Victor Andreasen

Victor Andreasen, Victor Johannes Andreasen,  18.2.1920-17.4.2000, chefredaktør. Født i Rårup. A. der er en af sin periodes mest omdebatterede pressefolk blev student (Th. Langs skole, Silkeborg) 1939, cand.polit. (Kbh.s universitet) 1947 og var 1947–50 sekretær i Statistisk departement, 1947–52 medarbejder ved Finanstidende. 1948 knyttedes han til Dansk Arbejdsgiverforenings og Industrirådets erhvervs-økonomiske institut, fra 1952 som chef og redaktør af instituttets Erhvervsøkonomiske Meddelelser. 1958 sprang han helt ind i journalistik som lederskribent og kronikredaktør ved Ekstra Bladet, men vendte 1960 tilbage til arbejdsgiverforeningen som kontorchef og 1961 tillige økonomisk-politisk redaktør ved foreningens blad Arbejdsgiveren. 1962 blev han af daværende udenrigsminister J. O. Krag hentet til udenrigsministeriet som sekretariatschef, var medlem af regeringens nedrustningsudvalg, men vendte 1963 tilbage til Ekstra Bladet, nu som adm. chefredaktør. 1967 gik han til Berlingske Tidendes økonomisk-politiske redaktion, overtog 1969 den redaktionelle ledelse af ugebladet Hjemmet, blev 1971 på ny chefredaktør ved Ekstra Bladet, men fratrådte 1976 og har siden som fri skribent leveret bidrag til dagblade og tidsskrifter om filosofiske, økonomiske og aktuelle emner i øvrigt. I en bredere offentlighed er A. især kendt for to ting: den journalistiske stil han som chefredaktør har givet Ekstra Bladet, og ægteskabet med Tove Ditlevsen i hvis bøger – selvbiografiske som fiktive – parrets bevægede samliv ofte skildres. Da A. første gang blev chefredaktør ved Ekstra Bladet var dets oplag 71.000 og faldende. Lukning truede. Med A. vendtes udviklingen, og da han fratrådte 1976 var oplaget tredoblet. Han gennemførte journalistiske metoder der til en vis grad havde fortilfælde, fx hos Ekstra Bladets første redaktør Frejlif Olsen men virkede nye og provokerede mange ved deres aggressivitet og tilsidesættelse af "borgerlige" normer. Stærkt kritisk holdning til myndigheder og andre magthavere, nøgenbilleder og udpræget interesse for sexuelle emner (A. blev 1968 ved højesteret dømt for billedpornografi), en direkte sprogbrug, ofte blomstrende af ringeagtsytringer, er vigtige elementer af denne journalistik. Iflg. A. selv der er arbejdsmandssøn fra det sandede Midtjylland, skal den tale "nedefra og opefter". Han henviser gerne som et holdningsmæssigt forbillede til Hørups kamp for den jævne befolknings ret over for en lille men dominerende klike. Omvendt er denne Ekstra Bladsstil blevet angrebet for at appellere til vulgaritet og ansvarsløse stemninger, og kritikere har inddraget A.s egen person under henvisning til hans krydsen mellem angivelige modpoler som radikale og konservative bladhuse, arbejdsgiverforening og samfundskritisk journalistik, embedsmandskontor og ugebladsredaktion. Selv mener A. trods de mange skift altid at have handlet i overensstemmelse med sin egen personlighed der trives ved udfordring i begge ordets betydninger: som opgave og som provokation. Under løsning af en opgave identificerer han sig mere med resultatet end med midlerne, og han giver gladeligt rollen som borgerskabets enfant terrible eller lægger torpedo under den etablerede kulturs ark, som da han på "Hjemmet" fyrede Klaus Rifbjerg og i stedet ansatte under-holdningsforfatteren Ib Henrik Cavling. Men han er selv en stor og kræsen læser og meget kundskabsrig. Af samfundsopfattelse er han liberal, men med dyb skepsis over for partipolitik, ideologi og idyldyrkelse. Han tror ikke på tilværelsens harmoni og har ytret sympati for arvesyndsdogmet, måske som en arv fra årene i katolsk underskole i Silkeborg (moderen var polsk katolik). A. er medforfatter til bogen Bankerne og Samfundet, 1955 og har bl.a. yderligere publiceret Nogle problemer omkring offentlig prisregulering, 1959.