S + R + 1 = VK - 1

Den radikale beskæring af regeringens afgiftsbuket i september 1954 havde været utilfredsstillende for regeringen, der tvivlede på, at forbrugsbegrænsningen ville vise sig stærk nok. En beskeden forringelse af bytteforholdet i begyndelsen af 1955 gjorde det klart, at finansminister Kampmann igen måtte søge et flertal for en forbrugsbegrænsende og aktivitetshæmmende lovgivning.

Venstre og Det konservative Folkeparti nægtede også denne gang at være med – „de korslagte armes politik” blev det kaldt. Den taktiske mulighed for at bringe regeringen til fald måtte denne gang være mindre, fordi Det radikale Venstre ville have sværere ved at lade regeringen i stikken nu, kun et halvt år efter at partiet havde taget medansvar for valutaforliget i september 1954. I regeringens plan blev der da også med det samme lagt op til endnu et forlig mellem de to partier, selv om der også var noget i forslagene, der skulle kunne friste Venstre.

© Erik Petersen/Politikens Pressefoto

Socialdemokratiets og de radikales spinkle flertal i Folketinget på kun én stemme blev ganske vist kun forøget til tre stemmers overvægt, da Thorkil Kristensen for en stund skiftede side og den 13. marts 1955 rejste sig og stemte for regeringens krisepakke. Men betydningen af hans tilslutning var langt større. Den respekt, der stod om ham som økonom og som saglig politiker, gjorde det lettere for de radikale at støtte regeringen. Thorkil Kristensen slog skår i Venstres og de konservatives agitation om den økonomisk uansvarlige socialdemokratiske regering.

Ud over de traditionelle afgifts- og takstforhøjelser kom der denne gang to nyheder med, der ikke kunne undgå at berøre Socialdemokratiets egne vælgere føleligt. For det første tænkte man sig en omsætningsafgift på tøj. Formelt blev den udformet som et tvangslån fra forbrugerne til staten. Skatteyderne fik nemlig udleveret opsparingsbeviser, ikke i forhold til deres indkøb af tøj, men beregnet efter deres skattepligtige indkomst. Man fik i et glimt finansministerens vurdering af skatteligningens tvivlsomme effektivitet, da han ved forelæggelsen af denne snedige plan bemærkede, at så fik de ærlige skatteydere for en gangs skyld glæde af deres hæderlighed. Meningen med opsparingsbeviserne var, at afgifterne formelt ikke var en fordyrelse af varerne og derfor ikke skulle medregnes i det lønregulerende pristal. Det var en let gennemskuelig måde at komme uden om en gentagelse af det radikale attak på pristalsreguleringen på.

Også denne gang skulle pengene placeres på en særkonto i Nationalbanken; men det virkede mindre belastende, da der jo var tale om et „lån”. Den samlede kriselovgivning, der førtes igennem Folketinget på nogle få dage i marts, betød en opsugning af befolkningens købekraft på ca. 500 mio. kr.; statens overskud på finansloven ville derefter nå op på mere end 600 mio. kr. for finansåret 1955/56.

Det tilfredsstillede ingenlunde de to store oppositionspartier, der ligesom i efteråret angreb regeringen for uansvarlig omgang med pengene. Heri var der ikke noget overraskende. Sensationen kom, da Thorkil Kristensen, finansminister i oppositionens skyggekabinet, meddelte, at han ville stemme for regeringens forslag, fordi han selv ville have gennemført noget lignende, hvis han havde været finansminister.