Kampagnen mod Atomvåben

Op gennem 1950'erne var kravet om bedre oplysning om atomvåbnene og specielt også om strålingsfaren blevet rejst med større og større styrke. Politiske protester mod atomoprustningen og underskriftindsamlinger for forbud mod atomvåben var blevet forbigået i tavshed eller afvist af den kolde krigs forenklede tankegang som defaitisme eller kommunistisk undergravningsarbejde. De, der ikke var kommunister, blev beskyldt for at ville begå den gamle radikale synd og føre landet ind i en ny 9. april. Dertil kom helt uden forbindelse med politikken en psykologisk forklarlig modvilje mod at erkende, at den religiøst funderede frygt for dommedag havde fundet sin afløser i menneskehedens selvgjorte mulighed for at virkeliggøre sin egen udslettelse.

Den danske sikkerhedspolitik var nøgtern og fornuftig; men forberedelsen til atomkrigens kollektive selvmord var så absurd, at det spørgsmål måtte stilles, om fornuft var nok. Det lød i hvert fald ikke just nøgternt og fornuftigt at gå i flok fra Holbæk til København i protest mod atomvåbnene. Det var ikke desto mindre det, der fik problemet til at trænge ind i den offentlige bevidsthed.

© Politikens Pressefoto

I 1950'erne gennemførte USA øvelser i Nevada-ørkenen med atombomber. Billedet er taget over 100 km fra eksplosionsstedet.

Inspirationen til den første atommarch kom fra den engelske påskemarch fra Trafalgar Square til Aldermaston. Den danske højskolelærer Carl Scharnberg deltog, og med udgangspunkt i sit medlemskab af foreningen „Aldrig mere Krig” gik han i gang med at samle en lignende protest i Danmark. Kampagnen mod Atomvåben stiftedes i sommeren 1960, ikke som en regelret forening med medlemskort, generalforsamling og lignende. Man ville ganske enkelt samle folk, der ville være med i en antiatomvåbenmarch. En håndfuld navne fra den kulturelle blå bog anbefalede deltagelse. Det var, hvad man, hvis udtrykket havde været gængs dengang, kunne have kaldt venstrefløjens intelligentsia. I betragtning af det emne, det drejede sig om, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke var repræsentanter for de politiske partier, og – lige så betydningsfuldt – at ingen kommunister var med. Initiativtagerne, der under alle omstændigheder ville blive beskyldt for at gå Moskvas ærinde, ville ikke på forhånd give modstandere noget at hænge deres argumentation op på.

Den 21. oktober 1960 startede den første march med omkring 800 deltagere fra Holbæk, hvor Nike-raketterne var, og drog mod Roskilde. Dagen efter fortsatte man over Tune forbi Honest-John-batteriet for den tredje dag at ende på Rådhuspladsen i København. Her var deltagerantallet svulmet op til 5000.

Marchen blev ikke mødt med en pressestorm. Der kom få kommentarer, og de udtrykte ikke glæde over, at ungdommen endelig interesserede sig for politik. Danmarks Radio indskrænkede sig til at gengive Ritzaus oplysning om deltagerantallet.

Hvis formålet var at tie bevægelsen ihjel, lykkedes det ikke. I løbet af vinteren myldrede unge mennesker til for at være med, og der dannedes lokalkomiteer overalt i landet. Det blev nødvendigt med et kontor, der besvarede spørgsmål, organi serede udsendelse af det beskedne nyhedsbrev og modtog pengebidrag. Af hensyn til postgiroens bestemmelser om en ansvarlig formand etablerede man sig som en forening med højskolelærer Tage Hind som formand; men det forandrede ikke den uortodokse og særdeles løse organisationsstruktur.

© Ebbe Andersen/Politikens Pressefoto

Den anden atommarch, påsken 1961. Det kan diskuteres, hvor stor indflydelse atommarcherne fik på dansk sikkerhedspolitik. Men de satte deres præg på en generations politiske verdensbillede.

Den anden kampagnemarch i påsken 1961 startede med 2000 deltagere, og den fik pressedækning. En del af pressen interesserede sig dog kun for den snestorm, der dramatiserede marchens første dag, eller for to af deltagerne, der undervejs blev gift hos en sognefoged. Der var også hårdhændede kommentatorer, der denne gang tog det tunge skyts i brug. De obligate beskyldninger for at tjene kommunismen blev hentet frem. I dagbladet Information sammenlignede Børge Outze de marcherende med middelalderens flagellanter og mente, at de havde nydt det dårlige vejr. Erik Seidenfaden også fra Information kaldte kampagnens ledelse for børnelokkere og deltagerne for kapitulanter. Men angrebene var uden virkning over for den aktivitetstrang, som kampagnen havde udløst. I det følgende tiår blev det de unge fra Kampagnen mod Atomvåben og andre bevægelser med samme grundholdning, der forandrede Information.

Ved slutningen af den anden atommarch påskedag 1961, talte kirkeminister Bodil Koch. Hun havde tidligere bl.a. ved en afstemning i Folketinget markeret et særstandpunkt i forhold til Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Men nu var hun minister, og den konservative ordfører Poul Møller spurgte med en vis ret, om hun ikke skabte en utilbørlig usikkerhed om regeringens udenrigspolitik. Socialdemokratiets ledelse misbilligede i høj grad hendes beslutning og gjorde i al stilfærdighed ad de indre kanaler, hvad der stod i dens magt for at forhindre tilslutning til Kampagnen mod Atomvåben.

Bodil Koch gengav i sin tale loyalt partiets og regeringens standpunkt, at atommarchens formål, ingen atomvåben i Danmark, allerede var opfyldt, og at regeringen også i international sammenhæng arbejdede for nedrustning og stop for prøvesprængninger. Men derefter hyldede hun i utvetydige vendinger netop den form for irrationel højere fornuft, som protestmarchen var udtryk for.

Det er blevet hævdet, at Socialdemokratiet i virkeligheden bar kappen på begge skuldre. På den ene side tillod partiets ledelse Bodil Koch at tale til kampagnedeltagerne i håbet om at tage vinden ud af sejlene på kampagnen eller at vinde forøget tilslutning til partiet og til dets politik over for oppositionen, der ønskede atomladninger til raketforsvaret. På den anden side tog man afstand fra kampagnen, der blev bebrejdet enten at være overflødig eller at have et andet og videre sigte, rettet mod NATO-politikken. I partiets agitation i de følgende år kan det tydeligt ses, at man formulerede sig tæt op ad kampagnens mål, men vel at mærke uden at ændre partiets eller regeringens politik.