jylland leder af samarbejdet med de engelske faldskærmsfolk. Han opbyggede modtage- og sabotagegrupper, senere også militærgrupper. Da han var eftersøgt af Gestapo, måtte han i foråret 1944 via Sverige fortrække til London, hvor han i SOE blev leder af nedkastningerne over Danmark. Her virkede han tæt sammen med Svend Truelsen og Ole Lippmann.

© Dette billede må du ...

Kaj Munk så den tyske besættelse af landet som Guds tugt af det danske folk. „De tusind år – så blev de væk / i morges klokken fem afskræk”, digtede han den 9. april 1940. Han blev en stadig mere usminket fortaler for modstand mod tyskerne; ved valget i 1943 anbefalede han at stemme på Dansk Samling og trodsede påbud fra Kirkeministeriet. Fotografiet stammer fra en reportage i „Billedbladet” juli 1942, hvor det er forsynet med denne underfundige tekst: „Hans vægtige og alvorsfulde ord giver stof til eftertanke”. Mordet på ham den 4. januar 1944 skabte den største harme i befolkningen.

© Dette billede må du ...

BOPA-sabotøren Eigil Larsen udarbejdede ligefrem en lærebog – kaldet „kogebogen” – i fremstilling af sabotagemateriel. Indtil der kom gang i de engelske nedkastninger, var sabotagemidlerne meget primitive. Nedkastningerne begyndte i det små i foråret 1943 og kulminerede i april 1945 med 2349 containere. I alt modtog Danmark ca. 1000 tons materiel.

© Dette billede må du ...

Sabotagen tog fart fra sommeren 1942 og omfattede også provinsen. Her er Dansk Akkumulator- og Elektromotorfabrik i Odense saboteret i august 1943. Sabotagen ramte tyske militære installationer, virksomheder, der arbejdede for tyskerne, og jernbanerne. Den militære værdi af disse aktioner er siden blevet omtvistet, men den havde tillige en klar politisk hensigt. For modstandsbevægelsen ville bombe Danmark over på allieret side, og dette mål blev nået.

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Jørgen Kieler
Jørgen von Führen Kieler ,  23.8.1919, læge. Født i ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
krigstilstand
retstilstand, der indtræder, når en stat befinder si ...Artikel i Den Store Danske
Gestapo
det nazistiske Tysklands politiske politi; de ...Artikel i Den Store Danske
Schalburgkorpset
(opkaldt efter C.F. von Schalburg), militært ...Artikel i Den Store Danske
Frøslevlejren
tysk interneringslejr ( Polizeigefangenenlage ...Artikel i Den Store Danske
Flemming Juncker
Gunnar Flemming Juncker , 12.9.1904-25.3.2002, ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Vedersø
kirkelandsby i Vestjylland 17 km nord for Ringkø ...Artikel i Den Store Danske
Frøslev
(tysk Fröslee ), by i den østlige del af Sønder ...Artikel i Den Store Danske
Eigil Larsen
Eigil Peter Theodor Larsen ,  29.5.1903-27.2.19 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelige forfattere
ATro
13/02/2012
TKaa
13/02/2012
  • Læst 1443 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki