Dansk Biografisk Leksikon

Johan Cornelius Krieger

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Johan Cornelius Krieger,  7.7.1756-9.7.1824, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Ass.). K. blev kadet 1767, var s.å. med fregatten Havfruen til Middelhavet og 1770–71 med orlogsskibet Prinsesse Sophie Magdalene på F. C. Kaas' uheldige togt mod Algier. Han blev sekondløjtnant 1771. I indstillingen hertil skriver kadetchefen om ham: "Meget godt Genie, kan ventes mere end almindeligt af ham." Det viste sig, at han fuldt ud kom til at opfylde kadetchefens forventninger. Han blev premierløjtnant 1776 og sendtes 1778 sammen med syv andre søofficerer til Frankrig for at gøre tjeneste på flåden under krigen med England. Han gjorde sig her fordelagtigt bemærket, deltog med hæder i mange store søslag, dekoreredes med ordenen "pour le mérite militaire" og fik ved sin afsked 1782 tilbud om en årlig pension men afslog. K., der 1781 var forfremmet til kaptajnløjtnant blev medlem af konstruktionskommissionen 1782 og førte 1782–83 et skib for Vestindisk handelsselskab. K. blev 1783 generaladjudant hos kongen. 1788 var han attacheret chefen for en russisk eskadre der samvirkede med en dansk eskadre under K.s fars kommando, han blev n.å. kaptajn og var de følgende år fregatchef. 1792–98 var han ekvipagemester på Nyholm, medlem af havnekommissionen og havnemester i Kbh. 1798 blev han chef for fregatten Najaden i eskadren i Middelhavet under St. A. Bille og viste sig her som en fremragende dygtig skibschef. Da forholdene i Middelhavet ved nytår 1801 tillod en indskrænkning af den danske eskadre kaldtes K., der 1800 var blevet kommandørkaptajn, med Najaden m.fl. skibe tilbage. Skibene ankom under hans kommando velbeholdne til norsk havn kort efter englændernes angreb på Kbh. 1802 udtrådte K. af konstruktionskommissionen i hvis møder han pga. sine udkommandoer sjældent havde deltaget, men blev 1804 medlem af regleringskommissionen og atter 1807–14 medlem af konstruktionskommissionen.

Ved fjendtlighedernes udbrud aug. 1807 ansattes K. som chef for den bevægelige defension ved Kbh. 1810 udvidedes hans kommandoområde til farvandet mellem Nakkehoved og Møn, og 1812 lagdes yderligere kanonbådene i bæltet under hans kommando. Han viste også i denne stilling enestående mod og dygtighed, forfremmedes til kommandør 1808 og til kontreadmiral 1812. Efter fredsslutningen blev han medlem af kommissionen til søetatens reduktion og s.å. overekvipagemester, og medvirkede ved flådens genrejsning på en udmærket måde. K. var en velbegavet mand der var opdraget i krigens skole, han var dristig og samtidig sindig, mødtes med tillid af alle, en af de dygtigste søofficerer fra den tid. – Kammerherre 1808.

Familie

Forældre: kommandør, senere viceadmiral Johan Cornelius K. (1725–97) og Sophia M. Arff (1733–1816). Gift 1. gang 7.7.1787 i Kbh. (Holmens) med Sophia Vilhelmine Caroline Bornemann, født 18.6.1767 i Kbh. (Frue), død 2.6.1792 sst. (Holmens), d. af generalauditør Vilhelm B. (1731–1801) og Talche Storm (1738–79). Gift 2. gang 28.11.1794 i Kbh. (Holmens) med Dorothea Sara Marie Meincke, født 8.10.1777 sst. (Slotsk.), død 30.10.1809 sst., d. af senere kommitteret i rentekammeret, etatsråd Lorentz Angel M. (1750– 1811) og Margrethe Amalie Bluhme (1757–1809). Gift 3. gang 28.5.1811 på Frbg. med Anna Cathrine Falbe, født 18.8.1770 i Kbh. (Slotsk.), død 2.2.1843 sst. (Trin.), d. af kammerråd, senere etatsråd, zahlkasserer Johan Christian F. (1740–1801) og Anna Catharina Hagerup de Gyldenpalm (1741–1815). – Far til Johan Wilhelm Cornelius K.

Udnævnelser

K. 1809. DM. 1812. S.K. 1815.

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen, 1782. Afbildet på stik sign. Rmbg., 1809, og på stik af Martin Engelbrecht, Fr. VI belønner K. Litografi af C. Henckel efter tegn. af C. Plötz. Mal. af C. A. Jensen, formentlig fra 1830erne efter ukendt forlæg; herefter litografi af W. Heuer.

Bibliografi

Danebrog III, 1882–83 49–52 172f (K.s rapporter 1808 og 1810). – Danm.s adelsårbog X, 1893 267f. Fædrenelandsk nekrolog 1821–26, udg. Fr. Thaarup, 1835–44 304–10. St. Bille: Det danske flag i Middelhavet, 1840 (særtryk af Archiv for søvæsenet, 1834–39). Archiv for søvæsenet, 1841 262–86. Jens Jacob Paludan: Ungdomserindr., 1908 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve IX. Olav Bergersen: Nøytralitet og krig II, Oslo 1966.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Middelhavet
bihav til Atlanterhavet mellem Europa, Afrika og Asi ...Artikel i Den Store Danske
premierløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
ekvipagemester
søofficer, der i sejlskibstiden ledede udrustningen ...Artikel i Den Store Danske
sekondløjtnant
(af fr. 'andenløjtnant'), inden for militær yngste v ...Artikel i Den Store Danske
kontreadmiral
(1. led af fr. contre 'mod, i nærheden af'; se ...Artikel i Den Store Danske
Algier
(fr. Alger , arab. al-Jazair 'øerne'), hoveds ...Artikel i Den Store Danske
Nakkehoved
20-30 m høj, kratbevokset kystklint 2 km øst for ...Artikel i Den Store Danske
kaptajnløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
generaladjudant
(fr. general + adjudant ), general, der er adjuda ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
ThTopJ
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki