Danmarkshistorien

Atomfri zone og stjernekrigsskepsis

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Med den begyndende udstationering af NATO-raketterne i slutningen af 1983 gled striden om dette spørgsmål gradvis ud af fokus i den sikkerhedspolitiske debat, selv om Danmark imod regeringens ønske i 1984-85 fortsat anbragte fodnoter i NATO-kommunikeer om raketspørgsmålet. I foråret 1984 kom der en ny, lidt mere forsonlig tone mellem regering og opposition, hvilket også afspejledes i debatten om den såkaldte 'omnibusdagsorden', som med S', SF's og De Radikales stemmer blev vedtaget den 3. maj 1984. Det erklærede sigte med denne dagsorden var i modsætning til de tidligere om aktuelle enkeltsager at give et klarere helhedsbillede af Socialdemokratiets og den øvrige oppositions hidtidige sikkerhedspolitiske ideer og samtidig søge at forpligte en modvillig Firkløverregering på et mere sammenhængende dansk afspændings- og nedrustningsprogram. Dagsordenen var et kompromis med SF, men den var herefter blevet modereret i mere 'NATO-forenelig' retning af dele af den socialdemokratiske gruppe, bl.a. Svend Auken, Erling Olsen og Anker Jørgensen.

USA's viceforsvarsminister Richard Perle (t.v.) var en indflydelsesrig skikkelse på Republikanernes højrefløj, som i slutningen af 1970'erne forkastede afspændingspolitikken til fordel for en mere offensiv og sejrsorienteret amerikansk koldkrigsstrategi. Han havde fra starten været en af præsident Reagans sikkerhedspolitiske hovedrådgivere, og som sådan fik han blandt Washingtons mere liberale øgenavnet „Mørkets Fyrste”. Her ses han under et af sine møder med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Perle besøgte København i juni 1984 og vakte opsigt, da han over for pressen skød med skarpt mod den socialdemokratiske sikkerhedspolitik. Den var „naiv” i forhold til kommunismen, indefrysningen af de 48 mio. kr. til NATO-raketterne var en „frygtelig destruktiv handling”, og hvis den blev gentaget af andre medlemslande, „vil alliancen falde fra hinanden”. Ellemann-Jensen kunne ikke være mere enig.

Dagsordenens hovedkrav var, at regeringen skulle arbejde for Danmarks status som atomvåbenfrit ikke blot som hidtil i fredstid, men også i krise- og krigstid ved at fremme planerne om at gøre Norden til en atomvåbenfri zone i en større europæisk sammenhæng; zonen skulle garanteres, dvs. godkendes, af både USA og Sovjetunionen. Kravet om atomvåbenfrihed under alle forhold var relativt nyt og isoleret set i modstrid med NATO's strategi og med de indgåede forstærkningsaftaler, men kravet blev dog afgørende svækket ved tilføjelsen om den supermagtsanerkendte atomfri zone. USA havde ofte gjort det klart, at man var indædt modstander af atomfrie zoner i NATO-området. Også andre af dagsordenens krav til regeringen var mere eller mindre på kanten af NATO's og/eller USA's politik og strategi. Det gjaldt særligt et stop for al opstilling af nye NATO-raketter af hensyn til forhandlingsmulighederne, afvisning af førstebrug af atomvåben samt støtte til et forbud mod placering af atomvåben i det ydre rum. Det sidstnævnte krav, som regeringen dog også støttede, var indirekte vendt imod Reagan-regeringens Strategic Defense Initiative, SDI.

Trods det på flere punkter kontroversielle indhold afstod regeringen fra at stemme til 'omnibusdagsordenen' – i øvrigt ligesom VS, der fandt den for NATO-venlig. Uffe Ellemann-Jensen havde forgæves søgt at overtale statsministeren til at lade regeringen stemme imod, så i stedet måtte udenrigsministeren i Folketinget nærmest skamrose dagsordenen for, at den ikke hørte „til de værste”. Både Ellemann-Jensen og Anker Jørgensen forsikrede om deres gode viljer til omhyggeligt at søge en tilnærmelse mellem regeringens og oppositionens sikkerhedspolitiske synspunkter. Efter NATO-ministermødet kun en måned senere betvivlede oppositionen ikke desto mindre, at udenrigsministeren havde fremført 3. maj-dagsordenen med nogen grad af alvor i NATO.

