Ummelandsfarten og østersøhandelen

Andre tyske byer havde andre interesser på markedet i Skåne. Byerne i Preussen var omkring 1300 ved at udvikle samhandel med England og Nederlandene, navnlig med korn, træ og træprodukter, og de landede i Skåne på vejen dertil. Byerne ved Zuidersøen begyndte omkring 1250 at gøre sig gældende i Østersøen, især med tilførsel af klæde og vesteuropæiske færdigvarer af mange slags, samt deres salt. Men sild havde de hjemme selv. På Skånemarkedet kaldtes de „ummelandsfarere”, fordi de sejlede hjem umme lant, uden om landet, dvs. nord om Skagen, i stedet for, som Lübeck gerne så sine allierede gøre, at føre varerne til Lübeck for at de dér kunne omlades og transporteres til Hamburg og derfra videre til det vesteuropæiske marked.

Skånemarkedet har hvert år haft et stærkt og hektisk forløb. Der har været fulde sømænd, gæstfrie kvinder, pengestærke verdensmænd, politikere, spioner, smuglere, gøglere, plattenslagere og vækkelsesprædikanter. Ikke alt hvad der foregik tålte dagens lys. Det var i markedstiden, fra Vor Frue Himmelfart til Dionysius, 15. august til 9. oktober. Derefter sænkede stilheden sig over halvøen, og om vinteren herskede stormene og isgangen.

De fremmede købmænds vilkår på markedet afhang for en stor dels vedkommende af, om de kom der i ummelandsfart eller de holdt sig til østersøhandelen. I dette sidste tilfælde var de næsten helt under de samme privilegerede betingelser som Lübeck og de vendiske stæder selv. Det lagde Lübeck selv vægt på at sørge for i sine forhandlinger med den danske konge, dette sikrede Lübeck en førende stilling, og det betalte sig normalt ikke for kongemagten at stille sig i vejen for lübeckerne på dette punkt. Ummelandsfarten følte Lübeck derimod ikke noget ansvar for.

© Nationalmuseet

Stykker af klædeplomber af bly fra det marked der har været afholdt ved Dragør, fundet ved udgravningen i Stakhaven 1973-1975. Plomberne sad sammennittede omkring klæderullens kant og blev normalt klippet af. Den yderste venstre er dog bevaret i ét stykke. Nr. 1 og 2 i øverste række fra højre stammer fra den nederlandske by Roermund. Den midterste i nederste række er fra byen Kampen ved Zuidersøen, en af de vigtigste blandt "ummelands-farerne"s hjembyer.

Skellet mellem de to arter af skånehandel viser sig tydeligst i toldsystemet. Tolden var en udførselstold og opkrævedes ved afrejsen. Af østersøtrafikken blev der taget en told af lasten, i forhold til dens størrelse, og denne told betaltes i dansk mønt. Ummelandsfarten betalte et fast beløb pr. skib, og den skulle erlægges i flamsk mønt. For fogeden og tolderen har det været en given sag, hvem der skulle betale hvad, selv om han sådan set kun havde skippernes ord for, hvor de agtede sig hen. Skibene sejlede ikke enkeltvis, men samlet i flåder. Tolden var mere fordelagtig for ummelandsfarten, men forskellen næppe så stor at det lønnede sig at spekulere heri. Smugleri gik snarere ud på helt at undgå fortoldning. Og normale købmænd ville gerne vende tilbage det følgende år.

Smugleri straffedes med konfiskation af godset. Men der var en regel som tyskerne altid forsøgte at få godkendt af den danske kongemagt, nemlig at hvis varerne var på vognen der skulle føre dem ud til prammene der igen skulle sejle dem ud til skibet, og vognens hjul endnu ikke havde rørt vandet, skulle varerne betragtes som endnu ikke udført (unvorvaren sagde man på nedertysk) og der skulle så stadig kunne betales told af dem, formentlig med en undskyldning for forglemmelsen. Regelen blev endelig indført i 1370, da hansestæderne havde vundet en krig mod kong Valdemar Atterdag, og så skulle tolderne altså løbe ud i vandet for at pågribe smuglere, hvad de hidtil ikke havde behøvet. Men det var altid praksis at både købmændene og de kongelige embedsmænd på markedet efterlevede reglerne på den måde der var mest til deres egen fordel.

Retsbeskyttelsen for østersøhandlende og ummelandsfare-re var i princippet den samme. Den varetoges af den danske konges foged på Skanør og Falsterbo slotte i henhold til en politiforordning der blev proklameret hvert år ved markedets begyndelse og som markedsdeltagerne måtte antages at have godkendt blot ved at være kommet til stede. Den hedder mot-bogen (af mot, et møde), og indholdet har nok været nogenlunde det samme fra år til år. Den kendes nu ikke længere i ældre udformninger end fra 1400-årene.

© Historiska Museet, Lund

Fremstilling af en enhjørning på en korstol i Lunds Domkirke fra slutningen af 1300-årene. Enhjørningen var et af middelalderens foretrukne symboler for uskyld, renhed og mod. Det kunne forekomme at de nordiske erstatninger for elfenben, frem for alt narhvalens tand, ansås for horn af dette fabeldyr.

I praksis har dog stadig de vendiske stæders købmænd og dem der kunne gå ind under de samme rettigheder, haft fortrinsstilling på markedet. De stadepladser, fed, som de enkelte byer fik udlagt på markedet ønskede købmændene at bruge efter eget forgodtbefindende. De ville have lov at drive detailhandel dér – markedet var jo ellers et engrosmarked – og de ville lade alting foregå efter deres hjembys ret, helst holde egen foged på feddet. Det var krav som alle de fremmede havde, men som kun de vendiske stæder normalt fik indrømmet, og endda så vidt muligt kun i begrænset omfang. Uden for feddet gjaldt undtagelsesløst dansk lov, og kongen søgte altid at forbeholde de alvorligste kriminalsager, mord og lemlæstelse, for sin domstol. Kun skældsord, blå øjne og blodige næser samt andet lignende blev overladt til de fremmede fogeder.

Skånemarkedet havde nok eksisteret i tiden før 1250, men dets organisation blev revideret og udbygget efter udenlandsk mønster på dette tidspunkt. Det kom til at udgøre en bred berøringsflade mellem den danske økonomi og den store handel i Nord- og Vesteuropa. Verdensmarkedet var kommet tæt ind til Danmarks grænser, og de tyske købmænd fortsatte fra Skånemarkedet til de danske købstæder hvor deres handelsrettigheder ganske vist var belagt med forskellige restriktioner, men hvor de dog havde mulighed for at operere, navnlig som opkøbere af den danske landbrugsproduktion, korn og smør.