De aktive

De sidste år af 1960'erne blev ikke den rolige eftertankes tid. Det blev årene med en ny kulturkløft. På den ene side lejrede ungdommen sig med rock, beat og folkmusic. Der kom provoer, blomsterbørn, bevidsthedsudvidende stoffer og betagelse af begrebet revolution. På den anden side forenede det etablerede samfunds støtter sig med rindalisterne i forargelsen over, at de hævdvundne kulturelle værdier nu blev latterliggjort og forkastet som borgerlige.

K. Helveg Petersen, manden bag den Blå Betænkning om folkeskolen, blev kulturminister. Han satte sine embedsmænd til at gennemarbejde hele ministeriets arbejdsområde. I april 1968 gik de i gang og afsluttede arbejdet i januar 1969 med fremlæggelse af „En kulturpolitisk Redegørelse, Betænkning nr. 517”. Det var en ypperlig oversigt; men det, der i de samme måneder var foregået lige uden for ministeriets vinduer, havde ikke sat sig tydelige spor. Blot som et eksempel konstaterer betænkningen, at jazz er blevet „koncertmusik, om end man ikke er gået helt bort fra den skik, at der kan nydes øl til musikken”. Måske har debatten om kulturformidling alligevel haft sin virkning, for den ministerielle betænkning fortsætter om øldrikningen „- et positivt træk, som endnu ikke har vundet anerkendelse inden for andre musikformer”.

© Erik Gleie/Politikens Pressefoto

Bodil Koch åbnede i maj 1967 Husums kulturuge og blev stillet over for to væsentlige spørgsmål, der hørte under hendes ministerium.

Der var næppe ret mange af K. Helveg Petersens ministerkolleger, der i studenteroprørets år kunne følge ham i hans formulering af kulturpolitikkens målsætning, der bl.a. skulle være at „fremme de enkelte menneskers … optagethed af og deltagelse i udformningen af vor fælles tilværelse”. Nogle mente faktisk, at ungdommen viste rigelig iver efter at deltage i beslutningerne om samfundets udvikling.

Ved 1960'ernes begyndelse drejede kulturpolitik sig om at støtte kunsten og udbrede kendskabet til kunst. Ved tiårets slutning var kulturbegrebet drastisk udvidet, og målet var det langt mere ambitiøse, at sætte de enkelte mennesker i stand til at være aktive i demokratiet.