Både blandt dagsordenernes og fodnoternes tilhængere og modstandere fandt mange i stigende grad de tilbagevendende tovtrækninger mellem parterne uheldig og blokerende for en sammenhængende, troværdig og langsigtet dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. På initiativ af Socialdemokratiets politiske ordfører Svend Auken, som var inspireret af et nyligt indgået sikkerhedspolitisk kompromis i Norge, førte sådanne overvejelser til, at der i juni 1984 blev nedsat et embedsmandsudvalg med den opgave at udarbejde en større redegørelse om problemerne i dansk sikkerhedspolitik. Resultatet blev den såkaldte Dyvig-rapport, som forelå i november 1984 (navngivet efter udenrigsråd Peter Dyvig). Den var et stykke skriftligt diplomatisk håndværk, som uden at gå i dybden med problemerne søgte at skabe eller genskabe en fællesnævner mellem regering og opposition baseret på dansk sikkerhedspolitiks traditionelle blanding af på den ene side forbeholden, men solidarisk deltagelse i NATO's militære afskrækkelse, og på den anden side aktiv understregning af alliancens politiske afspændingsforpligtelse.

Dyvig-rapporten afklarede dog reelt intet, og hverken regering eller opposition var for alvor indstillet på at komme den anden part i møde. Navnlig kontroverserne om en mulig nordisk atomvåbenfri zone, som fra 1983-84 blev både fredsbevægelsernes og Socialdemokratiets hovedkrav, fortsatte uanfægtet. I september 1984 vedtog den socialdemokratiske kongres endda et arbejdsprogram, hvorefter partiet skulle arbejde for dansk atomvåbenfrihed også i krise- og krigstid, uden at de afgørende zonebetingelser fra 3.maj-dagsordenen var medtaget. Formuleringen må ses som et led i den generelle radikalisering og tilpasning af partiets 1984-program til kravene fra de meget aktive freds-, miljø- og andre græsrods- og enkeltsagsbevægelser i opposition til Schlüter-regeringen i disse år.

„Jeg kan altså ikke få mig selv til at sige den tåbelige tekst”. Tegneren Jens Hages kommentar (Berlingske Tidende, 24.11. 1983) til de dilemmaer, det alternative sikkerhedspolitiske flertals dagsordenener og fodnotepålæg i NATO satte den temperamentsfulde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i; i sufflørkassen sidder naturligvis Anker Jørgensen og Lasse Budtz. Måske var der også et dybere lag i tegningens teatralske motiv. Som leder af Venstre fra 1984 havde Ellemann-Jensen også et vist behov for at profilere Venstre, ikke mindst i lyset af den konservative statsministers store personlige succes ved januar-valget i 1984, og som udenrigsminister var det naturligt også at bruge den sikkerhedspolitiske strid med 'fodnotepolitikken' i denne forbindelse. Økonomen Ellemann-Jensen var i øvrigt også den første Venstreformand med ansatser til en militær karriere, nemlig som premierløjtnant af reserven og ansat ved forsvarsstaben indtil 1964.

Lasse Budtz og Anker Jørgensen fastholdt dog i Folketinget gennem hele 1984 trods pres fra venstrefløjen, at Socialdemokratiet ikke ønskede ensidige danske skridt og klart foretrak at sikre atomvåbenfriheden via en nordisk zone, som var anerkendt af USA/NATO og Sovjetunionen. Kreml måtte som forudsætning også give klare indrømmelser i form af tilbagetrækning af taktiske atomvåben i sine tilgrænsende områder. Under direkte forhandlinger mellem ledende socialdemokrater og sovjetiske repræsentanter i Moskva i oktober 1984 lykkedes det kun at opnå vage sovjetiske tilsagn om modydelser, men altså ingen principiel afvisning. Diskussionerne om zonen fortsatte i de følgende måneder og år især i kredsen af nordiske og vesteuropæiske socialdemokratiske partier og i NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling, men uden at der blev opnået konkrete fremskridt. En meningsmåling i 1985 viste, at 49 procent af den danske befolkning gik ind for en nordisk atomfri zone, mens 32 procent var imod; blandt de socialdemokratiske vælgere var der 63 procent tilhængere. I påsken samme år deltog knap 100.000 mennesker landet over i demonstrationer for Norden som atomvåbenfri zone.

