Dansk Biografisk Leksikon

Arne Lund

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Arne Lund, Arne Vilhelm Lund,  28.3.1915-10.11.1995, direktør for Dansk arbejdsgiverforening. Født i Pjedsted, Vejle amt. L.s far flyttede 1927 til St. Magleby og L. gik her et års tid i skole med sin senere mangeårige modpart, LOs formand Thomas Nielsen. De havde et udmærket forhold til hinanden; i det hele var L. i sin opvækst ikke langt fra det københavnske arbejdermiljø. Som student var han da også med i ledelsen af Socialdemokratiske studenter, således at han også på anden måde end gennem det faglige fik kontakt med senere socialdemokratiske ledere, bl.a. J. O. Krag og Per Hækkerup. I den sidste del af studietiden begyndte han imidlertid at skrive i Finanstidende. Han fik derved mere og mere kontakt med erhvervslivet og gled over i en liberal grundholdning der har præget ham siden. Straks efter at være blevet cand.polit. 1940 blev han sekretær i Industrirådet hvor han 1943-46 var leder af det erhvervsøkonomiske institut som blev drevet i fællesskab med Arbejdsgiverforeningen. Allerede 1940 havde L. fået optaget sin første afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift, og siden da har han skrevet Vejledning i industriel Kalkulation, 1943, Industrien under besættelsen, 1949 og andre afhandlinger og mindre bøger. Dette var baggrunden for at han søgte til Århus univ. hvor han var lektor i nationaløkonomi 1946-51. Som lærer var han yderst populær; dels var han ligefrem i væremåde og omgangsform, dels havde han et pædagogisk talent som også senere i livet er kommet frem gennem hans evne til for ikkefagfolk at redegøre for økonomiske problemer. L. faldt ikke til ro i en videnskabelig løbebane og overtog 1952-54 stillingen som sekretariatschef ved Europarådets økonomiske sektion i Strasbourg. Herfra kom han til Arbejdsgiverforeningen hvor han var til 1979.

I Arbejdsgiverforeningen blev han ansat som underdirektør med den særlige opgave at opbygge den afdeling for samfundskontakt som formanden Hans L. Larsen var gået så stærkt i brechen for. I de følgende år arbejdede L. med at opbygge kurserne på Egelund, Arresøhøj og Bøgehøj. Han var også redaktør af Arbejdsgiveren der blev et alment blad om arbejdsmarkedsspørgsmål, redigeret så det blev læst ikke alene blandt medlemmer (hvilket sikkert var nyt), men i vide kredse udenfor. L. blev også en flittig medarbejder ved radioens arbejdsmarkedsmagasin. I det hele havde han sin store andel i at Arbejdsgiverforeningen blev en åben organisation der over et vidt spektrum virkede for arbejdsgivernes sag også uden for lønforhandlingerne. L. var 1964-79 formand i LOs og DAs samarbejdsnævn, der virkede for samarbejdsudvalgene i virksomhederne. 1959 blev L. direktør og 1962 førstedirektør, fra 1974 ændret til administrerende direktør. Det blev dermed i stigende grad ham der tegnede foreningen, og han spillede en betydelig rolle under lønforhandlingerne. Også i disse situationer var hans evne til at forstå modparten en formildende og formidlende faktor. Sin interesse for uddannelsesspørgsmål fastholdt han. Han var 1964-68 medlem af planlægningsrådet for de højere uddannelser og af forskellige udvalg vedrørende folkeskolen og lærlingeuddannelsen. Han har endvidere repræsenteret Arbejdsgiverforeningen i en lang række centrale kommissioner og udvalg. Efter sin afgang i 1979 er L. knyttet til Politiken som økonomisk og samfundspolitisk kommentator.

Familie

Forældre: førstelærer Vilhelm L. (1880-1974) og Thora Ida Emma Müller (1882-1964). Gift l. gang 1938 med Annie Schnurre Nielsen, d. af grosserer Laurits N. og Inger Schnurre. Ægteskabet opløst 1944. Gift 2. gang 21.10.1944 i Gentofte med kommunelærer Emma Katrine Jensen, født 4.1.1914 i Korsør, død 16.7.1962 i Sorgenfri, d. af rangermester Simon Andreas J. (død 1938) og Emma Sofie Vilhelmine Pedersen (død 1950). Gift 3. gang 1.12.1963 i Søllerød med sygeplejerske Erna Elisabeth Larsen, født 5.2.1913 i Kbh., d. af restauratør Søren Christian L. (1867-1937) og Anna Kamilla Hansen (1880-1974).

Udnævnelser

R. 1962. R1. 1969. K. 1979.

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard (Aktuelt 28.3.1965) og af Otto Christensen, 1969 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interviews i Aktuelt 15.6.1959 og 28.3.1965 samt i Berl. tid. 23.9.1979.- Karl Poulsen i Berl. tid. 31.5.1959.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Arne Lund
Arne Lund
28.3.1915-10.11.1995, dansk økonom, direktør og poli ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Nationaløkonomisk Tidsskrift
dansk tidsskrift, udgivet af Nationaløkonomisk Foren ...Artikel i Den Store Danske
Thomas Nielsen
23.2.1917-6.6.1992, dansk fagforeningsleder, udl ...Artikel i Den Store Danske
Industrirådet
erhvervspolitisk interesseorganisation, stiftet i 18 ...Artikel i Den Store Danske
Strasbourg
ty. Straßburg , by i Østfrankrig ved Rhinen ...Artikel i Den Store Danske
Politiken
dansk avis, grundlagt i København 1884 af bl. ...Artikel i Den Store Danske
nationaløkonomi
videnskaben om anvendelse af knappe resurser til ...Artikel i Den Store Danske
industriel
(af fr. industriel , af lat. industrialis ), vedr. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
VDyb
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki