Danmarkshistorien

At leve og dø i tiden

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Men i verden havde alle et navn, deres eksistens var kendt, og de havde en historie. At leve og dø i tiden var den levende skabnings vilkår.

Ofte har danske bønder på væggene af deres kirker skullet se skabelsesberetningen illustreret side om side med dommedag. De har kunnet godte sig over at se kronede hoveder, bisper og paver, munke sågar, vandre lukt i Helvedes gab. Der har været billeder af fine junkere der i næste øjeblik rider videre som skeletter, og der har været andre fremstillinger af at dødens ubarmhjertighed ikke respekterer sociale eller økonomiske skel. Der skal også nok have været dem der ved fremstillingen af de første mennesker i Paradisets Have har mumlet en folkevisestump der siger: „Da Adam grov og Eva spandt, hvem var da en herremand?” En del af religionens trøst bestod i at understrege at over for Vorherre er alle ens.

Men evangeliet var ikke social og politisk belæring. Billederne fortæller mangt og meget som er af anden art og langt vigtigere. Først og fremmest viser de hvordan evangeliernes og helgenlitteraturens beretninger var beregnet til at tilegnes uden hensyntagen til tidsafstanden. Alle de optrædende personer optræder i klædedragter og betjener sig af redskaber der tilhører billedernes egen tid, miljøer og rammer er helt nutidige.

Noahs Ark i Kirkerup er det første billede, der moder ens øje, når man træder ind i kirken vestfra. Det er skabningens redning til livet efter syndfloden. Arken er helt skematisk tegnet. Det er nødvendigt at vide at det er et skib for at kunne se det. I bunden fisk og dyr, på et mellemdæk fuglene, og øverst menneskene. Historien handler om Guds herredømme over sin skabning og hans vilje til at redde den. Men det er en redning til dette liv, det som Adam og Eva var blevet forjaget til da de ved syndefaldet havde mistet uskyldigheden.

Tidløsheden er noget karakteristisk. At leve i tiden var at være en skabning under Guds lov og dom. Selve tidens gang gør hverken fra eller til med hensyn til det grundlæggende i menneskets liv. De materielle vilkår 1300-årenes mennesker levede under var også sådan, at når døden hærgede skånselsløst, var det en trøst at vide at det ikke kom an på, hvor længe et menneske havde levet, kun hvordan.

At leve i tiden, i verden, var at være bundet til slægtens videreførelse og til arbejdet med at skaffe de levende til livets ophold. Billederne på kirkernes vægge vrimler med scener fra arbejdslivet, ofte inden for landbruget. Det har været den virkelighed der befandt sig lige uden for vinduerne.

Et grundtræk i disse billedlige fremstillinger er at de understreger den direkte sammenhæng mellem de jordiske og de himmelske forhold eller rettere, viser hvorledes hver jordisk menneskelig foreteelse har sit modstykke i Himlen. Bryllups-scener eller andre festlige begivenheder stilles over for scenerier der udtrykker Gudsrigets herlighed.

Og så er det anskueliggjort hvorledes Djævelen, enten en stor Beelzebub, eller mange forskellige vimse smådjævle, er på færde overalt for at forstyrre den gode gerning mennesket er i færd med på Vorherres bud. Naturligvis har malerne moret sig med at gøre netop disse væsener særligt livagtige, for der var eksempler i dagliglivet nok på hvad det var dette drejede sig om. Der er også djævleskikkelser der er gjort feminine og forførende, helst i scener hvor modstykket er en hellig mand som den slags ikke gør fjerneste indtryk på.

Isaks ofring i Det gamle Testamente således som den er blevet fremstillet for menigheden i Kirkerup Kirke. Gud krævede, at Abraham skulle ofre sin søn Isak på et bjerg i Morija land. Gud havde selv gjort det under med Sara at hun havde født Isak i sin høje alderdom. Drengen var blevet sin moders lyst og sin faders glæde, men Abraham adlød. Han drog af sted tre dage med Isak og offerbrændet og hvad han tænkte ved ingen. Sara var død forinden, 127 år gammel. Men Herrens engel reddede Isak da drengen allerede lå bundet på alteret. Og Herren lovede Abraham et afkom så talrigt som havets sand og himlens stjerner. Talrigt nok til at det også kunne befolke Kirkerup.

De mennesker der levede og døde „i tiden” i Danmark mellem 1250 og 1400 har kendt ulykken, sliddet og ondskaben for godt til at kunne lade sig noget bilde ind af billeder på deres kirkers vægge eller for den sags skyld af, hvad en præst eller tiggermunk forkyndte. De har kendt til skrøbeligheden af den menneskelige eksistens, i pestens og mange kriges århundrede. De har haft egne erfaringer der satte dem i stand til at forstå hvad det betød når Herren tog imod Abels, men ikke imod Kains offer. De har kunnet begribe at virkeligheden var fuldt så barsk som de ulykker der berettedes om på kirkevæggene og i legenderne.

De var de bønder som havde været soldater i kongernes krige indtil deres ledingspligt blev afløst af en skat fordi krigs-teknikken nu krævede en anderledes kostbar udrustning, så at kun professionelle styrker der bød sig til leje for hvem som helst der ville betale, kunne få denne investering til at forrente sig. Bøndernes bidrag var endda næppe tilstrækkeligt for de nye konger der måtte supplere ved at lade hære og flåder tage et stort bytte. Og til gengæld for den aktive krigstjenestepligts afskaffelse, som nok endda kun har været delvis, har bønderne skullet præstere øgede arbejdsydelser, først og fremmest til kongernes befæstningsarbejder, men også til disse borges proviantering. Og det var de samme bønder der havde oplevet pesten.

