Dansk Biografisk Leksikon

A. Fibiger

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

A. Fibiger, Johan Andreas Neergaard Fibiger,  7.2.1868-23.6.1937, præst. Født på Sjørupgård ved Nimtofte, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). F. blev student 1886 fra Borgerdydskolen i Kbh. og cand.teol. 1892. N.å. blev han ordineret medhjælper i Bjørnsholmmalle og lærer ved Ranum statsseminarium. Her kom han i forbindelse med Indre mission som netop da var i stærk udvikling. F. blev snart en af denne retnings mest skattede ordførere og kom i personligt venskabsforhold til de ledende inden for den, bl.a. Vilhelm Beck. Da Skt. Mariæ bedesal på Vesterbro i Kbh. indviedes (1898), faldt det naturligt at henvende sig til F. som indvilgede i at blive andenpræst der (ordineret medhjælper ved Matthæuskirken). Her deltog han energisk i såvel sognearbejdet, hvor alt måtte begyndes fra bunden, som i bestræbelserne for at få bygget Eliaskirken. Det faldt da helt af sig selv at han, da kirken 1908 var færdig, valgtes til sognepræst for Elias sogn, en stilling han forblev i, indtil han 1933 af helbredshensyn tog sin afsked. I dette tidsrum tog F. levende del i alt hvad der vedrørte Kbh.s kirkesag, og der var næppe inden for Indre mission nogen virksomhed af almindelig art han ikke kom med i. Han var medlem af bestyrelsen af Indre mission, Dansk kirke i udlandet, Kbh.s kirkefond, Kristeligt Dagblad o.m.a. Trods al praktisk optagethed fandt F. bestandig tid til litterær virksomhed. Han var en livfuld prædikant som elskede anekdoten og det dagsaktuelle, og han udgav en betydelig række prædikener og opbyggelsesbøger (Et lille Kongespejl, 1901, Guds Lam, 1911, Guld-Kristne, 1914, Troens Sejr, 1917 o.m.a.) der i Indre missions lægkredse blev meget læst og påskønnet, ligeledes nogle biografiske (Friis-Hansen, H. N. Hauge, S. Barner) og historiske (Ebenezer, 1921) arbejder. Også efter sin afsked var F. meget virksom, ytrede sig ikke sjældent offentligt og formulerede på Indre missions vegne 1936 en særdeles positiv holdning overfor Oxford-bevægelsen.

Familie

Forældre: proprietær, senere fabriksdirektør i Kbh. Peter Christian F. (1835-1910) og Annette Marie de Neergaard (1838-1920). Gift 17.5.1894 i Kbh. (Matth.) med Ursula (Ulla) Christiane Rottbøll, født 23.1.1870 på Store Håbendal ved Frederikshavn, død 11.5.1927 på Frbg., d. af proprietær Frederik R. (1828-71, gift 1. gang 1853 med Charlotte Amalie Louise Nyholm, 1829-96; ægteskabet opløst 1859, hun gift 2. gang 1862 med sognepræst i Søllerød Jacob Christian Jacobsen, 1811-63, gift 3. gang 1868 med købmand i Berlin Carl Gustav Reischel, 1836-76) og Vilhelmine Charlotte Frieda Mahrt (1845-1927, gift 2. gang 1893 med læge Hans Brøchner, 1849-1929).

Udnævnelser

R. 1920.

Ikonografi

Mal. af V. Irminger, 1918. Buste af Svend Jespersen ca. 1922. Mal. af Maria Thymann, 1925. Buste af L. Brandstrup udst. 1927. Foto.

Bibliografi

C. Bartholdy i Den indre missions tid. LXXXIV, 1937 319 f. P[aul] N[edergaard] i Præsteforen.s blad XXVII, 1937 513 f. Aage Nørfelt: Sognepræst A. F., 1938. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Eliaskirken
på Vesterbro Torv i København er tegnet af M ...Artikel i Den Store Danske
Ranum
(ca. 1252 Random , af rand 'kant, rand' og ...Artikel i Den Store Danske
Kristeligt Dagblad
dansk avis udgivet i København siden 1896. Krist ...Artikel i Den Store Danske
Oxford
by i det sydlige England 80 km NV for London ved ...Artikel i Den Store Danske
sognepræst
i folkekirken en fastansat præst, der betjener et el ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HaKoch
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki