Græsrodsbevægelse

Kampagnen mod Atomvåben var andet end marcher. Den arrangerede demonstrationer ved diverse ambassader imod prøvesprængninger. Den udgav og distribuerede oplysningsmateriale om atomvåbenpolitikken og om strålingsfaren. Den deltog også i protestmarcher i nabolande, og her vakte et vesttysk forbud mod en march over grænsen ved Kruså nogen opmærksomhed. Kampagnen agiterede for en fastholden af det danske nej til atombevæbning, og den pressede på for at få fjernet det forbehold, der stadig hang ved afvisningen af atomammunition. Det politiske arbejde nåede et højdepunkt ved valget til Folketinget i 1964, hvor kandidaterne landet over blev afæsket deres syn på atombevæbningen og planerne om at skabe en NATO-atomslagstyrke.

Efter midten af 1960'erne klingede bevægelsen af, navnlig fordi andre spørgsmål pressede sig på og optog mange af dem, der var blevet aktiviseret af kampagnen. Det er svært at afgøre, om den ændrede dansk politik i spørgsmålet om atombevæbning. Der er til gengæld næppe tvivl om, at det danske nej(tak) blev mere fast i mælet. Men navnlig havde kampagnen sat udenrigspolitikken og i det videre perspektiv medansvaret for hele den omgivende verden på dagsordenen i den danske offentlighed. Det engagement, kampagnen vakte til live, forsvandt ikke.

© J. Maarbjerg/Politikens Pressefoto

Atomkampagnens protestdemonstrationer mod atomprøvesprængningerne kunne deles ligeligt mellem den amerikanske og, som her i 1961, mod den sovjetiske ambassade.

Der fremstod ikke noget nyt politisk parti af Kampagnen mod Atomvåben. Den beholdt sin meget løse organisationsform, hvor alt beroede på, at der var aktive personer, der fandt sammen om at gøre noget selv. Den var en græsrodsbevægelse og forblev en sådan. Den fastholdt sit ene, afgørende formål, at oplyse om og protestere imod faren ved atomvåbnene.

Kampagnen var en udfordring til det politiske system, ikke kun fordi den rejste afgørende sikkerhedspolitiske spørgsmål i offentligheden. Udfordringen bestod mere i, at kampagnen viste, hvor meget de sædvanlige kanaler for politisk indflydelse nedefra gennem de politiske partier var sandet til. Kampagnen formåede at rejse et politisk spørgsmål i offentligheden uden om de politiske partier og imod en overvejende fjendtlig presse. Derved dannede den et væsentligt mønster, der blev brugt og i høj grad satte sit præg på 1960'erne.