Dansen ved en brudefærd som den er afbildet i Ørslev Kirke og gengivet af Jakob Kornerup. Personerne, med fordanseren til venstre, illustrerer hver sit trin i kædedansen.

Også væbnere og herremænd har været konfronteret med kirkernes billeder og haft forudsætning for at konstatere at de talte sandt når de formidlede det budskab at livet altid var på spil, og at mennesket intet egentligt kunne af sig selv.

Alle, høje og lave, har i netop disse tider haft de bedste grunde til at samle sig om den hovedopgave at overleve på den bedst mulige måde. Bønderne kunne aldrig vide om de fik lov at høste på de marker de såede. Og de har måttet indstille sig på at krigen måske kom og alt blev plyndret eller lagt øde. Bønderne har haft et fjernt, resigneret forhold til herrernes krige. Stemningen er sikkert ramt rigtigt i folkevisen om marsk Stig der slutter med at bonden opdager at øen Hjelm derude i havet „har fået horn”.

Danske bønders største bedrift i disse år var måske at de hurtigt blev i stand til atter at høste korn på de afsvedne marker. Ja, afbrændingen var endog den mindste ulykke der kunne komme. Overlevede de selv, kunne de tage nye afgrøder, eller drage andetsteds hen. En række af de store katastrofer har for den enkelte overlevende muligvis kunnet give håb om bedre kår ved at vandre til andre egne hvor jord kunne være blevet ledig.

 Dansen ved en brudefærd; en hare spiller til.

Dansen ved en brudefærd; en hare spiller til.

For bonden bestod den store forskel, hvad krige angik, i om han selv var forpligtet til nogen form for tjenesteydelse, eller han blot risikerede hærgning og ødelæggelse. Katastrofernes virkninger var trods alt kortvarige, og der var altid mulighed for at klare en sæson igennem under vanskelige vilkår. Her kunne også jordens herre, især hvis det var en gejstlig institution, et kloster eller et kannikedømme, træde hjælpende til med lån af udsæden til det følgende år og andet lignende. Især i en tid hvor det ikke vrimlede med fæstere til ledigt gods.

Og der var andre muligheder. Landet var rigt og stod i et frugtbart handelsforhold til udlandet. Der var rige købstæder, navnlig i Øresundsområdet, som kunne byde forholdsvis gode kår for den der kunne bryde op og etablere sig der. Efterårets sildefiskeri har også kunnet give den arbejdsomme gode muligheder for en stor fortjeneste, og markedet det stod i forbindelse med har også givet kontakter til udlandet.

1300-årenes dagligliv og almindelige indstilling er præget af glæde ved gode materielle kår. Stor velstand findes forskellige steder i samfundet, og måske en vis materialisme. Det gjaldt jo om at sikre sig udkommet. Men 1300-årenes mennesker vidste at saligheden opnåedes på anden måde.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Dansen ved en brudefærd; en hare spiller til.

© Dette billede må du ...

Dansen ved en brudefærd som den er afbildet i Ørslev Kirke og gengivet af Jakob Kornerup. Personerne, med fordanseren til venstre, illustrerer hver sit trin i kædedansen.

© Dette billede må du ...

Isaks ofring i Det gamle Testamente således som den er blevet fremstillet for menigheden i Kirkerup Kirke. Gud krævede, at Abraham skulle ofre sin søn Isak på et bjerg i Morija land. Gud havde selv gjort det under med Sara at hun havde født Isak i sin høje alderdom. Drengen var blevet sin moders lyst og sin faders glæde, men Abraham adlød. Han drog af sted tre dage med Isak og offerbrændet og hvad han tænkte ved ingen. Sara var død forinden, 127 år gammel. Men Herrens engel reddede Isak da drengen allerede lå bundet på alteret. Og Herren lovede Abraham et afkom så talrigt som havets sand og himlens stjerner. Talrigt nok til at det også kunne befolke Kirkerup.

© Dette billede må du ...

Noahs Ark i Kirkerup er det første billede, der moder ens øje, når man træder ind i kirken vestfra. Det er skabningens redning til livet efter syndfloden. Arken er helt skematisk tegnet. Det er nødvendigt at vide at det er et skib for at kunne se det. I bunden fisk og dyr, på et mellemdæk fuglene, og øverst menneskene. Historien handler om Guds herredømme over sin skabning og hans vilje til at redde den. Men det er en redning til dette liv, det som Adam og Eva var blevet forjaget til da de ved syndefaldet havde mistet uskyldigheden.

Viser 4 af 4 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Beelzebub
se Beelzebul . ...Artikel i Den Store Danske
resigneret
(se resignere ), opgivende; som slår sig til tåls. ...Artikel i Den Store Danske
tjenesteydelse
serviceydelse , inden for økonomi vare af ikke-tin ...Artikel i Den Store Danske
Djævelen
(af lat. diabolus , af gr. diabolos 'bagvasker', ...Artikel i Den Store Danske
materialisme
filosofisk opfattelse, if. hvilken materie (stof ...Artikel i Den Store Danske
Hjelm
ø i Kattegat 9 km øst for Ebeltoft Færgehavn; ...Artikel i Den Store Danske
investering
inden for driftsøkonomi en samhørende række af b ...Artikel i Den Store Danske
Vorherre
se gud og Herren . ...Artikel i Den Store Danske
syndfloden
se syndflod . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
KHoer
13/02/2012
RAO
13/02/2012
  • Læst 690 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki