Christian 3. var blevet konge uden først at have underskrevet en håndfæstning. Hans modstandere var sat ud af spillet. Læs videre ...
Ved konfiskationen af kirkegodset var kongen blevet landets største godsejer. Efterhånden som både bispe- og klostergodset blev konfiskeret, og bispernes pantelen inddraget, disponerede kongemagten over op mod 60 procent af landets dyrkede jord, en tredobling af kronens økonomiske grundlag. Læs videre ...
I Norge var et adeligt selvstændighedsparti under ledelse af ærkebisp Olav Engelbrechtsen gået så vidt i den urolige tid som til at anerkende Christian 2.s svigersøn Frederik af Pfalz som arving til den norske krone. Læs videre ...
Christian 3. og den svenske konge Gustav Vasa var svogre, begge gift med hertugdøtre fra det lutherske Sachsen-Lauenburg. Under Grevens Fejde havde de kunnet stå sammen imod de fælles farer fra Lübeck og Christian 2., men samarbejdet var fuldt af gensidig mistro, og den blev ikke mindre efter krigen. Læs videre ...
Lenet var fortsat den lokale forvaltningsenhed. Der var godslen og hovedlen. I godslenene var lensmanden blot administrator og driftsleder af krongods, en hovedgård med større eller mindre tilliggende af bøndergods. Læs videre ...
Den „bedre ordning og reformation”, som skulle sikre stændernes rettigheder og fredelige sameksistens i det kristne fællesskab, måtte ikke mindst omfatte en retshåndhævelse og en lovgivning, der kunne fungere som et fuldgyldigt udtryk for den kristne øvrigheds opfattelse af sit kald. Læs videre ...
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki