Dansk Biografisk Leksikon

Adolph Lacoppidan

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Adolph Lacoppidan, Hans Johan Georg Adolph Lacoppidan,  4.9.1811-12.1.1885, landøkonom. Født i Svendborg, død på Frbg., begravet i Åstrup, Falster. L. tog farmaceutisk eksamen 1831 og var derefter i nogle år medhjælper ved apoteker i Slesvig og Holsten og 1834–38 amanuensis ved det kemiske laboratorium under G. Forchhammer, samtidig med at han virkede som manuduktør i kemi. Trang til selvstændig virksomhed førte ham til landbruget, og efter to års uddannelse ved praktisk landbrug købte han 1840 gården Fjederholt syd for Herning. Han drev den i fire år under vanskelige forhold og købte derefter Ubberupgård ved Kalundborg som han ejede til 1855. Hans hovedvirksomhed blev dog ikke landmands-, men landbrugslærergerningen. Allerede på Ubberupgård havde han haft landvæsenselever, og 1856–79 var han overlærer ved Den Classenske agerbrugsskole på Næsgård. Til lærergerningen var han fortrinlig egnet. Hans grundige teoretiske kundskaber og praktiske erfaring, hans lyse forstand og livlige sind skaffede ham stor indflydelse både på eleverne og de landmænd som han kom i berøring med. I væsentlig grad bidrog han til at styrke skolens anseelse, og han fornyede undervisningsformen. På landhusholdningsselskabets opfordring skrev han en Agerdyrkningslære der udkom 1860, og som med sin store udbredelse (16 000 ekspl.) og mange oplag (6. opl. 1883) kom til at indtage en særlig fremtrædende stilling i tidens landbrugs-litteratur. Den var i lange tider det mest læste danske landbrugsskrift og blev af megen værdi for alle klasser af landmænd, selv om den særlig var beregnet for de mindre jordbrugere. Både i England og Sverige udkom den i oversættelse. L.s fortrin som landbrugsforfatter skyldtes for en væsentlig del hans kemiske uddannelse der gjorde det muligt for ham at formidle de store fremskridt i agrikulturkemien som bl.a. ved Justus von Liebigs arbejde havde fundet sted omkring midten af århundredet.

Familie

Forældre: apoteker Carl Adolph L. (1764–1843) og Elisabeth Juliane Marie Toftegaard (1775–1860). Gift 14.2.1840 i Tjæreby ved Skælskør med Karen (Caritta) Mathea Sophie Friederichsen, født 4.6.1814 i Espe, død 27.6.1901 på Frbg., d. af proprietær Knud Frederik F. til Skovsgård (1784–1822) og Elisabeth Mette Cathrine Hald (1788–1869).

Udnævnelser

R. 1869.

Ikonografi

Træsnit 1881, efter dette træsnit 1885. Tegn. af Wenzel Tornøe og mal. af samme, 1882. Foto.

Bibliografi

[F. Hansen Møller:] Stamtvl. over familien Lacoppidan, 1914 22f. Ugeskr. for landmænd 6.r.IX, 1885 54–56. [Helm. Krarup:] Gamle minder el. det Hammerum herred som forsvinder, 1889–91 152f. Harald Jørgensen og Fr. Skrubbeltrang: Det Classenske fideikommis, 1942 553–63.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
amanuensis
oprindelig antikkens betegnelse for en slave, de ...Artikel i Den Store Danske
Holsten
ty. Holstein , tidligere hertugdømme i Nordtysk ...Artikel i Den Store Danske
manuduktør
(af lat. manuducere 'føre ved hånden', af manus ...Artikel i Den Store Danske
farmaceutisk
(af gr. farmakeutikos , af farmakeutes ), vedr. fa ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
CBjoe
18/07/2011
AkMil
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki