Spændinger

Særlig slemt stod det til i Sønderjylland, der endnu led efter verdenskrigens udmarvning. Hertil kom, at mange landmænd i 1919 havde optaget dyre lån i Danmark til afløsning af lån i mark, hvilket blev en dårlig forretning, fordi marken faldt. Fra Berlin støttedes fra 1926 gennem Kreditanstalt Vogel-gesang opkøb af jord til fordel for tysksindede landmænd. Fra dansk side svarede man igen ved gennem Landeværnet, stiftet i 1927, at hjælpe dansksindede bønder økonomisk. Også Sønderjysk Hypoteklånefond ydede, bistået af den danske stat, lån til betrængte landmænd. En jordkamp var begyndt.

Der var også uro i grænselandet på anden måde. I 1925-26 opstod en autoritært indstillet agrarbevægelse, Bondens Selvstyre, som det tysksindede mindretal og de såkaldt „blakkede” sluttede sig til. På et møde i Bov ved Padborg sagde Stauning uforsigtigt og provokerende, at hvis 50.000 gårdejere måtte gå fra deres gårde, var 50.000 arbejdsløse parate til at træde i deres sted. I bevægelsens blad kaldte man Stauning for sørøverkaptajn og truede med at dræbe ham, hvilket kostede formanden tre måneders simpelt fængsel, dvs. hæftestraf. Af nationale grunde var Sønderjylland et særlig følsomt område, og regeringen fulgte udviklingen ængstelig for de løsrivelsestendenser, der lå bag Bondens Selvstyre. Først valget i december 1926 viste, at bevægelsen ikke vakte genklang i landsdelen.

På den yderste venstrefløj opererede Danmarks kommunistiske Parti. Det var ramt af endeløse fraktionskampe og ude af stand til at udnytte splittelsen i fagbevægelsen. Dets stemmetal ved valgene var minimale – 5.700 i 1926 og 3.650 i 1929. Derefter greb Komintern direkte ind. En udsending fra Moskva ommøblerede i julen 1929 partiledelsen under parolen: „Fra opportunistisk passivitet til bolsjevikisk aktivitet”.

Spændingen i samfundet øgedes ikke alene ved den betydelige arbejdsløshed. Alt syntes at have rottet sig sammen mod Danmark. I december 1924 kostede et kg smør 5,86 kr., i januar 1926 3,18 kr. I februar 1926 opgjorde De samvirkende danske Andelskreaturforeninger, at mund- og klovsygen havde givet landbruget et tab på 204 mill. kr. Til sammenligning kan anføres, at statens samlede udgifter for finansåret 1925-26 var på 365 mill. kr. – og den smitsomme sot fortsatte. Samtidig svigtede høsten, og fra 1925 ramte forhøjede toldsatser i Tyskland udførslen af slagtekvæg hårdt. Landbruget, der var vort mest valutaindtjenende erhverv, så sit nettoudbytte sat ned fra en halv snes til et par procent, og byerhvervenes om sætning og indtjening gik ned med massefyringer til følge. Køerne ved kontrolstederne var lange, den udbetalte arbejdsløshedsunderstøttelse beskeden.