Einar Foss

Einar Foss, Einar Philip Foss,  29.1.1893-6.4.1967, civilingeniør, politiker. Født i Kbh, død i Charlottenlund, begravet på Frbg. kgd. F. var som ældste søn stærkest påvirket af faderen og var efter studentereksamen på Borgerdydskolen i Kbh. ikke i tvivl om at han ville være cand.polyt. Det blev han 1920 og gik straks ind i familieaktieselskabet F. L. Smidth & Co. som faderen sammen med andre havde gjort til et verdensfirma. Han virkede i firmaet til 1945, hjemme og i udlandet, var 1940-41 både direktør og formand for bestyrelsen. Endvidere var F. i mange år formand for bestyrelserne i A/S Faxe Kalkbrud, A/S Cement Investment, A/S Gyro og A/S Hedehus Teglværket samt bestyrelsesmedlem i en række andre familieselskaber, herunder A/S Aalborg Portland Cementfabrik, Sadolin & Holmblad og Kemisk Værk Køge. Han var medejer af I/S Dansk Skrivemaskinefabrik og direktør i Gyro. – Det var først i en moden alder F. kom til at tage aktiv del i politik. Han var 1935-57 hovedkasserer i det konservative folkeparti, derefter partiets formand til 1965, i 1938-54 formand for den konservative fond, 1943-53 medlem af landstinget, 1953-57 og 1960-64 af folketinget. I mange år var han med i Foreningen Nordens arbejde, bl.a. som medlem af hovedstyrelsen 1954-66. For sit parti betød han uhyre meget på de indre linjer, bl.a. ved at bidrage til opretholdelsen af en række mindre, konservative dagblade, og ved sin rådgivning i al lovgivning vedrørende det erhvervsliv han var så stærkt engageret i, en rådgivning der i øvrigt vandt gehør langt ind i andre partier. Det er sjældent en erhvervsmand med så betydelig baggrund, indsigt og udblik som F. binder sin halve tilværelse til politisk arbejde. F. kunne gøre det fordi han havde evnen til at delegere opgaverne ud i de mange virksomheder, han havde indflydelse på, var overordentlig flittig og usvigeligt loyal over for alle han samarbejdede med. Desuden var han trods viden om eget værd personligt beskeden. Da han første gang mødte i landstinget, fik han tilbudt den stol, hans far havde siddet i, men betakkede sig, fordi han ikke drømte om at leve op til faderens indsats. Både som politiker og erhvervsmand var F. stærkt interesseret i produktivitetsudvikling og bevægelige lønsystemer og i fremme af den private opsparing, bl.a. gennem udbredelse af ejendomsretten til de flest mulige. Han var en meget velstående mand, stillede ofte midler til rådighed for humanitære formål, men levede i øvrigt efter devisen at den største glæde ved arbejdet er at få penge til at danne grundlag for ny virksomhed.