Firkløverregeringen var ikke principielt afvisende over for tanken om en nordisk atomvåbenfri zone. Hovedforskellen til oppositionen var, at Schlüter-regeringen anså en zone for i bedste fald at have ringe sikkerhedspolitisk virkning og i værste fald at skabe en falsk og farlig tryghed, som kunne sætte Danmarks muligheder for allierede forstærkninger på spil i krise eller krig. Derfor så regeringen mere på problemer og risici ved en zone end på, hvordan hindringerne eventuelt kunne overvindes. Omvendt var det overvejende synspunkt i Socialdemokratiet og især i den øvrige sikkerhedspolitiske opposition, at en nordisk zone kunne blive et konkret tillidsskabende skridt og et afspændingsfremmende politisk signal. Atomart bevæbnede NATO-forstærkningers ankomst til landet i en spændingssituation kunne medvirke til at optrappe krisen og dermed – måske utilsigtet – øge risikoen for atomkrig også på dansk jord, hævdede især SF og fredsbevægelserne som argument for den atomfri zone.

Overvejelser om at søge Danmark og dets nære geografiske omgivelser bevaret som et område med relativ lavspænding trods de tilspidsede Øst-Vest-relationer lå også bag det nye treårige forsvarsforlig, som efter en kort og bemærkelsesværdig smertefri forhandlingsrunde blev indgået mellem regeringen og Socialdemokratiet i juni 1984. Regeringen havde stærk interesse i et forlig, og forsvarsminister Hans Engell (K) fik ret frie hænder i forhandlingerne, hvilket gav Socialdemokratiet øget indflydelse. Den økonomiske ramme blev reelt en nulløsning, omend med enkelte materielforbedringer. Vigtigere var, at tankerne om et mere defensivt indrettet dansk forsvar, som Kjeld Olesen oprindelig havde lanceret i 1970-71, og som fredsbevægelserne i 1980'erne også tog op, nu slog delvis igennem i det nye forsvarsforlig. Det blev således besluttet fra 1986 at oplægge flådens to fregatter og at leje frem for at anskaffe nye ubåde. Den hidtidige placering af de to skibstyper i såkaldt fremskudt forsvar i Østersøen var blevet kritiseret som unødigt provokerende for Warszawapagten af den socialdemokratiske forsvarsordfører Knud Damgaard, som foreslog skibene erstattet af et mere kystnært forsvar af mindre fartøjer og kystartilleri. Forliget åbnede da også for fremtidig anskaffelse af de mindre såkaldte Standard Flex-skibe til Østersøen, som ved en særlig modulkonstruktion kunne indrettes til forskellige opgaver.

Socialdemokraten Svend Auken (t.v.) og den radikale Niels Helveg Petersen, her i 1984, havde indtil omkring 1980 et nært personligt forhold til hinanden, men herefter skiftede Helveg Petersen efterhånden venskabet med Auken ud med et privat venskab med Poul Schlüter, hvis økonomiske politik han også fandt anderledes realistisk end Socialdemokratiets. Derfor ville Helveg Petersen nok stemme Firkløverregeringen ned på sikkerhedspolitikken, men ikke være med til at stemme den ud på den. Heller ikke for Auken var de atompolitiske spørgsmål i begyndelsen af 1980'erne et dybtfølt anliggende på samme måde, som de var for f.eks. Anker Jørgensen.

Nedrustnings- og afspændingsovervejelser lå også bag den lunkne danske modtagelse af præsident Reagans SDI-„stjernekrigsprojekt” fra 1983. Det byggede på en forestilling om et højteknologisk forsvarssystem, som kunne opfange og ødelægge langtrækkende fjendtlige missiler i rummet, inden de nåede deres mål i USA. Forestillingen blev umiddelbart mødt med overraskelse og vantro selv fra dele af præsidentens egen kreds, og den afspejlede i høj grad en personlig overbevisning, som 'lægmanden' Ronald Reagan var nået frem til, nemlig at det var umoralsk fortsat at basere sikkerheden på truslen om gensidig masseødelæggelse med atomvåben. For så vidt var der her en uventet parallel til Anker Jørgensens instinktive afsky for atomvåbnene og tankegangen bag dem, som også mødte forbavselse og hovedrysten fra etablerede eksperter og embedsmænd. Men socialdemokratiske og i nogen grad ledende borgerlige politikere i Danmark var umiddelbart skeptiske over for stjernekrigsprojektet, både fordi det forekom teknisk og økonomisk urealistisk, og fordi det kunne sætte spørgsmålstegn ved USA's atomvåbengaranti over for Vesteuropa og kunne rokke ved indgåede våbenkontrolaftaler og eventuelt føre til et nyt våbenkapløb. Heller ikke i synet på Reagans SDI-projekt drejede uenigheden mellem regering og opposition sig kun om substansen, men også om hvor højt og skarpt man fra dansk side skulle give udtryk for sin skepsis over for sine allierede, og om man overhovedet skulle gøre det offentligt. I marts 1985 antydede Uffe Ellemann-Jensen, endda fra Folketingets talerstol, en vis betænkelighed ved projektets potentielt destabiliserende konsekvenser, og Poul Schlüter erklærede måneden efter bag lukkede døre i Udenrigspolitisk Nævn, at han personligt ville græde tørre tårer, hvis SDI-projektet slet ikke blev til noget. På den anden side ønskede regeringen i modsætning til oppositionen ikke udtrykkeligt at vende sig imod forskning i SDI, når Reagan-regeringen nu lagde så stor vægt på projektet. Det afholdt dog ikke Ellemann-Jensen fra i april 1985 over for den amerikanske udenrigsminister George Shultz udtrykkeligt at beklage sig over USA's stærke pres for at få de NATO-allierede til direkte at støtte SDI-projektet, hvilket efter den danske udenrigsministers opfattelse risikerede at føre til splid i alliancen og fodnoter fra mange NATO-lande.

Ellemann-Jensens beklagelse faldt, efter at udenrigsminister Shultz havde affyret en uhørt skarp verbal salve både konkret imod folketingsflertallets nylige afstandtagen fra SDI-projektet og generelt imod den efterhånden lange kæde af danske forbehold og fodnoter i NATO. Shultz antydede, at den danske linie i givet fald kunne få skæbnesvangre konsekvenser for allieret undsætning af Danmark, og han hævdede, at hvis alle europæiske NATO-lande opførte sig som Danmark, ville der ikke være nogen alliance. Shultz' bandbulle, som Uffe Ellemann-Jensen bagefter delvis gengav for offentligheden og i alle detaljer for Udenrigspolitisk Nævn, harmonerede ganske med den danske regerings holdning og stigende frustration. Nogen større effekt fik den dog næppe, og den hindrede ikke, at Folketinget i maj 1986 pålagde regeringen at sætte en dansk forbeholdsfodnote i et NATO-kommuniké, som støttede SDI-projektet.

