A. Andersen

A. Andersen, Anders Andersen,  18.1.1846-11.3.1919, præst. Født på Plougsgård, Holmsland ved Ringkøbing, død i Kbh., begravet i Søborg ved Gilleleje. A. blev sat i almueskolen hvis lærer var en velbegavet husmand der ikke vidste andet end hvad han havde lært sig selv. Drengen havde stærk trang til at udvide sine kundskaber og han fik da lov til at besøge Staby højskole for at uddanne sig til vinterlærer ved en biskole medens han om sommeren skulle drive et håndværk. Han var lærer en vinter, rejste så til Kbh. og blev 1865 student fra et privat kursus og 1869 cand. teol. Brystsvaghed nødte ham 1873 til at opgive sin virksomhed som manuduktør, han blev kapellan i Jelling og lærer ved seminariet. 1877 blev han sognepræst i Uldum og Langeskov, 1887 i Søborg og Gilleleje, 1902 ved Skt. Olai kirke i Helsingør hvor han tillige blev provst, og 1907 præst ved Vartov kirke i Kbh. A. tilhørte den grundtvigske retning og var 1907–17 næstformand for Kirkeligt samfund af 1898. Som lærer i Jelling skulle han vejlede seminaristerne i bibelkundskab, og dette førte ham ind på eksegetisk studium. 1878–90 skildrede han i flere skrifter de enkelte evangeliers opfattelse af Jesu liv og samlede sine resultater 1894 i Menneskets Søn, Evangelieopfattelsernes Enhed fremstillet i Grundtræk. Han udgav endvidere bl.a. Mennesket efter Evangeliernes Opfattelse, 1898, Mennesket, der kom til sig selv, 1902 og Bjergprædikenen, 1906. Disse skrifter vidner om betydelig teologisk viden. Som prædikant var han skattet. Hans forkyndelse var dybt grundet i den hellige skrift og præget af en for ham ejendommelig stilfærdig inderlighed. Fra 1904 var han censor ved teologisk embedseksamen og blev 1917 æresdoktor i teologi ved Kbh.s universitet.