Danmarkshistorien

Retssamfundet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Den „bedre ordning og reformation”, som skulle sikre stændernes rettigheder og fredelige sameksistens i det kristne fællesskab, måtte ikke mindst omfatte en retshåndhævelse og en lovgivning, der kunne fungere som et fuldgyldigt udtryk for den kristne øvrigheds opfattelse af sit kald. De kirkelige love, den kanoniske ret, havde mistet deres gyldighed, og der var nu mange forbrydelser, der manglede regler om straf. I det verdslige regimente var retshåndhævelsen det vigtigste middel for „Guds fangevogtere og bødler” til at holde det kristne samfunds indre fjender, „de vilde dyr”, som Luther kaldte dem, i tømme. Allerede i foråret 1537 begav kongen sig ledsaget af Mogens Gøye, Erik Banner og Johan Friis ud med sit omrejsende retterting, naturligt nok til Jylland, hvor tidselgemytterne var stivest, og hvor det var mest nødvendigt at arbejde for befolkningens accept af det nye styre. Det blev demonstreret, at der igen var kommet lov og ret i landet.

Christian 3.s rigssværd af forgyldt sølv med emalje og diamanter, udført af kongens nederlandske hof-guldsmed Johan Siebe i 1551. Måske har Jacob Binck medvirket, bl.a. ved fremstillingen af en portræt-medaljon af Christian 3., der pryder skedens bagside, og rigsvåbenet i emalje på fæstets kryds.

Hele Christian 3.s regeringstid var præget af en intens virksomhed på lovgivningens område, resulterende i en serie af store love. Efter den første reces i 1536, der sammen med håndfæstningen skabte det retslige grundlag for den nye stat, fulgte nye recesser. I 1547 blev de søgt samlet i én lov. Også „den koldingske reces” fra 1558, året før Christian 3.s død, er en bestræbelse på at sammenfatte lovgivningen, nu fra hele kongens regeringstid. Det minder igen om Christian 2.s tilløb til en landsdækkende lovgivning til afløsning af de gamle landskabslove. Endnu kunne det ikke lade sig gøre, og recessen fra 1558 måtte tage det forbehold i sin indledning, at „hvad denne reces ikke forklarer, da skal man rette sig efter loven”, dvs. Jyske Lov. Den blev oversat til tysk af Tyge Krabbes lærde søn Erik, så også kongen kunne læse den. Erik Krabbe blev desuden sat til at lave en rigtig ny lovbog, en fuldstændig og moderne rigslov, men han blev aldrig færdig. Det krævede store forarbejder, og vi skal helt frem til Danske Lov fra 1683, før det lykkedes. I 1590 blev Jyske Lov i øvrigt oversat til nutidsdansk, hvad der medvirkede stærkt til, at den fortrængte de andre landskabslove, der ganske vist var blevet nyudgivet i begyndelsen af århundredet, men vel efterhånden var lige så svære at forstå for datidens mennesker, som 1500-tallets danske love ville være for os.

Et vigtigt punkt i lovgivningen fra Christian 3.s tid er bestræbeiserne på at regulere domstolenes virksomhed. De uklare regler for instansfølgen, der ikke havde været mindre af, at de gejstlige domstole havde stået som konkurrenter til de verdslige, blev afløst af en fast ordning. Instansfølgen var nu klar: fra herredsting eller byting til landsting og med kongens retterting som overinstans. Rettertinget kom til at bestå af te afdelinger. Den ene beklædtes normalt af konge og rigsråd, og den tog sig bl.a. af alle sager, som angik adeliges liv og ære. Disse sager kunne kun pådømmes her. Den anden beklædtes af rigens kansler og kunne sættes, hvor som helst han befandt sig. Der kunne appelleres herfra til kongen og rigsrådet.

Alle domme skulle være „klarligen beskrevet med begge parters bevis”, så appelretten og andre kunne se, hvad grundlaget var. Dette, der for os er en selvfølge, var i virkeligheden et udtryk for, at vidnebeviset eller overhovedet begrebet bevis i retssager var ved at skifte karakter. I datidens retsvæsen hvor man ikke havde noget politi til at efterforske sager og fremlægge beviser, var det edelige vidnesbyrd bevis. Når agtværdige, bofaste mænd svor, at tingene hang sådan og sådan sammen, måtte retten lægge det til grund for sin kendelse. Fra at være et formelt bevis, hvor vidner svor en ed, der i sig selv var afgørende, blev det nu understreget, at enhver domme skulle vurdere et vidneudsagns vægt – dommeren „skal grangivelig granske og forfare alle vidnesbyrd på begge sider og dømme efter dem, som retvise kan findes”, som det hed. Vurderingen kunne være forskellig, og først dermed fik appelsystemet mening. Dommernes pligter til at dømme uvildigt og efter gældende lov blev understreget ved en streng dommer-ed.

De ti bud og øvrigheden – kongen – med magtens sværd og retfærdighedens vægt. Træsnit fra den senere hofpræst Niels Nielsen Coldings De besynderligste – dvs. vigtigste – historier, tentenser og eksempler, som findes i Den hellige Skrift om øvrighedens kald, 1567.

Ligesom med statsforvaltningen var der altså på retsplejens område tale om fastere rammer og vigtige ændringer, der peger fremad. Endnu var meget dog kun i sin vorden, og regeringens vilje til at forme bestemmelserne på papiret var væsentlig større end dens evne til at få det til at fungere i praksis ude i herreder og købstæder. Der blev lovgivet om mange ting: om arv og gæld, om breves registrering på tingsteder og rådhuse, om tingfred og kirkefred, udskænkning på helligdage af den mærkelige nye drik brændevin og meget mere. Men sammenlignet med nutidens detaljerede jura måtte datidens usystematiske og upræcise lovgivning føre til en løsere og ofte vidt forskellig praksis. Fæstevæsenet og mange andre vigtige forhold var omgærdet af sædvaneret, og hertil kom, at domstolene gennem århundreder havde udviklet en domspraksis ved at udfylde landskabslovenes mangler og skabe præcedens, og det lod sig ikke uden videre ændre. Langt frem i tiden spillede tanken om, hvordan forholdene havde været „af arild” en afgørende rolle for retsopfattelsen. Vi skal i det følgende se, hvordan lovgivning og retshåndhævelse virkede på forskellige områder af samfundslivet og forholdet mellem mennesker, og hvordan den nye statsmagt stillede sig til de gamle opgaver og funktioner, kirken havde haft.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

De ti bud og øvrigheden – kongen – med magtens sværd og retfærdighedens vægt. Træsnit fra den senere hofpræst Niels Nielsen Coldings De besynderligste – dvs. vigtigste – historier, tentenser og eksempler, som findes i Den hellige Skrift om øvrighedens kald, 1567.

© Dette billede må du ...

Christian 3.s rigssværd af forgyldt sølv med emalje og diamanter, udført af kongens nederlandske hof-guldsmed Johan Siebe i 1551. Måske har Jacob Binck medvirket, bl.a. ved fremstillingen af en portræt-medaljon af Christian 3., der pryder skedens bagside, og rigsvåbenet i emalje på fæstets kryds.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
sædvaneret
form for retsorden, der er domineret af uskrevne ...Artikel i Den Store Danske
retshåndhævelse
gennemtvingelse af private og offentlige rettigheder ...Artikel i Den Store Danske
Krabbe
flere adelige og borgerlige danske slægter, h ...Artikel i Den Store Danske
registrering
(se registrere ), det at registrere; systematisk fo ...Artikel i Den Store Danske
Johan Friis
20.2.1494-5.12.1570, dansk kansler 1536-70. F ...Artikel i Den Store Danske
Jacob Binck
1500-.antagelig aug.1569, kunstner. Efter eget u ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
landskabslove
love, der blev nedskrevet i middelalderen og gja ...Artikel i Den Store Danske
Krabbe
Af de tre anførte slægter er de to første nør ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Jacob Binck
ca. 1500-1569, tysk-dansk maler og kobberstik ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AWit
13/02/2012
  • Læst 1114 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki