Dansk Biografisk Leksikon

Holger Paulli

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Holger Paulli,  18.3.1644-6.8.1714, religiøs sværmer. Født i Kbh, begravet sst. (Petri k.). P. blev immatrikuleret 1671 fra Odense gymnasium og studerede rimeligvis en tid teologi; et samarbejde med broderen Daniel om udgivelse af en billedbibel gik i stå ved dennes død 1684. P. var da i praktisk virksomhed som bogholder i Vestindisk-guineisk kompagni og etablerede sig som købmand med handelsvirksomhed der også omfattede slaver, i Guinea og på Vestindien. Pietismens interesse for de uopfyldte profetier om jødernes omvendelse og især den sværmeriske fløjs kiliastiske spekulationer og oppiskede forventninger herom og om et kommede tusindårsrige besatte P. da han var i begyndelsen af halvtredserne; og fordi han mente gennem sin oldefar at være af Davids kongestamme følte han sig personlig kaldet til at virke for jødernes vækkelse og deres forening med den kristne kirke. Han forlod hustru og seks børn, rejste til Frankrig og Holland, henvendte sig til forskellige fyrster, udgav en del skrifter og varslede at Jerusalems tempel ville blive genopbygget 1720 med den genkomne Kristus som ypperstepræst. 1701 blev han fængslet i Amsterdam, men familien fik ham dog fri under henvisning til hans mentale tilstand. 1706 var han igen i Kbh. Da han fortsatte sin profetiske virksomhed blandt de herboende jøder, fik politimester Ole Rømer og biskop Henrik Bornemann 1706 kgl. befaling til at påbyde ham at holde sig i ro. Da disse tilhold ikke hjalp måtte familien tage sig af ham. I datidens kirkelige uro virkede P.s optræden som en påmindelse til de ortodokse om at være årvågne over for pietismens særlærdomme. For at gøre propaganda for sine forventninger om tusindårsriget udgav P. talrige skrifter på forskellige sprog; de mange modskrifter hans litterære virksomhed fremkaldte viser hvor farlig man anså hans indflydelse for at være, ikke mindst på grund af de besnærende skriftfortolkninger han anvendte.

Familie

Forældre: læge, professor Simon P. (1603-80) og Elisabeth Fabricius (1618-56). Gift 5.12.1677 i Kbh. (Holmens) med Elisabeth v. Gendern, født 19.2. 1648 i Kbh., begr. 11.6.1727 sst. (Petri k.). – Far til Joachim Richard P. Bror til Daniel P. og Jacob Henrik Paulli v. Rosenschild.

Ikonografi

Hollandsk stik og gentagelse med forandret baggrund. Stik af J. Folkema.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen VII, 1886 792; VIII, 1887 330. – C. J. Brandt og L. Helveg: Den danske psalmedigtn. I, 1846 tillæg 52. L. N. Helveg: Den danske kirkes hist. efter reformationen, 2. udg. I, 1857 558f. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4.r.I, 1889-91 168-72. Oluf Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. VI, 1892 96-102. Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan I, 1930 75 207. P. G. Lindhardt: Peder Hersleb I, 1939 93.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
propaganda
(lat., af propagare 'udbrede'), systematisk tilret ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Bornemann
1646-1710, dansk biskop. Som biskop i Ålborg ...Artikel i Den Store Danske
tusindårsriget
bibelsk forestilling om et jordisk lykkerige forud f ...Artikel i Den Store Danske
ypperstepræst
(hebr. kohen gadol ), ifølge Det Gamle Testamente d ...Artikel i Den Store Danske
Kristus
i Det Nye Testamente (NT) både en titel og, i Pa ...Artikel i Den Store Danske
Vestindien
især i historisk og kolonial sammenhæng benyttet bet ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MiNeii
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki