Skånes oprør

På Gotland regerede stadig Christian 2.s trofaste våbendrager, den berømte søkriger Søren Norby, en lavadelig, der allerede havde grundlagt sit ry under kong Hans. Øen havde den stærke fæstning Visborg i udkanten af Visby, og Søren Norby kunne forsyne sig ved at lade sine skibe opbringe hanseskibe i Østersøen. Forsøg på at få ham til at opgive stillingen ved forhandling førte ikke til noget.

Tværtimod tog han offensiven. I begyndelsen af 1525 gik han i land i Skåne med en beskeden styrke, og snart var hele landsdelen i hans magt. Regeringens tropper trak sig ind i Malmø og Helsingborg, mens resten af Skåne på landstinget hyldede Søren Norby i Christian 2.s navn.

Når det gik sådan – og når Søren Norby overhovedet vovede aktionen – hænger det sammen med, at han naturligvis kendte befolkningens holdning, som hans agenter selv havde stimuleret. En af Christian 2.s tilhængere i Lund, kanniken og humanisten Christiern Pedersen, skrev i september 1524 til den landflygtige ærkebiskop Johan Wese, at de skånske bønder var så oprørske, at adelen ikke vovede at komme til tingene, når bønderne mødte med bøsser og stenslynger. Denne situationsrapport bekræftes af de skånske råder, der i en skrivelse fra januar 1525 til bønderne bebrejdede dem, at de havde jaget kongens skrivere bort fra tingene, dræbt ærkebispens foged og andre af hans folk og nægtet at betale skat. De bad bønderne om ikke sætte deres liv og deres koners og børns velfærd på spil for 24 skilling. Det var den bevilgede „kongeskats” rate til hver enkelt bonde. Da Tyge Krabbe, som foruden at være marsk også var lensmand i Helsingborg, havde fået tyske landsknægte til hjælp, blev bønderne undertvunget herred for herred og deres ledere dræbt i det omfang, man fik fat på dem.

© Nationalmuseet

David parat til kamp mod Goliat, kalkmaleri i Estruplund Kirke ved Randers fra omkring 1500, opmålet 1542. Han er fint klædt med komulesko efter sidste mode, men stenslyngen kan være som dem, bønderne benyttede.

Det var i denne situation, Søren Norby angreb. Bønderne fik nyt mod, og også en del borgere og flere præster støttede ham med væbnede folk. Efter sejren drog hans tropper og bønderne rundt i landet og lod adelsborge gå op i luer. „Alle gode mænds gårde her i landet er brændt og røvet, undtagen Hikkebjerg og Glimminge og den forræder Niels Brahes gård,” rapporterede de skånske råder til kongen, da de bad om forstærkning. Niels Brahe var en adelsmand, der havde støttet bønderne. Han blev senere af rigsrådet dømt til døden for det og henrettet.

Christian 2. sendte en drabelig appel til Skånes indbyggere om at rejse sig i den kristne friheds navn. Det er uvist, om den nogensinde blev læst op i Skåne. Lübeck sendte en flåde ud, som slog Søren Norbys flåde ved Blekinge, og Johan Rantzau kom til Skåne og forenede sine tropper med Tyge Krabbes. I to blodige slag slog de bønderne og Søren Norbys tropper. Skåne var igen i Frederik l.s magt.

Imens søgte lübeckerne at erobre det både militært og handelsmæssigt vigtige Gotland. Visby blev stormet og taget, mens fæstningen Visborg holdt sig. Nu blev Søren Norby et vigtigt trumfkort for den danske regering. Hr. Søren var indesluttet i Landskrona, og her modtog han et godt tilbud: mod at overgive Visborg til den danske krone, fik han Blekinge og Lister Herred i forlening. Til gengæld fik Lübeck Bornholm i pant samt indtægterne af Gotland og retten til at udnævne lensmanden her i de næste fire år. Ved dette arrangement bevaredes Gotland for den danske krone. De skånske bønder fik kun nederlag ud af deres alliance med Søren Norby.