Danmarkshistorien

Det nordiske samarbejde

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Statsministerens tale ved Rigsdagens åbning i oktober indledtes år efter år med nogle kortfattede betragtninger om Danmarks udenrigspolitiske placering. Da Erik Eriksen i november 1950 dannede regering og fremlagde sin politik for Rigsdagen, overtog han næsten ord for ord de vendinger, Hedtoft havde brugt en måned tidligere. Danmarks udenrigspolitik hvilede på medlemskabet af De forenede Nationer, Det europæiske Råd og OEEC i Paris. Dernæst nævnte han det nordiske samarbejdes betydning og til sidst NATO med en tilføjelse om, at alliancens formål var at sikre freden. Rækkefølgen behøver ikke at betyde, at regeringen faktisk prioriterede landets internationale forbindelser i den rækkefølge, men den har i det mindste regnet med, at vælgerne gjorde det. Året efter var det de samme elementer og i samme rækkefølge. I 1952 varierede Erik Eriksen ved at indlede med at give udtryk for sin bekymring over, at der ikke var tegn på afspænding i den internationale situation; men derefter fulgte de samme internationale forbindelser i samme rækkefølge, kun med små sproglige ændringer. Som noget nyt kom der denne gang også nogle velvillige ord med om, at man ville støtte FN's hjælp til de underudviklede lande. Samarbejdet med de andre nordiske lande fik en mere fyldig omtale.

Det nordiske samarbejde har aldrig haft store, iøjnefaldende resultater, og der er ikke blevet opbygget magtfulde bureaukratier. Ikke desto mindre er der foregået en jordnær integrationsproces med harmonisering af lovgivningen, fælles arbejdsmarked og fælles pasområde. Fra sommeren 1952 kunne danskerne som her på billedet tage til Sverige uden formaliteter.

Samarbejdet mellem de nordiske lande havde en lang tradition og en stærk folkelig støtte, men også en solid erfaring for, at det kun kunne holde i de små daglige spørgsmål, ikke i storpolitiske anliggender. Skibbruddet for forhandlingerne om en nordisk forsvarsalliance i 1948-49 var i frisk erindring. De nordiske landes udenrigsministre og siden også andre fagministre mødtes jævnligt, men havde ikke noget regelmæssigt forum for drøftelser og samarbejde.

Efter den udenrigspolitiske splittelse i 1949, da Norge og Danmark og Island knyttede sig til Vesten, og Finland blev bundet strammere af traktaten med Sovjetunionen, var der brug for at markere, at det særligt nære forhold mellem de nordiske lande stadig havde betydning. Den kolde krigs spændingsfyldte atmosfære gjorde behovet endnu stærkere.

Det blev på dansk initiativ og med en energisk Hedtoft som igangsætter, at der i 1951 kom skred i forhandlinger om en fastere form i samarbejdet. Året efter kom resultatet, Nordisk Råd. De, der havde håbet på imponerende skridt i retning af en nordisk union, blev skuffet, og skeptikerne, som der nok var flere af, konstaterede, at Nordisk Råd kun skulle drøfte spørgsmål af fælles interesse og kun henstille til regeringerne, men ikke selv have nogen besluttende myndighed.

Resultater nås ikke altid i kraft af formel kompetence. Ifølge vedtægterne skulle det tilstræbes, at de parlamentariske delegationer afspejlede den partimæssige sammensætning af henholdsvis den svenske og den danske Rigsdag, det norske Storting og det islandske Alting. Det var parlamenterne der valgte, ikke regeringerne der udpegede. Det betød, at man ved drøftelserne i Nordisk Råd kunne forudse, hvordan en henstilling ville blive modtaget i de enkelte landes lovgivende forsamling.

Sovjetunionen lagde pres på Finland, så det holdt sig udenfor. Storslåede initiativer i den internationale politik blev det ikke til; men den jordnære proces med at harmonisere regler for mange dagligdags fænomener, som havde været i gang længe, fortsatte nu i Nordisk Råds regi.

Det er vanskeligt at vurdere den udenrigspolitiske betydning af det nordiske samarbejde, også fordi man må se bag om megen retorik og – tør man formode – også en del fortielse. Men det er sandsynligt, at det har været en støtte for Finland i dets forbindelse vestover, især efter at det i 1957 lykkedes at overvinde Moskvas nervøsitet og få Finland med i Nordisk Råd. På samme måde har der for Danmark og Norge været en mulighed for at henvise til det nordiske samarbejde, når de i NATO ville argumentere for en særstilling i udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk henseende.

Dansk sikkerhedspolitik havde mellem 1948 og 1953 været igennem nogle rystelser, der endegyldigt havde brudt den lange tradition for en alliancefri neutralitet. I de følgende år svingede pendulet noget tilbage. Kontinuiteten i sikkerhedspolitikken skyldes først og fremmest, at Danmark er et lille land i den internationale politik, geografisk placeret som en forlængelse af den nordtyske slette og ved indsejlingen til Østersøen. Det er grundlæggende faktorer, ingen politisk vilje kan ændre noget ved.

Danmark havde både økonomisk og militært placeret sig i den vestlige alliance, sådan som det store flertal af befolkningen i kraft af den politiske kultur også følte, at landet hørte til. Da den værste frygt for at blive løbet militært over ende i en ny stormagtskonfrontation var aftaget, blev dansk politik i stigende grad påvirket af, at landets interesser ikke i enhver henseende var identiske med USA's. De danske kommunisters parlamentariske og vælgermæssige styrke var i de samme år svundet ind til det betydningsløse. Dermed kunne det traditionelle partimønster mellem de fire gamle partier og deres standpunkter i forsvarspolitikken igen slå igennem. Parlamentariske koalitionsmuligheder og forestillinger om, hvilken politik der kunne appellere til vælgerne, fik igen større betydning også for sikkerhedspolitiske beslutninger.

Det er usikkert, om vælgerne faktisk reagerede i overensstemmelse med partiernes taktiske forventninger. I det stabile vælgermønster i disse år er der tegn på, at man stemte på sit parti af indenrigspolitiske grunde og accepterede eller affandt sig med det udenrigspolitiske program, partiet nu engang havde.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Det nordiske samarbejde har aldrig haft store, iøjnefaldende resultater, og der er ikke blevet opbygget magtfulde bureaukratier. Ikke desto mindre er der foregået en jordnær integrationsproces med harmonisering af lovgivningen, fælles arbejdsmarked og fælles pasområde. Fra sommeren 1952 kunne danskerne som her på billedet tage til Sverige uden formaliteter.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
arbejdsmarked
marked, der danner ramme om fastlæggelsen af arb ...Artikel i Den Store Danske
nervøsitet
populær betegnelse for nervøse og stressrelaterede t ...Artikel i Den Store Danske
sikkerhedspolitik
et lands bestræbelser for at beskytte sin eksiste ...Artikel i Den Store Danske
argumentere
(af lat. argumentari føre et bevis, anføre noget s ...Artikel i Den Store Danske
udenrigspolitik
staters politik over for omverdenen. Udenrigspolitik ...Artikel i Den Store Danske
Sovjetunionen
... USSR, Unionen af Socialistiske Sovjetrepu ...Artikel i Den Store Danske
harmonisere
(af fr. harmoniser , af harmonie ), udsætte en mel ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HSNis
13/02/2012
  • Læst 678 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki