Slumstormeri og „vilde” strejker

En medvirkende årsag til, at den internationale krise og især kombinationen af økonomisk stagnation med stor arbejdsløshed og høj inflation – den såkaldte 'stagflation' – ramte Danmark relativt hårdt i 1970'erne, omend fra et højere velfærdsmæssigt udgangspunkt end mange andre vesteuropæiske lande, var landets forholdsvis sene forvandling fra landbrugsland til moderne industrisamfund. Velstandsstigningen og den hastige afvandring fra land til by fra slutningen af 1950'erne og op gennem 1960'erne havde medført et stærkt pres på udstykning og byggeri i byerne og især disses yderområder til både fabrikker og privatboliger. Det var parcelhusbyggeriets store tid, og realkreditsystemet åbnede for en omfattende spekulation i jord og fast ejendom, hvilket igen betød, at der ofte kunne være flere penge at tjene på passiv kapitalanbringelse i byggegrunde, boliger og obligationer end på produktive investeringer. Denne dræning af kapital fra aktive til passive og spekulative investeringer bidrog op i 1970'erne til inflationen og dermed til lønpresset og den svækkede konkurrenceevne.

© Gregers Nielsen/Scanpix

Høje Gladsaxe, 1971. Opførelsen i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne af store betonboligkomplekser i hovedstadens og de større provinsbyers omegn var et velment forsøg på hurtigt og effektivt at skaffe titusinder af mennesker med mindre indkomster – herunder de nye fremmedarbejderfamilier – væk fra de indre bykvarterers gamle, ofte usunde og saneringsmodne boligejendomme og ud til mere plads, lys og luft. Til gengæld var det svært at skabe levende og inspirerende boligmiljøer i de nye, temmelig trøstesløse 'betonørkener'. Risikoen for, at der dannedes sociale, og på længere sigt også etniske, ghettoer lå lige for.

Et særligt aspekt af boligspekulationen var en konsekvens af den udstykning til ejerlejligheder af ca. 120.000 ældre lejeboliger i det privatejede udlejningsbyggeri, som var blevet tilladt med boligforliget tilbage i 1966 mellem S, R, V og K. Såkaldte „bolighajer” opkøbte i stor stil lejeejendomme, som de efter mere eller mindre reel – men som regel tiltrængt – renovering og ombygning stykkede op og derefter solgte som enkeltvise ejerlejligheder, men ofte til priser, som de hidtidige typisk relativt lavtlønnede beboere ikke kunne betale, hvorfor de måtte fraflytte dem. Det er blevet beregnet, at udstykningsspekulanterne på denne måde indhøstede i alt op imod 20 mia. kroner. I 1970 enedes de fire boligforligspartier dog om at indskrænke adgangen til oprettelse af ejerlejligheder til boliger bygget efter 1960.

Mange af de lejere, der blev presset ud af den gamle boligmasse, blev genhuset i nyopført almennyttigt betonbyggeri i byernes forstæder, f.eks. Brøndby Strand og Urbanplanen ved København, Gellerupparken ved Århus og Vollsmose ved Odense. Det stigende renteniveau i slutningen af 1960'erne og ind i 1970'erne fordyrede imidlertid nybyggeriet, og under den såkaldte rentesikrings gradvise aftrapning kom lejerne i de nye almennyttige boliger, hvor huslejen i forvejen var meget høj, ofte ud for betydelige reelle huslejestigninger. I begyndelsen af 1970'erne beregnede Det Økonomiske Råd, at de indirekte og direkte statslige tilskud til befolkningens boligforbrug beløb sig til over tre milliarder kroner årligt – halvdelen i form af skattefordelene ved at bebo eget hus (rentefradragsretten), og den anden halvdel i form af udligningsordninger til nedbringelse af huslejen i det nyeste nybyggeri (bl.a. rentesikring). Der var tilsyneladende stadig lang vej til det „frie boligmarked”, som havde været et hovedsigte med boligforliget i 1966.

© Gregers Nielsen/Scanpix

Baggårdsmiljø på Nørrebro i København, 1972. Mange familier på brokvartererne drømte om at flytte i eget hus, og efterhånden virkede det mindre urealistisk. I 1974 var der ca. 800.000 parcelhusejere i Danmark. Visse venstreorienterede unge, som boede og færdedes i storbyernes brokvarterer, talte med politisk foragt om parcelhusejerne som „ligusterfascister”, der uden interesse for andet end egen velstand og for verden udenfor afsondrede sig bag hækken i forstadskvarteret. De unge opnåede dog snarere med brug af den slags skældsord at isolere sig fra titusinder af nybagte husejere fra arbejder- og funktionærlagene, som følte det som en befrielse at bo i friskere luft, med plads omkring sig og helt anderledes tæt på den grønne natur, end de hidtil havde haft mulighed for.

Udviklingen på boligområdet fremkaldte fra omkring 1970 en række forskellige helt nye former for aktioner og modinitiativer. Lejerne havde i forbindelse med boligforliget i 1966 fået en central interesseorganisation, Lejernes Landsorganisation (LLO), som efter adskillige års pres i 1974 fik Folketinget til at vedtage en lov om beboerdemokrati i udlejningsbyggeri. De unge boligaktivister, hvoraf mange kom fra venstrefløjen, anså dog LLO for ofte at være for tam og for socialdemokratisk domineret, og særligt var de modstandere af den saneringsbølge, der herskede i bl.a. Københavns Kommune. Ejendomme på stribe og hele gader i de tætbefolkede bydele blev dømt til nedrivning, og lejligheder blev inddraget, efterhånden som de fraflyttedes. Hele karreer kunne stå tomme i flere år uden færdige planer for nybyggeri fra de private konsortier, som kommunen ofte havde afhændet ejendommene til.

De såkaldte slumstormere, som ulovligt rykkede ind og besatte de tomme huse, vakte for alvor offentlighedens opmærksomhed om problemet i begyndelsen af 1970'erne. Deres politiske budskab og målsætning rakte sjældent ud over kravet om rimelige boliger til rimelige priser til alle, der havde brug for det, og deres organisering var så løs, at politiet ofte kunne tilbageerobre ejendommene, når besætterne lå og sov. Slumstormerbevægelsens politiske betydning lå imidlertid i, at den overbeviste mange mennesker om det mulige og berettigede i at protestere aktivt imod den førte boligpolitik. Man behøvede ikke at være VS'er for på dette punkt at sympatisere med Preben Wilhjelm, der i 1971 udgav et skrift med titlen „Dansk boligpolitik – forbrydelse eller dumhed?”. Ikke mindst med bevægelsens populære lp-plade „Det kan blive bedre, kammerat”, som udkom på antikrigsbevægelsen De Danske Vietnamkomiteers forlag Demos, blev slumstormerne desuden en tidlig del af de nye venstrebevægelsers kulturfremstød. Kritikere talte om slumromantik, men det hindrede ikke, at boligaktivisterne også virkede inspirerende for mange lejeraktioner i det nyere højrentebyggeri op gennem 1970'erne, bl.a. huslejeboykotter og organisering af lejerne i alternative lejerbevægelser.

© Gyldendal

Det Berlingske Hus blev under den næsten fem måneder lange konflikt i 1977 ramt af fysisk blokade. Ledelsen hjemsendte det tekniske personale på 1.000 mand uden løn, efter at typograferne havde nedlagt arbejdet, fordi ledelsen uden forhandling havde varslet fyringer af 200-300 typografer. Baggrunden var indførelsen af ny edb-baseret teknologi. Konflikten endte med et forlig om afskedigelse af 250 fra det tekniske personale, mens ledelsen til gengæld over fem år skulle betale de fyrede 25 mio. kr. i godtgørelse. Desuden blev der nedsat et udvalg af medarbejdere og ledelse, som skulle sikre den mest hensigtsmæssige måde at indføre ny teknologi på.

Også på andre områder så nye markante aktionsformer dagens lys. På det ellers så velordnede danske arbejdsmarked opstod der fra 1969-70 og frem til slutningen af tiåret over hele landet en lang række overenskomststridige strejker, undertiden suppleret med fabriksbesættelser eller fysisk blokade af virksomheden. Hertil kom de tidligere omtalte politisk betonede arbejdsnedlæggelser i protest mod de forskellige kriseforlig på Christiansborg, samt den regelret varslede og overenskomstmæssige storkonflikt i knap tre uger i 1973, som endte med et forlig mellem LO og Arbejdsgiverforeningen. Mens der i hele perioden 1968-72 i alt blev registreret 42 arbejdsstandsninger, var der i perioden 1973-78 ikke mindre end gennemsnitligt ca. 250 strejker og arbejdsnedlæggelser – om året.

De overenskomststridige strejker kaldte nogle også „ulovlige” eller „vilde” strejker, fordi de oftest var rettet imod ikke blot den enkelte arbejdsgiver, men i praksis også imod de fagretlige regler, som havde spundet arbejderne og fagbevægelsens ledere ind i et system, der reelt gjorde det umuligt at bruge strejkevåbnet som forsvar mod urimelige løn- eller arbejdsvilkår. Greb arbejderne alligevel i nødværge til strejkemidlet, måtte de oven i den tabte arbejdsløn betale bod idømt af Arbejdsretten, hvilket var en skarp anstødssten for de aktionerende og for den faglige og politiske venstrefløj, som organiserede omfattende pengeindsamlinger til strejkende via midlertidige støttekomiteer.

© Gregers Nielsen/Scanpix

Fredensgade ved Ryesgadekrydset i København, blokeret i 1972 af lokale beboeraktivister. De demonstrerede for „Bilen ud af byen” og imod nedrivninger af ejendomme i Ryesgadekvarterets vestlige ende ved Fredensgade, som skulle udvides til en bred motorgade for den hastigt voksende biltrafik i forlængelse af den nye Lyngby-motorvej. Udvidelsen af Fredensgade var en slags erstatning for den endnu mere vidtgående, men skrinlagte kommunale vedtagelse i 1968 af et Søring-projekt, hvor en motorvej skulle lægges ud i de tre søer for at lette bilernes adgang til Københavns centrum, „Cityplan Vest”, og til en ny bydel på Vestamager.

En del af strejkerne gjaldt lønkrav. Men det var bemærkelsesværdigt, at aktionerne nok så ofte i stedet eller i mindst lige så høj grad drejede sig om dårlige arbejdsforhold såsom opskruet arbejdstempo (en tilbagevendende anke især ved de mange strejker blandt slagteriarbejdere), protester imod ansættelse af uorganiseret arbejdskraft, krav om lige løn for samme arbejde for mænd og kvinder, eller sikring af arbejdspladser ved indførelse af ny teknologi. Det sidste var netop baggrunden for 1970'ernes mest langvarige og spektakulære overenskomststridige strejke, B.T.-konflikten i 1977, da typograferne standsede udgivelsen af Det Berlingske Hus' aviser i 141 dage, og da også det fysiske blokadevåben i et vist omfang blev bragt i anvendelse, selv om Justitsministeriet i 1976 havde udsendt et såkaldt „blokadecirkulære” til landets politimestre med indskærpelse af politiets pligt til at sikre den lovlige adgang til en blokeret virksomhed. Efter 1973 blev overenskomststridige strejker også mere almindelige på det offentlige arbejdsmarked, f.eks. blandt folkeskolelærere, sygeplejesker, postarbejdere og buschauffører.

Både arbejdsgiverne og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen beskyldte ikke uden grund den yderste faglige og politiske venstrefløj for at puste til ilden med dens entusiastiske støtte til de mange „vilde”faglige aktioner, som i øvrigt havde deres forudgående paralleller i en række vesteuropæiske lande allerede fra sidste halvdel af 1960'erne. Det vil dog være en misforståelse at tro, at de overenskomststridige strejker generelt var fremprovokeret eller manipuleret af såkaldte „proletariserede studenter” eller andre ansatte i virksomhederne eller udenforstående med forbindelser til de små revolutionære venstregrupperinger („kineserne”), eller for den sags skyld det DKP-dominerede Formandsinitiativ. Den faglige militans lå så at sige i tiden, og de aktionerende arbejdere var nok i et vist omfang påvirket af ungdomsoprøret og dets begrænsede respekt for etablerede regler og autoriteter. Man fandt sig i mindre end tidligere. De deltagende arbejdere led næsten altid betydelige økonomiske nettotab på konflikterne, og dybest set var aktionerne derfor snarest udtryk for det almindelige oprør imod forældede autoritære ledelsesformer og diktater i private og offentlige virksomheder, dvs. imod manglende demokratisk medindflydelse på et arbejdsliv, som i stadig mere intens grad var præget af produktivitetsfremmende rationaliseringer. Men selv de fagligt mest militante arbejdere viste sig samtidig både på kort og på længere sigt immune over for revolutionsromantiske lokketoner.