Klaus Teglbrænder og bygningskunsten

Med Valdemarstidens store kongelige og kirkelige byggearbejder havde det kristne Danmark fået et almindeligt vesteuropæisk præg, og dette vedblev at gøre sig gældende. Danmark gjorde i alt væsentligt de afgørende europæiske stilændringer med, inden for bygningskunsten som på mange andre områder af den materielle kultur. Kunst og håndværk var internationalt prægede, og nogle håndværkere var vandrende. Bvgningshåndværkerne ikke mindst.

En Klaus Teglbrænder som i 1302 gjorde en aftale med Sankt Clara-søstrene i Roskilde efter at dette kloster var brændt og skulle genopbygges, har i det mindste med stor sandsynlighed været en fremmed på stedet. Kontrakten bliver indgået for domkapitlets provst og byens foged og fastsætter betalingen og alle vilkår. Han skal have 12 øre penge for hver tusind sten han leverer, men det skal være store tusinder, nemlig 120 for hver hundrede, velsagtens for at kompensere for eventuelt fejlbrændte sten. For hver tusind sten skal der være hundrede halvsten der kan bruges til mur. Udsøgte og hule sten til tag skal koste 2½ mark penge (formodentlig pr. tusind), men dårlige tagsten som der dog kan udføres tarvelig tækning med skal kun koste ti øre penge. Han skal selv (lade) grave leret og føre det til teglværket, forme, skære, stable og brænde teglene, men han skal have alle redskaber stillet til rådighed af søstrene. Det drejer sig om en kærre, seks hjulbøre, seks almindelige børe (dvs. bærebøre), to spader, to spande og to baljer, samt fire forme til hver slags sten. Hvis søstrene vil betale ekstraudgiften, kan de også få hule sten glaseret midtpå, men merudgiften er ikke specificeret. Ved arbejdets begyndelse i maj har Klaus modtaget 20 mark af søstrene, og for dem skal han levere inden Sankt Olafs dag (den 29. juli), desuden skal han have udbetalt ugentlig tre mark hvis han holder seks arbejdsmænd (drenge, svende) fire mark hvis han holder otte. De har åbenbart skullet have en halv mark om ugen i løn. Begyndelses-kontrakten skal gælde indtil han har leveret for de 20 mark han fik ved arbejdets begyndelse. Derefter skal han have halvdelen af hvert beløb når han begynder brændingen, og halvdelen når den er afsluttet. Ikke så meget som én brudt sten må han selv føre bort, og intet af ildebrændslet der skal stilles til rådighed for ham. Men det er ikke ham selv der skal sætte ovnen i gang. Det skal hvile på søstrene, og det skal gøres „når han vil og søstrene kan”.

© Nationalmuseet

Teglovn fra Bistrup ved Roskilde, udgravet i 1976. Den rektangulære ovn til venstre har været anvendt til forglødning og den ovale til højre til glasurbrænding af teglstensfliser. Ovnen stammer fra ca. 1300 og er således jævngammel med den Klaus Teglbrænder havde kontrakt på at bygge i Roskilde.

Galt gik det, for han var en fremmed på stedet. Fra 1306, 1. august, foreligger der et brev fra fogeden, nu afgået, som mægler et forlig mellem teglbrænderen og hans hustru på den ene side og søstrenes svende på den anden. Det fremgår at det er kommet til optøjer, svendene har såret Klaus Teglbrænder selv, og de skal bøde ham ti mark penge på Ramsø Herreds ting. Det er en formildende omstændighed at teglbrænderen havde udfordret søstrene groft ved mod deres forbud at så og høste på den jord han havde fået stillet til rådighed til at grave ler på. Den har givetvis ligget lige op ad klosteret, for han var ifølge den oprindelige kontrakt kun forpligtet til at bære stenene ti alen bort fra ovnen. Forudsætningen for at han skal få sine ti mark penge er da også at der skal ske fuld afregning i henhold til kontrakten, som det hedder „for leverede sten og for redskaber stillet til rådighed”. De havde egentlig skullet være gratis, men har nok kunnet beregnes på en eller anden måde. Og Klaus Teglbrænder med hustru er antagelig draget videre til en anden byggeplads.

© Lennart Larsen

Glaserede gulvfliser brændt i Bistrup ved Roskilde, 1300-årene.

Dette er et glimt vi får ind på en af datidens mange byggepladser. Det falder kun på teglbrænderen, hverken på murerne, tømrerne, snedkerne, smedene, klokkestøberne eller hvem der ellers kunne være tale om. For ikke at tale om arkitekterne. Men de har været der alle sammen, med en mere eller mindre fast tilknytning til egnen eller institutionen, og med en mere eller mindre dybtgående fortrolighed med hvordan tingene udførtes i det store udland, hvor mønstrene fandtes for det store murstensbyggeri, hvorved Danmark nu i stadig højere grad kom til at ligne det øvrige Vesteuropa.

De bygninger Klaus Teglbrænder brændte sten til i Roskilde findes ikke længere. Roskilde Clara Kloster er for længst revet ned og grunden gennemgravet med andre formål for øje. Men der er bevaret andre værker af 1200- og 1300-årenes rige byggeaktivitet i byerne. Sortebrødreklosteret i Ribe er nok det der mest har lignet det forsvundne Roskilde Clara Kloster.