Den langsomme reformation

Frederik 1. fortsatte sin linie i kirkepolitikken til sin død i 1533. På det tidspunkt var der fire skinbisper, som Poul Helgesen kaldte de nye uindviede biskopper, der var indsat af kongen med domkapitlernes mere eller mindre frivillige accept. De havde alle forpligtet sig specielt over for kongen, bl.a. til ikke at lægge den evangeliske sag hindringer i vejen, og de havde betalt den sum til ham, som ellers skulle være gået til Rom. Foruden i ærkebispesædet i Lund, hvor Aage Sparre i 1532 blev afløst af Torben Bille, sad de nye bisper i stifterne Fyn, Sjælland og Ribe. Sidstnævnte sted var han dog endnu kun medhjælper og udvalgt efterfølger for sin onkel, Iver Munk. Ved disse besættelser måtte kongen tage hensyn til de eksisterende magtforhold, og alle de nye bisper tilhørte derfor fremtrædende adelsslægter. Men han havde, så langt det lod sig gøre, valgt mænd, der var gunstigt stemt over for lutherdommen. Kun den nye ærkebiskop gjaldt dette ikke for, men han havde til gengæld været domkapitlets leder i mange år og hørte til en af landets mægtigste slægter. Over for befolkningen som helhed var udnævnelserne en tilkendegivelse af, at den legitime ret og magt til at ændre på kirkelige sager nu lå hos kongen.

© John Jedbo

„Det tredje Hald”. Voldstedet ved Hald Sø, bygget af viborgbispen Jørgen Friis. Han havde lagt sig ud med alle: borgere og bønder, gejstlige og verdslige standsfæller og med kongen selv. Mod alle disse fjender forskansede Jørgen Friis sig: i 1520'rne byggede han befæstede borge, Spøttrup i Salling og Hald ved Viborg. De er ikke alene til værn imod oprørske bønder og borgere, men også udstyret med store jordvolde imod det nye kraftige våben, artilleriet. Nu var kanonerne efterhånden blevet bedre, de kunne let ryste selv solidt murværk, mens jordvolde optager kuglerne i sig. Bispen var her forud for andre i Danmark, også for kongen, hvad fæstningsbyggeri angår.

Mulighederne og problemerne i kongens kirkepolitik ses bedst af udviklingen i Fyns og Sjællands stifter. Det var Ove Billes nevø Knud Gyldenstierne, der afløste den gamle Jens Andersen på Fyn. Gyldenstierne var direkte tilhænger af Frederik l.s kirkepolitik. Han hentede prædikanten Jørgen Jensen Sadolin fra Viborg til Odense for at fungere som en slags vicebiskop i åndelige sager, og mens Knud Gyldenstierne i 1532 var i Norge som leder af den delegation, der skulle „ordne” Christian 2., samlede Sadolin stiftets præster til møde i Odense. Som bispens stedfortræder fremlagde han her i bispens navn en ny katekismus, som de herefter skulle prædike efter. Det var en dansk oversættelse af Luthers lille katekismus, uden at forfatteren dog var nævnt ved navn. Hver søndag skulle menigheden knælende fremsige den. Præsterne fik specielt pålæg om at formane almuen til at gå til alters og til at være lydige imod øvrigheden. Præsterne fik også at vide, at når bispen kom hjem, ville han holde visitats, altså besøge dem én for én, for at kontrollere, om de prædikede og forrettede kirketjenesten efter den nye katekismus og Den augsburgske Trosbekendelse.

Dermed var lutherdommen indført som officiel kirkeordning i stiftet efter mønsteret fra de lutherske fyrstestater i Tyskland. Katekismen udkom på tryk, og i 1533 udgav Sadolin også Den augsburgske Trosbekendelse på dansk med en fortale til rigsrådet om at indføre et godt og kristeligt regimente i hele landet. Det var en reformation af en anden karakter end den i Malmø, hvor det var en stor del af befolkningen, der bar den frem ud fra forestillinger, der på væsentlige punkter såsom synet på øvrighed og samfundsmagt var i samklang med byens evangeliske prædikanters forkyndelse. Bortset fra Assens, Fåborg og Svendborg kender vi ingen evangelisk bevægelse på Fyn. Her fik man en reformation fra oven, udgået fra øvrigheden og baseret på grundlæggende lutherske skrifter, som nu begyndte at blive kendt i Danmark. Som i hertug Christians sønderjyske len var den lutherske fyrstekirke en realitet i Fyns Stift.

© Lennart Larsen

Urskive af træ fra Århus Domkirke, oprindeligt anbragt på kirkens vestvæg, nu i Nationalmuseet. Den er sikkert skænket kirken af biskop Ove Bille som en del af et „sejerværk”, urværk, som blev ødelagt ved brand i 1642. Urskivens sider måler hver 2,15 m. Talrækken består af cifrene I-XII to gange, således at alle døgnets 24 timer er markeret. Ude i Europa var det blevet almindeligt at forsyne slotte og de store kirker med ure, der slog time – og kvarterslag. Roskilde Domkirke fik et tilsvarende ur, berømt for sine mekaniske figurer Per Døver og Kirsten Kimers, og i Lund Domkirke var der allerede installeret et før århundredskiftet. I løbet af 1500-tallet fik stadig flere kirker ure med slagværk. De gik dårligt, for pendulet var endnu ikke indført, og man benyttede fortsat solure, bl.a. „til at stille klokken efter”, som det hed i Grevinge sogn, da man i 1577 havde fået ur i kirketårnet.

I Sjællands Stift lykkedes kongens politik ikke nær så godt. Joachim Rønnow var villig nok til at lade sig indsætte som biskop her på kongens vilkår, og han er uden tvivl blevet valgt, fordi han havde eller formodedes at have sympati for den lutherske sag. Han havde imidlertid endnu mere sympati for højadelens sag. For ham var spørgsmålet om kirkens magt i samfundet kædet uløseligt sammen med magtkampen imellem konge og højadel, og han var ikke til sinds at acceptere den kongelige magtudvidelse, der ville blive følgen af, at kongen alene blev øverste herre i den nye nationalkirke. Som højadelig biskop og som indehaver af embedet som rigets øverste kansler, der traditionelt var knyttet til Roskilde bispestol, følte han sig som leder i kampen mod disse nye tendenser.

På sognepræsternes mere ydmyge plan kunne kongen lettere komme af sted med at anbringe modstandere af den gamle ordning inden for den bestående kirkes rammer i de embeder, hvor han havde retten til at indsætte dem. Han gennemførte det stadig mere systematisk. I 1532 dukker en ny formulering op i kronens kaldsbreve: præsten i Jelling skulle betjene sine sognebørn med „Jesu Kristi legeme og blod” – altså nadver på luthersk vis – og han måtte ikke holde nogen ukristelige ceremonier imod Guds ord. Præsten i Alsted sogn på Mors kaldes til at „forkynde sognefolket det hellige evangelium efter den nye formulars indholdelse”. Nu forelå der åbenbart en fast formular, der i praksis afskaffede katolsk messe og indførte evangelisk gudstjeneste dér, hvor kongen, Mogens Gøye og andre luthersk sindede havde magten til det. Ordningens officielle karakter har uden tvivl virket i retning af, at også andre sognepræster, der havde viljen, er gået i samme retning. Det var et nyt indgreb i den gamle bispejurisdiktion, og det har navnlig fremmet den evangeliske bevægelse på landet.

© Nationalmuseet

Rejseur af forgyldt messing med vækker i den øverste kasse, der har en slagklokke af malm. Årstallet 1533 er indgraveret i den nederste kasse. Værket var særdeles moderne, idet det er forsynet med en opfindelse, der først blev gjort i Prag i 1525: en konisk snekke, der ved hjælp af en lille stålkæde overfører kraften fra fjederen på en sådan måde, at fjederens aftagende trækkraft udlignes.

Menighederne i de sogne, hvor lutherske magthavere havde kaldsretten, blev ikke spurgt, om de ville have præst af den ene eller anden observans. Viljen til at bruge tvang var endnu mere udtalt over for tiggermunkene i byerne, hvor det gjaldt om at overtage deres ofte ret betydelige ejendom. Det skete som nævnt i Viborg og Malmø, og uddrivelsen af munkene fra deres klostre fortsatte i disse år. Af landets 26 franciskanerklostre var der kun syv tilbage i 1533. Nogle steder var det evangeliske borgere, der besatte klostrene, undertiden med anvendelse af grov vold, men i mange byer foretog borgerne sig intet mod munkene eller holdt med dem, og her tog kongen selv affære eller lod Mogens Gøye iværksætte uddrivelsen. Det kunne ske ved udsultning eller ved direkte anvendelse af soldater. De forladte klosterbygninger blev som regel brugt til skoler eller hospitaler. Munkene fik undertiden lidt rejsepenge og måtte ellers klare sig, som de kunne. Nogle af dem gik over til den nye lære og blev sognepræster på de nye vilkår.

Også de store godsejende klostre på landet, „herreklostrene”, var under afvikling som selvstændige kirkelige institutioner. Det havde længe været almindeligt, at en godsejer tog et kloster i forlening og forsvar og betalte for munkenes eller nonnernes underhold og i øvrigt tog indtægten af klostergodset mod en afgift til kronen. I 1533 var over en tredjedel af herreklostrene på den måde kommet på adelige hænder, og i modsætning til tiggermunkene i byerne, fik munke og nonner her lov til at leve nogenlunde i fred. Det var især adelige, der beboede disse klostre, ikke mindst nonneklostrene.

© Nationalmuseet

Primstav fra først i 1500-allet. Det er en kalenderstav af træ med mærker, der angiver årets dage og ved hjælp af særlige tegn markerer helgendagene. Disse var datofaste, mens f.eks. påsken ifølge forskrifterne i 2. Mosebog skal falde ved første fuldmåne efter forårsjævndøgn og altså skifter hvert år ligesom fastelavn, Kristi himmel-fartsdag og pinse, der bestemmes af påsken. Man angav datoer som så og så mange dage før eller efter en af de datofaste helgenlage.

Under alle disse magtudfoldelser foregik der stadig en livlig litterær debat, undertiden voldsom og lidenskabelig fra begge sider og hjulpet frem af den nye teknik til masseproduktion af offentlig mening, bogtrykkerkunsten. Vigtig var en ny salmebog, udsendt i 1533 af Christiern Pedersen, der nu slog sig ned i Malmø som forfatter og bogtrykker. Bogen indeholdt bl.a. en række af Luthers salmer. Fra katolsk side blev tonen stadig mere defensiv og modløs. Meget var tabt, og det var ikke godt at vide, hvor længe kirken overhovedet kunne eksistere, hvis kongen og de øvrige lutherske kumpaner fortsat fik lov at drive deres kætterske spil.

Men så døde Frederik 1. i april 1533.