Jørgen Paldam, 19.12.1917-23.10.2000, økonomidirektør. Født på Frbg. (Solbjerg). P. blev student 1936 fra Schneekloths skole i Kbh. og 1944 cand.polit. Som student havde han været beskæftiget i centralarbejdsanvisningskontoret i Kbh. Straks efter at være blevet kandidat blev han – som så mange af hans fagfæller på den tid – sekretær i direktoratet for vareforsyning. 1946 blev han sekretær i Arbejderbevægelsens erhvervsråd, hvor han året efter afløste J. O. Krag som kontorchef. Siden 1963 har han været økonomidirektør i Kbh.s kommune. I erhvervsrådsperioden var P. medlem af forskellige nævn og udvalg, bl.a. priskontrolrådet, senere monopoltilsynet, statens egnsudviklingsrâd, arbejdsmarkedsrådet og handelsministeriets produktivitetsudvalg, desuden medlem af bestyrelsen for Arbejdernes kooperative byggeforening. Som kontorchef i erhvervsrådet var han rådgiver for flere af de socialdemokratiske ministre, men han afslog opfordringer til at indtræde som minister. 1954-63 var han medlem af Frbg. kommunalbestyrelse, 1962-63 som rådmand. 1964-67 var han formand for Arbejderbevægelsens erhvervsråd, 1960-74 for Arbejdernes oplysningsforbunds Kbh.s afd., 1972-75 for det af arbejdsministeriet nedsatte miljøudvalg og 1970-72 lektor ved Handelshøjskolen. Siden 1980 er han formand for det af industriministeriet nedsatte formidlingsråd som skal medvirke til at dansk erhvervsliv øger leverancerne til det offentlige på konkurrencedygtige vilkår. Som økonomidirektør har P. en central placering i kommunens administration. Han er rådgiver for kommunalbestyrelsen og for overborgmesteren i økonomiske anliggender, et hverv som er vokset i betydning efter at Egon Weidekamp ved sin tiltrædelse som overborgmester 1976 fik bestemt at økonomidirektøren er til stede som sekretær ved magistratsforsamlingens ugentlige møder. Både som arbejderbevægelsens mand og som embedsmand har P. haft en anden udgangsposition end den sædvanlige. Barndomshjemmet må siges at have været konservativt, men P. sluttede sig tidligt til Socialdemokratiet, og han var godt forankret i arbejderbevægelsen da han blev embedsmand. Han var fri for den bureaukratiske ballast som kan tynge den chef der er vokset op inden for et embedsværk, og han mødte med en dybere indsigt i økonomi og samfundsforhold end embedsmanden normalt er i besiddelse af. P. har skrevet bøgerne Planlægning for Velfærd, 1952 og En bog om politik, 1957 og deruover ved pjecer og artikler deltaget i den økonomisk-politiske debat.
Forældre: afdelingsingeniør ved KTAS Einar Andreas Christen P. (1883-1949) og Dagmar Christine Thomsen (født 1890). Gift 12.10.1940 i Kbh. (b.v.) med Else Marie Kjær Hansen, født 23.12.1918 i Valparaiso, Chile, død 30.4.2001, d. af civilingeniør Niels Martin H. (1869-1949) og Thora Erikka Kjær (1881-1932).
Foto.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki