Hans Rasmussen

Hans Rasmussen,  27.11.1779-10.2.1858, bonde, politiker. Født i Egense, Vålse sg., Falster, død sst., begravet i Vålse. R. overtog 1799 fædrenegården som fæste, men allerede s.å. lykkedes det ham at organisere Egense bymænds samlede køb af deres gårde til selveje. Hans skolekundskaber var kun ringe, men han fremtrådte tidligt som talsmand for egnens bondebefolkning, og ved oprettelsen af kystmilitsen 1807 udnævntes han til befalingsmand og hævdede disciplinen blandt de i sognet kantonnerede soldater med myndighed. Af en indkvarteret soldat lærte R. at skrive og regne. 1820 valgtes han til sognefoged og lægdsmand, og for det offentlige bestyrede han 1826–27 et antal gårde i sognet der var opgivet af deres ejere. 1841 tog han initiativet til et inddæmningsarbejde, ved hvilket Kippinge og Vålse vig, et areal på nær ved 700 ha, tørlagdes under ledelse af R. og ved bøndernes egen arbejdskraft. S.å. indvalgtes han i det nyoprettede sogneforstanderskab hvor han havde sæde i 14 år. I 1840ernes bondebevægelse på Falster kom R. til at spille en betydelig rolle. Han var en meget aktiv kraft i Falsters landboforening, oprindelig en sammenslutning af repræsentanter for sogneforstander-skaberne hvor han bl.a. rejste tanken om en højere bondeskole og fra sit hjemsogn fik indsamlet et betydeligt pengebeløb til tankens virkeliggørelse. R. tog ligeledes kraftigt til orde for en forbedring af husmandsbefolkningens kår, og i en aktuel prygleaffære på Valnæsgård bistod han den overfaldne husmand i skrift og handling. Ved oprettelsen af bondevenneselskabet 1846 valgtes han til distriktsformand (-1853) og var en af selskabets mest aktive repræsentanter. Det var karakteristisk for hans position i øens bondebefolkning, at pastor Johan Wegener 1848 henvendte sig til ham for at høre om muligheden af hans kandidatur på Falster til valget til den grundlovgivende rigsforsamling, og at Balthazar Christensen måtte opgive tanken om valg af anden kandidat end R., hvem bønderne havde samlet sig om. R. valgtes i Maribo amts 6. distrikt med overvældende majoritet, og han sluttede sig til venstre fløj i forsamlingen. Han ønskede etkammer indført og talte for ophævelsen af bispeembederne til fordel for skolevæsenet. R. stillede sig ikke til valgene til folketinget, men han var til sin død ubetinget politisk leder af Nordfalsters bønder.

R.s politiske holdning havde et meget radikalt præg, selv blandt 1840ernes og 50ernes bondepolitikere. Han vendte sig skarpt mod godsejere, gejstlighed og embedsmænd, og selv en velsitueret gårdmand ønskede han 1844 vidtgående indgreb til forbedring af husmandsbefolkningens leve- og erhvervsvilkår. Balthazar Christensen betegnede ham som "stædig som en Cariolhest", men uomgængelig pga. hans stærke lokale position. R.s synspunkter, der ikke synes upåvirkede af den stedlige tradition for modstand mod overgreb tilbage fra 1760erne, lå langt fra en standsfælle som Ole Kirk, men snarere på linje, både i indhold og form, med P. Hansen, Lundby og Rasmus Sørensen, med hvem R. havde haft kontakt i 1840erne.