Kongemordet Sankt Cæcilie nat 1286

„Kong Erik blev dræbt på sit leje i Sankt Cæcilie nat af sine egne mænd, dem han havde elsket højest. Og han fik 56 sår.” Dette er ordlyden af vor historieskrivnings ældste efterretning om Erik Klippings drab. Den findes under 1286 i nogle årbogs-tekster blandt hvilke Lundeårbogen og den tekst vi kalder Rydårbogen (efter Ryd Kloster i Angel) er de oprindelige.

Årbogsnotitserne er næsten enslydende. Deres knappe form er allerede resultat af en bearbejdelse. De kan eller vil ikke oplyse andet om drabet end just dette at kongen blev dræbt af sine egne mænd – og vi får ikke at vide hvad der ligger i dette at han havde elsket dem højest. Hvad mændene har villet, ud over at bringe et kongeskifte i stand, fremgår ikke. Heller ikke, om det lykkedes.

Dateringen ligger fast. Ligeledes oplysningen om det store antal sår. Så mange sår er ikke nødvendige for at tage livet af et menneske. Det har en betydning, og oplysningen 56 sår er én den ældste tradition omhyggeligt bevarer. Den peger på at der var mange om drabet. En tekst præciserer at alle sår var dødelige, og alle oven for bæltestedet undtagen ét. Der må have stået en sammensværgelse bag. Ingen skulle senere kunne unddrage sig det kollektive ansvar. Og at alle sår undtagen ét var oven for bæltestedet, peger på et ærefuldt drab. En mand af ære stikker sit sværd i brystet på sin fjende, medens snigmorderens dolk rammer hvor som helst. Hovedspørgsmålet i tiden og eftertiden blev om kong Erik kom af dage ved et ærefuldt drab eller ved et lønligt mord. Afgjort kan dette spørgsmål endnu ikke siges at være.

© Universitätsbibliothek, Heidelberg

Tyrannens afsættelse og drab. Billede i et håndskrift af "Sachsenspiegel", et moralfilosofisk værk fra 1300-årene.

I pinsen 1287 blev en række danske stormænd anklaget og dømt for kongens død, „tilnævnte, skyld givne og udlagte for kongens død” som det hedder i en dansksproget version af Rydårbogen der er næsten lige så gammel som den latinske og på dette sted har en bedre tekst. Den latinske udviser en skrivefejl just i sætningen om rettergangen, har kun to af de tre faser (addicti der svarer til „skyld givne” og proscripti der svarer til „udlagte”). Hvem de dømte er, fremgår først af oplysninger fra begyndelsen af 1300-årene. Rydårbogen nævner kun grev Jakob af Nørrehalland og marsk Stig. Selve domsdokumentet er gået tabt, men det har været fremlagt for pavens domstol i kong Erik Menveds proces mod ærkebiskop Jens Grand kort før 1300, så det har altså eksisteret. Af procesakterne fremgår at dommen var udstedt på hof i Nyborg i pinsen 1287, og at ærkebiskop Jens Dros af Lund var den første udsteder, dvs. det mest fremtrædende medlem af den domstol der afsagde kendelsen.

© Nationalmuseet

Dolke fra 1300-årene. Fæstet er af særlig stærkt træ (rodtræ) forstærket med graverede messingbeslag. De lange dolke er ypperlige jagtvåben, men de bruges også i krig. Dolken er tillige snigmorderens våben.

En stadfæstelse af dommen, udstedt i 1305, nævnes af Arild Huitfeldt i 1600-årene, men også denne er gået tabt, hvorved Huitfeldts krønike er den eneste gengivelse af teksten vi råder over. Den oplyser at de dømte er, i rækkefølge, grev Jakob, marsk Stig, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Aage Kakke og Rane Jonsen, samt væbneren, lavadelsmanden Arvid Bentsen. Ene af dem dømmes han for, som det hedder i Huitfeldts sprog, „at han med egen hånd overvår det slemme mord”. De øvrige dømte er alle af høj byrd, for fleres vedkommende kendte som vidner i kongelige breve fra de foregående år. De har været, som årbogen siger det, kongens mænd. Peder Jakobsen har været kongelig repræsentant på Fyn (prefectus) og Rane Jonsen kammermester (camerarius), men der findes ikke materiale til at karakterisere dem som politikere, de forbliver navne.

Den næsten enslydende notits der findes i de ældste årbøger, „kongen blev dræbt på sit leje i Sankt Cæcilie nat af sine egne mænd, dem han havde elsket højest”, har fået sin form efter dommen i Nyborg 1287. Om hvad der skete i det halve år mellem drabet og dommen, meddeler årbøgerne intet.