Dansk Biografisk Leksikon

C.E. Krarup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

C.E. Krarup, Carl Emil Krarup,  12.10.1872-30.12.1909, ingeniør. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet sst. (Ass.). K. blev student 1890 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, tog filosofikum 1891 og blev cand.polyt (bygningsingeniør) 1896. Fra 1896 var han ansat ved Kbh.s kommunes vej- og kloakanlæg indtil han 1898 indtrådte i telegrafvæsenet som teknisk aspirant; han gennemgik derefter en faglig uddannelse på telegrafstationen i Fredericia hvorfra han ved årets slutning blev overført til telegrafvæsenets sekretariat og derfra til den tekniske forvaltning i Kbh. til videre uddannelse i telegrafvæsenets administration og den specielle telegraf- og telefonteknik. Han arbejdede som ingeniør på telegrafvæsenets værksted og materialforvaltning samt ved telegrafanlæggenes bygning og vedligeholdelse indtil han 1902 blev udnævnt til telegrafingeniør med funktion i telegrafvæsenets tekniske afdeling hvis chef han derefter blev 1906. K. havde gode personlige egenskaber til samarbejde med telegrafvæsenets tekniske personale hvis praktiske kendskab til telegrafi han vurderede og forstod at drage nytte af i forbindelse med sin egen betydelige teoretiske viden. Inden sin udnævnelse til telegrafingeniør havde han 1901 et studieophold ved Physikalisches Institut i Würzburg, og i marts 1902 opnåede han ved Kbh.s universitet accessit for en prisopgave angående bestemmelse af selvinduktionen ved elektriske ledninger. K. kom herved ind på forsøg på en løsning af spørgsmålet om en kontinuerlig forøgelse af en lednings selvinduktion, specielt telefonkablers selvinduktion med det formål at opnå god og klar telefoni på lange telefonkabler. Tyske telefonteknikere havde længe arbejdet forgæves for at opnå et tilfredsstillende resultat på dette område, og K.s ideer bragte heller ikke nogen løsning før han gennem et samarbejde med P. O. Pedersen fik det råd at forsøge at forsyne kobberledningerne med en tæt bevikling af tynde jerntråde. Det lykkedes ham at få såvel de danske som de tyske teknikere til at acceptere denne idé, og det første "K.kabel" blev udlagt 18.11.1902 imellem Helsingør og Helsingborg. Ved det i jan. 1903 udlagte dansk-tyske telefonkabel fra Lolland til Femern (ca. 20 km) fik K.s teori sin første praktiske anvendelse på et længere kabel, og siden da har "K.kablet" opnået almindelig international anvendelse og er anerkendt som en betydelig teknisk indsats i den internationale telefonteknik. K. selv vurderede P. O. Pedersens indsats i denne sammenhæng meget højt.

K. tog endvidere 1904 initiativet til at ombygge og flytte den 1862 indrettede imprægneringsanstalt for telegrafstænger i Sorø og indførte betydelige forbedringer med hensyn til maskiner og drift; anstaltens virksomhed blev imidlertid efter jordkabelteknikkens udvikling indstillet. Han var også med i de af den norske telegrafstyrelse 1903 arrangerede radiotelegrafiske forsøg på Lofoten og deltog endvidere i den første internationale teknikerkongres i Budapest 1907. Blandt større opgaver som han påtog sig var organiseringen af det islandske telegrafnet som han, som konsulent for den islandske styrelse, planlagde 1903–05 i hvilket sidste år driften blev åbnet, samt planlæggelsen af amtskommunens telefonanlæg på Færøerne 1906 og telefonanlægget i Baku 1908. Han planlagde tillige 1906 opførelsen af et kabeldepot i Korsør for telegrafvæsenet. – K. var medlem af meterkommissionen, den militære telegraf- og telefonkommission og den internationale elektrotekniske kommissions danske afdeling. – I det forholdsvis korte åremål K. virkede i telegrafvæsenet formåede han at skabe sig en position som sikrer hans navn mod forglemmelse. Hans levende interesse for tekniske problemer i forbindelse med en udviklet sans for en praktisk gennemførelse af de ved tekniske videnskabelige forsøg indvundne resultater og erfaringer førte ham tidligt frem i første række blandt danske elektroteknikere, og hans gode samarbejde med de igennem praksis uddannede telegrafteknikere banede vejen for de resultater han opnåede som leder af den tekniske forvaltning.

Familie

Forældre: manufakturhandler Carl Emil K. (1841–1927) og Anna Johanne Henriette Bonnesen (1843–1908). Gift 23.8.1904 i Ordrup med Harriet Christiane Margrethe Walsøe, født 16.9.1874 i Odense, død 15.12.1956 på Nybrogård, Bagsværd (gift 2. gang 1929 med sognepræst i Hylleholt Simon Christian Thomsen Hjorth, 1871–1955, gift 1. gang 1902 med Ellen Hammer, 1875–1927), d. af generalagent Napoleon W. (1828–1902) og Anna Kirstine Nielsen (1848–1937).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Univ. årbog 1901–02, 219. – D. Hvalsoe: Slægten Hvaloe-Walsøe, 1914 29f. Berl. tid. 30.12.1909. Nationaltid. 31.12. s.å. Ingeniøren 8.1.1910. P. O. Pedersen sst. 7.3.1936, afd. II 12. Teknisk t. Elektroteknikeren 12.1.1910. Studenterne fra 1890, 1915. S. P. Madsen i 1. nord. elektroteknikermøde i Kbh. 1920, 1922 94f. P. O. Pedersen i Ingeniørvidensk. skr. Miscellaneous papers B nr.12, 1934.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Femern
(ty. Fehmarn ), ø i Østersøen, der hører til de ...Artikel i Den Store Danske
filosofikum
examen philosophicum, Den almindelige filosofi ...Artikel i Den Store Danske
selvinduktion
fænomen, som optræder i en elektrisk ledende kreds, ...Artikel i Den Store Danske
Budapest
Ungarns hovedstad, ligger ved Donau på over ...Artikel i Den Store Danske
Lofoten
stor norsk øgruppe, som vest for Narvik str ...Artikel i Den Store Danske
Helsingborg
havneby i det nordvestlige Skåne ved Øresunds ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
MGred
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki