A. Fibiger

A. Fibiger, Johan Andreas Neergaard Fibiger,  7.2.1868-23.6.1937, præst. Født på Sjørupgård ved Nimtofte, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). F. blev student 1886 fra Borgerdydskolen i Kbh. og cand.teol. 1892. N.å. blev han ordineret medhjælper i Bjørnsholmmalle og lærer ved Ranum statsseminarium. Her kom han i forbindelse med Indre mission som netop da var i stærk udvikling. F. blev snart en af denne retnings mest skattede ordførere og kom i personligt venskabsforhold til de ledende inden for den, bl.a. Vilhelm Beck. Da Skt. Mariæ bedesal på Vesterbro i Kbh. indviedes (1898), faldt det naturligt at henvende sig til F. som indvilgede i at blive andenpræst der (ordineret medhjælper ved Matthæuskirken). Her deltog han energisk i såvel sognearbejdet, hvor alt måtte begyndes fra bunden, som i bestræbelserne for at få bygget Eliaskirken. Det faldt da helt af sig selv at han, da kirken 1908 var færdig, valgtes til sognepræst for Elias sogn, en stilling han forblev i, indtil han 1933 af helbredshensyn tog sin afsked. I dette tidsrum tog F. levende del i alt hvad der vedrørte Kbh.s kirkesag, og der var næppe inden for Indre mission nogen virksomhed af almindelig art han ikke kom med i. Han var medlem af bestyrelsen af Indre mission, Dansk kirke i udlandet, Kbh.s kirkefond, Kristeligt Dagblad o.m.a. Trods al praktisk optagethed fandt F. bestandig tid til litterær virksomhed. Han var en livfuld prædikant som elskede anekdoten og det dagsaktuelle, og han udgav en betydelig række prædikener og opbyggelsesbøger (Et lille Kongespejl, 1901, Guds Lam, 1911, Guld-Kristne, 1914, Troens Sejr, 1917 o.m.a.) der i Indre missions lægkredse blev meget læst og påskønnet, ligeledes nogle biografiske (Friis-Hansen, H. N. Hauge, S. Barner) og historiske (Ebenezer, 1921) arbejder. Også efter sin afsked var F. meget virksom, ytrede sig ikke sjældent offentligt og formulerede på Indre missions vegne 1936 en særdeles positiv holdning overfor Oxford-bevægelsen.