Dansk Biografisk Leksikon

Viggo Lund

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Viggo Lund,  25.2.1890-30.12.1981, forsøgsleder. Født i Hornumskov, Hvirring sg, død i Sandby, begravet i Mariebo. L. blev uddannet ved landbruget og efter ophold på højskole og på Dalum landbrugsskole tog han på landbohøjskolen hvorfra han blev dimitteret som landbrugskandidat (agronom) 1914. Efter en kort tid som planteavlsassistent i Varde blev han lærer på Dalum landbrugsskole og fik 1916 legat til studieophold i USA. Ved afslutningen af studierne på Iowa State University og Cornell University blev han 1918 ansat som forædlingsleder ved De danske Sukkerfabrikker. Han startede under beskedne forhold ved Maribo Sukkerfabrik, flyttede senere til gården Ulriksdal ved Nysted indtil sukkerfabrikkerne erhvervede gården Sofiehøj ved Holeby som blev hjemsted for det fortsatte forsøgs- og forædlingsarbejde. Tidligere var der uden held gjort forsøg på at tiltrække en dansk fabriksroe til at erstatte de hidtil anvendte tyske roestammer. Men det lykkedes L. i begyndelsen af 20erne ved udnyttelse af krydsningsfrodighed i forædlingsarbejdet at frembringe en konkurrencedygtig dansk roestamme, Maribo-N, der udsendtes 1929 og vandt stærk udbredelse. I 30erne begyndte L. før andre at udnytte kromosomfordobling, og 1948 havde han fået verdens første polyploide sukkerroe, Maribo-P, klar til at sende i handelen. Den var i en årrække kendt verden over som den bedste fabriksroe på den tid. Ved siden af sit banebrydende arbejde med sukkerroer beskæftigede L. sig også med kornforædling og videreførte dette arbejde på privat basis da han 1960 forlod sukkerfabrikkerne på grund af alder. - L. vandt almindelig anerkendelse for sin fremragende indsats både i danske og i internationale plante-forædlingskredse. Han blev 1931 medlem af Institut International de Recherches Betteravières, var medlem af dettes bestyrelse 1948-60 og blev 1961 udnævnt til æresmedlem. Han var medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber og fik 1977 Landhusholdningsselskabets sølvmedalje for sin epokegørende indsats inden for dansk sukkerroeavl.

Familie

Forældre: gartner Jens L. (1858-1940) og Marentine Kristensen (1861-1943). Gift 29.7.1927 i Skamstrup med Esther Mathiesen, født 25.9.1900 i Nordenbro på Langeland, død 7.3.1930 i Maribo, d. af mejeriejer Carl Johan M. (1873-1943) og Ida Andersen (1877-1940).

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

O. J. Olesen i Ugeskr. for agronomer og hortonomer, 1975 160f. H. Holme Hansen i Landsbl. 21.1. s.å. Ole E. Heide i Landbrugsmag. Husmandshjemmet 20.2. s.å. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
landbrugskandidat
betegnelse indtil 1961 for agronom . ...Artikel i Den Store Danske
Cornell University
amerikansk universitet beliggende i Ithaca, New ...Artikel i Den Store Danske
Nysted
by på Sydlolland; 1345 indb. (2013). Den tidlige ...Artikel i Den Store Danske
Holeby
by på Sydlolland; 1436 indb. (2013). Holeby ...Artikel i Den Store Danske
Ulriksdal
opr. Jakobsdal , kongeligt slot ved Edsviken no ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CThom
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki