Velfærdsstaten udbygges

Regeringen veg ikke tilbage for at udnytte sin nyvundne bevægelsesfrihed, men gjorde det besindigt. Landbrugsminister Bording kunne nu komme igennem med sit forslag om gældssanering for betrængte bønder i den form, han anså for rigtig. Efter den gældende lov var der allerede indkommet ca. 13.500 ansøgninger, hvoraf kun ca. 3000 ventedes at blive afslået. Ud fra den betragtning, at misforholdet mellem prisen på landbrugets råvarer og dets færdige produkter især skadede husmændene, blev et egentligt rentetilskud vedtaget mod de konservatives stemmer, mens Venstre blot undlod at stemme.

I foråret 1937 blev landbruget på ny ramt af prisfald. For at imødegå dette ændredes bl.a. kornloven, men det hjalp ikke på misforholdet mellem prisen på smør og på foderkager.

Eksportstøtte turde regeringen ikke gå ind på, fordi det kunne medføre handelspolitiske sanktioner. I stedet vedtoges nu en støtte til hjemmemarkedssalget, som udgjorde 30 procent af mælkeproduktionen. Tilskuddet til smør blev hævet til 25 øre pr. kg, hvilket betød en statshjælp på 18 mill. kr. Både Venstre og konservative undlod at stemme.

© Vejle Byhistoriske Arkiv

Ungdomsherberger blev i mellemkrigstiden – som her i Vejle – etableret alle vegne. Den øgede fritid skabte også i Danmark begrebet vandrefugle. De fleste var dog på cykel, som nu var allemandseje. Vandrerhjemmene var billige, vandrefuglene skulle selv gøre rent og lave mad, og de måtte ikke tilbringe mere end et par døgn på samme sted.

I maj 1937 kom også loven om tillægsjord til indeklemte husmænd. Den omfattede oprindeligt en bestemmelse om ekspropriation, men da Venstre og konservative heftigt angreb denne, lod regeringen den falde, og loven kunne vedtages enstemmigt. Man ville med andre ord ikke benytte sit flertal, medmindre man fandt det afgørende nødvendigt.

Det var ikke nødvendigt, da regeringen i 1938 fik lirket en lov om ferie med løn igennem Rigsdagen. Stort set kun tjenestemænd havde ret til ferie. Alle andre havde enten slet ikke ferie eller kun nogle få dage efter sædvane eller overenskomst med virksomheden. Ferien var for et par hundrede tusinde organiserede arbejdere ingen ret. Søn- og helligdage udgjorde ofte deres eneste ferie. I princippet fik enhver nu ret til en dags ferie for hver måneds ansættelse, og ferien skulle vel at mærke gives i sammenhæng i tiden fra maj til september. Selv om mange ikke havde råd til at foretage sig noget særligt i ferien, var man dog en tid borte fra trædemøllen og samlebåndet, og kimen til et nyt feriebegreb var lagt.

En enkelt lov blev pånødet regeringen. De konservative havde længe bejlet til mellemstanden, hvortil mange handelsog kontormedhjælpere – „flipproletarerne” – regnede sig. De følte ikke alle dragning mod Socialdemokratiet, mange gik med en hemmelig drøm om at blive chef eller få sin egen virksomhed. Da HK i 1932 blev optaget i De samvirkende Fagforbund skabte det utilfredshed hos en del handels- og kontormedhjælpere. I maj 1937 forelagde Christmas Møller et forslag om en funktionærlov, som gav regler for kontrakter, opsigelsesfrister, sygeløn osv. Arbejdsgiverne var irriterede over dette konservative initiativ, og socialdemokraterne var vrangvillige over denne indtrængen på deres territorium. Handels- og kontormedhjælpere kunne jo blot melde sig ind i HK og derved opnå fagbevægelsens beskyttelse. Men de radikales ordfører, tidligere trafikminister Hassing-Jørgensen, der ikke var til sinds uden videre at bøje sig for storebror, ønskede et resultat. Det endte da også i april 1938 med en enstemmigt vedtaget funktionærlov.

© Erik Thomsen

Sommerhuse i vandkanten ved Føns Vig på Vestfyn. Først fra 1937 blev det forbudt at bygge nærmere end 100 meter fra strandkanten, ligesom der indførtes skovbyggelinier. Store strandområder åbnedes samtidig for offentligheden.

Det nye landstingsflertal banede tillige vejen for den ændring af folkeskolen, som allerede Borgbjerg havde forsøgt sig med. Siden 1903 kunne børn i den undervisningspligtige alder efter slutningen på 5. klasse søge optagelse i en fireårig mellemskole, som eventuelt kunne føre dem op i det treårige gymnasium eller i realklassen, der var adgangsbillet til de attråede elevpladser i etaterne, dvs. post-, told- og jernbanevæsnerne. Der blev fra første færd et socialt skel mellem folkeskolens ordinære klasser, som i 1935 tegnede sig for ca. tre fjerdedele af eleverne, og mellemskolen, selv om mellem- og realskoler oprettedes overalt uden gymnasieoverbygning. Skoleloven af 1937 indførte nu en eksamensfri mellemskole, som dog nærmest kun opfattedes som en navneforandring af folkeskolens ældre klasser. Den fik aldrig i sin 20-årige levetid nogen social eller pædagogisk betydning. Men vigtigt var det, at 1937-loven på landet medførte opførelsen af centralskoler med flere klasser og flere faglige udbud. Selv om der talrige steder uanfægtet undervistes af én lærer i toklassede skoler og efter 1814-forordningen, var bestræbelsen at bringe landsbyskolen på niveau med byskolen.

1937 bød på en anden reform. Den øgede udstykning havde skyggesider i form af flere spredte bebyggelser, begyndende tilfældigt sommerhusbyggeri, flere biler og følgelig flere og bredere veje, som var angreb på naturen og specielt dens smukkeste områder. Naturfredningsloven fra 1917 var ikke et tilstrækkeligt værn herimod. Store reklameskilte langs landevejene skæmmede det åbne land, og grusgravene bredte sig ukontrollabelt som hule tænder. Mange gravhøje blev uden videre sløjfet, hvis de lå i vejen for selvbinderen.

Danmarks Naturfredningsforening pressede på for at få loven strammet, men havde stærke kræfter mod sig. De kom fra erhvervslivet, men også, om end ud fra andre motiver, fra den kendte samfundsdebattør, arkitekt Poul Henningsen, der betragtede naturfredning som udtryk for konservatisme og kaldte naturen for „det billige skidt”. I 1935 overtog Statsministeriet imidlertid fredningssagerne fra Justitsministeriet, og i 1937 kunne der enstemmigt vedtages en ny naturfredningslov. Nu blev alle jordfaste fortidsminder fredet, og almenhedens adgang til skov og strand blev væsentlig forøget. Ligeledes bestemte nye regler for strand- og skovbyggelinier, at nye huse skulle ligge mindst 100 meter fra stranden og 300 meter fra skoven. Det var i allersidste øjeblik, loven blev vedtaget. Store naturværdier var gået tabt i de foregående år.