Retten og magten

En lensinstruks fra 1557 indskærpede, at bøndernes retssikkerhed og rettigheder skulle respekteres ubetinget. Lensmændene måtte kun indsætte ærlige og kyndige mænd som herredsfogeder og skrivere. Der skulle føres kontrol med, at alt gik rigtigt for sig ved tingene, så korruption ikke kunne forekomme.

Det har i praksis været svært at forene dette ideal med de vidtgående rettigheder, godsejerne havde over deres bønder. Det har ikke været let at holde tingene ude fra hinanden for den enkelte herredsfoged eller anden øvrighedperson, der skulle forvalte retssamfundets idealer i et samfund, hvor stændernes grundlæggende interesser på mange måder var uforenelige, og hvor han selv i realiteten var kronens eller lensmandens tjener. I recessen fra 1547 og igen i lovsamlingen fra 1558 blev det formuleret som et ledende princip, at det stod godsejeren frit for at gøre sig sit gods så nyttigt, som han kunne. Det var den samme ret, som kronen fik gennem lensreformen, der også tog sigte på at gøre godsressourcerne så indbringende som muligt. For adelen var der perspektiver i denne bredt formulerede paragraf. Der måtte ikke være noget, der begrænsede udnyttelsen af godset.

© Nationalmuseet

Rygård på Østfyn. Den blev opført ved bredden af en sø skabt ved opdæmning mellem bakkerne og en dæmning mod vest. Gården er bygget over en længere årrække. Ældst er den høje fløj bagtil, formentlig opført af Johan Urne, der døde i 1537. Senere blev den parallelle portfløj bygget, og endeligt blev de to bygninger forbundet med sidefløje. Dette er sket efter borgerkrigen, da Svendborgs borgere plyndrede Rygård for kanoner, håndvåben, kugler og krudt. I århundredets slutning kom Rygård i Niels Bilds eje. Han lod i 1593 de to trappetårne bygge. I 1590 købte kongen fire kanoner af Niels Bild, som han havde på Rygård.

Hvordan den sociale virkelighed var i forhold til juraen kan være svært nok for os at vurdere. Der er næppe tvivl om, at domstolene efterhånden fik en fastere plads i bevidstheden som det rette sted for stridigheders afgørelse, og regeringens stærke understregning af, at kongen stod som garant for alle stænders rettigheder, har sikkert virket fremmende på bøndernes tilbøjelighed til at klage over herskabet, så meget mere som det faldt i tråd med den traditionelle opfattelse af kongemagtens funktion til sikring af fred og retfærdighed. Der kendes en række tilfælde, hvor der blev slået ned på herremænd, som tog sig selv til rette over for bønderne. De adelige, som efter oprørenes og gårdafbrændingernes tid havde ment, at sejren gav dem ret til vilkårlige hævnaktioner, blev bremset. Voldsmænd og lovbrydere blev sat under tiltale, også når de var adelige. Navnlig i de højere instanser fældede domstolene deres domme efter ret og rimelighed, men det, der i hver sag skulle opfattes som rimeligt, var på forhånd defineret efter lovens ord om, at forholdet mellem adelen og dens fæstere skulle være fri for indblanding fra konge og embedsmænd, og om adelens ret til at gøre sit gods så indbringende, som den kunne. Der er mange vidnesbyrd om adeliges og fogeders lokale undertrykkelse af retten. Det har næppe været et enkeltstående tilfælde, når det om fru Sophie Lykke på Fyn blev sagt i 1561, at „ingen turde sige andet, end hvad hun ville have sagt, og hun fik de vidner, hun ville have”.

Sagen var, at fru Sophie havde birkeret. Det vil sige, at hendes gods udgjorde en retskreds for sig selv, som var skilt ud fra herredet, og at hun udnævnte birkefogeden, der fungerede som dommer i birket på samme måde som herredsfogeden ved herredstinget. Birket var domstol i første instans for hendes fæstebønder. Birkeret var ikke et almindeligt adeligt privilegium, men tildeltes af kongen til de enkelte adelige. Der kendes nogle få tilfælde fra tiden før statsændringen, men de fleste hører denne tid til. Et betydeligt antal adelige fik efterhånden birkeret. Hals- og håndsretten, politimyndigheden, som alle adelige havde på deres godser, var i sig selv en drabelig magt. Når denne almindelige disciplinærmyndighed udvidedes til også at omfatte egen jurisdiktion på godset, var det ikke så sært, at ingen turde sige andet, end hvad godsejeren ville have sagt. Dette ville også gælde i forbindelse med de domstole, alle godsejere kunne nedsætte ifølge gårdretten fra 1562. Kongen havde en gammel ret til at opretholde lov og orden over de personer, han havde i sin tjeneste, bl.a. på de kongelige slotte. Han kunne nedsætte domstole bestående af andre af gårdens folk til at dømme i sager mod deres medtjenere på gården. Først fik rigsråderne samme ret, efterhånden hele adelen, og det var denne ordning, der stadfæstedes i 1562. Den gjaldt kun for de ansatte på herregården, og adeliges forsøg på at bruge gårdretten mod godsets fæstebønder blev kendt ulovlige, hvis sagerne kom for højere instanser. Også tugtelsesretten, der havde rødder tilbage i middelalderen, satte sit præg på de nyformulerede retsprivilegier og den måde, de opfattedes på.

© Nationalmuseet

Lynderupgård ved Hjarbæk Fjord. Til 1536 var den i viborgbispens eje og synes at være blevet brændt af bønder og borgere under Grevens Fejde. Kronen solgte godset til lensmanden på Hald, Christoffer Rosenkrantz, der lod den nuværende gård bygge i 1550'erne. Bindingsværket er udmuret med munkesten. Bygningen ligner Ålborghus, det eneste bevarede danske slot i bindingsværk. Oprindeligt har der været en portudbygning, og i vestfløjen, som ikke ses på billedet, er bevaret et stenhus, som sandsynligvis er fra samme tid som det øvrige. I 1700-tallet blev de store vinduer sat i, og det medførte, at mange af de vandrette bjælker blev sænket.

I alt dette var der ikke noget principielt nyt. Det var det gamle samfund, hvis helt dominerende træk fortsat var, at ejere og arbejdere hørte sammen i et fæstegodssystem med indlysende fælles interesser, som udsprang af nødvendigheden af jordens produktion til livets opretholdelse, og modstridende interesser dikteret af forskellige muligheder for at disponere over jordens udbytte.

Men magtens folk havde lært af historien. Konflikterne mellem kongemagt og højadel, som havde ført til så frygtelige rystelser i århundredets begyndelse, var blevet afløst af et samvirke. Ændringerne i statsstyret og lokaladministrationen forandrede ikke samfundet grundlæggende, men de tjente til at give den politiske styring fasthed. For langt den største del af befolkningen, fæstebønderne og deres familier og tjenestefolk, var det fortsat fæsteforholdet, værnet og livet i landsbyerne, der skabte rammerne om tilværelsen. Men statens nye indretning havde givet stændernes gudgivne rettigheder og betingelserne for deres samvirke i det kristne fællesskab en ny udformning. Det var Mogens Gøyes og hans meningsfællers politiske stil, der havde sejret og nu blev søgt gennemført i hele samfundet.