Danmark stod da heller ikke alene med sin kritik. Mellem 1985 og 1987 stækkede et SDI-kritisk flertal i USA's Kongres Reagans projekt i afgørende grad både finansielt og teknologisk, bl.a. med forbud mod en række forsøg i rummet. I mellemtiden havde den nye sovjetiske leder siden marts 1985, Mikhail Gorbatjov, sendt nye udenrigspolitiske signaler med vægt på „rimelig tilstrækkelighed” af atomvåben, asymmetrisk nedrustning samt støtte til den såkaldte Olof Palmekommissions tanker om „fælles sikkerhed”, som også blev omfavnet af de vestlige fredsbevægelser. Allerede i begyndelsen af 1984 var også Ronald Reagan begyndt at slå ind på en mere forsigtig strategi med øget vægt på forhandlinger og våbenkontrol. Det skete under indtryk af informationer om reel sovjetisk frygt for et amerikansk overraskelsesangreb og efter stærke opfordringer fra den konservative britiske premierminister Margaret Thatcher, samt under indtryk af de amerikanske og vesteuropæiske fredsbevægelsers stadig stærkere påvirkning af den vestlige opinion. At hele denne udvikling var begyndelsen til enden på den kolde krig kun fem år senere, turde få eller ingen dog forudse i 1984-85.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Socialdemokraten Svend Auken (t.v.) og den radikale Niels Helveg Petersen, her i 1984, havde indtil omkring 1980 et nært personligt forhold til hinanden, men herefter skiftede Helveg Petersen efterhånden venskabet med Auken ud med et privat venskab med Poul Schlüter, hvis økonomiske politik han også fandt anderledes realistisk end Socialdemokratiets. Derfor ville Helveg Petersen nok stemme Firkløverregeringen ned på sikkerhedspolitikken, men ikke være med til at stemme den ud på den. Heller ikke for Auken var de atompolitiske spørgsmål i begyndelsen af 1980'erne et dybtfølt anliggende på samme måde, som de var for f.eks. Anker Jørgensen.

© Dette billede må du ...

„Jeg kan altså ikke få mig selv til at sige den tåbelige tekst”. Tegneren Jens Hages kommentar (Berlingske Tidende, 24.11. 1983) til de dilemmaer, det alternative sikkerhedspolitiske flertals dagsordenener og fodnotepålæg i NATO satte den temperamentsfulde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i; i sufflørkassen sidder naturligvis Anker Jørgensen og Lasse Budtz. Måske var der også et dybere lag i tegningens teatralske motiv. Som leder af Venstre fra 1984 havde Ellemann-Jensen også et vist behov for at profilere Venstre, ikke mindst i lyset af den konservative statsministers store personlige succes ved januar-valget i 1984, og som udenrigsminister var det naturligt også at bruge den sikkerhedspolitiske strid med 'fodnotepolitikken' i denne forbindelse. Økonomen Ellemann-Jensen var i øvrigt også den første Venstreformand med ansatser til en militær karriere, nemlig som premierløjtnant af reserven og ansat ved forsvarsstaben indtil 1964.

© Dette billede må du ...

USA's viceforsvarsminister Richard Perle (t.v.) var en indflydelsesrig skikkelse på Republikanernes højrefløj, som i slutningen af 1970'erne forkastede afspændingspolitikken til fordel for en mere offensiv og sejrsorienteret amerikansk koldkrigsstrategi. Han havde fra starten været en af præsident Reagans sikkerhedspolitiske hovedrådgivere, og som sådan fik han blandt Washingtons mere liberale øgenavnet „Mørkets Fyrste”. Her ses han under et af sine møder med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Perle besøgte København i juni 1984 og vakte opsigt, da han over for pressen skød med skarpt mod den socialdemokratiske sikkerhedspolitik. Den var „naiv” i forhold til kommunismen, indefrysningen af de 48 mio. kr. til NATO-raketterne var en „frygtelig destruktiv handling”, og hvis den blev gentaget af andre medlemslande, „vil alliancen falde fra hinanden”. Ellemann-Jensen kunne ikke være mere enig.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Lasse Budtz
1926-2006, dansk journalist og politiker. Budtz v ...Artikel i Den Store Danske
Ronald Reagan
Ronald Wilson Reagan , 6.2.1911-5.6.2004, US ...Artikel i Den Store Danske
sikkerhedspolitik
et lands bestræbelser for at beskytte sin eksiste ...Artikel i Den Store Danske
premierminister
(1. led via fr. fra lat. primarius , af primus ...Artikel i Den Store Danske
udenrigsminister
minister med et lands udenrigstjeneste som ansva ...Artikel i Den Store Danske
våbenkontrol
rustningskontrol , se nedrustning . ...Artikel i Den Store Danske
spørgsmålstegn
sætningstegn, der markerer, at noget er ment som et ...Artikel i Den Store Danske
Anker Jørgensen
f. 13.7.1922, dansk politiker, statsminister ...Artikel i Den Store Danske
Erling Olsen
Erling Heymann Olsen , 18.4.1927-27.6.2011,  ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PVi
13/02/2012
  • Læst 821 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki