Dansk Biografisk Leksikon

Christian Jacobsen Drakenberg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Christian Jacobsen Drakenberg, d. 9.10.1772, sømand. Død i Århus, begravet sst. Iflg. den halvt legendariske overlevering foer D. fra sit 13. år til søs, snart i koffardifart under mange nationers flag, snart til orlogs hvor han som underofficer deltog i krigene mod Sverige.

I overensstemmelse med sit iltre temperament levede han livet farligt; foruden slagsmål og hvad der ellers bød sig af eventyrlige sømandsoplevelser måtte han døje forlis, fangenskab hos sørøvere og femten års slaveri i Tripolis og andre Middelhavsegne. Omkring 1729 sagde han søen farvel og dukkede op i Kbh. og på herregårde rundt om i landet hvor han efterhånden fik ry for sin høje alder der var så meget mere bemærkelsesværdig som han havde bevaret stor legemlig styrke og en usvækket livsappetit.

Han tog godt og regelmæssigt for sig af våde varer, giftede sig i en alder som angives til 111 år, og forsøgte sig endda flere år efter hustruens død med frierier hist og her. – For at bevise at han virkelig var så gammel, drog D. 1732 til sit formentlige fødesogn i Bohuslen og kom hjem med en udskrift af kirkebogen hvorefter han skulle være født den 18.11.1626.

Imidlertid kan hverken den præst, som opgives at have døbt ham eller den pastor Cornelius Olai som skulle have foretaget udskriften af kirkebogen efterspores i arkiverne, og dåbsattesten såvel som D.s høje alder, det eneste grundlag for hans berømmelse, må derfor betegnes som særdeles tvivlsomme. – Sine sidste år tilbragte han i Århus hvor hans velynder, grev Fr. Danneskiold-Samsøe, gav ham underhold, og her blev han med pomp og pragt begravet i Laurids Ebbesens kapel i domkirken.

Hans lig tørrede ind som en mumie og blev i mange år fremvist som en seværdighed, indtil dronning Caroline Amalie under et besøg i Århus 1840 påbød at den gamle mand skulle have fred i sin grav.

D.s høje alder og det utal af anekdoter som var knyttet til beretningerne om hans bevægede livsførelse vedblev imidlertid at interessere, og endnu i dette århundrede har man søgt at gøre ham til genstand for en folkelig heltedyrkelse som "den sidste nordiske viking" og "verdens ældste sømand".

Familie

Forældre: kaptajn Jacob D. og Margrethe Lisbeth Juul. Gift 24.10.1737 i Kbh. med Maren Michelsdatter Bagge, død nogle år efter brylluppet, mulig 1748, enke efter skipper Rasmus Larsen.

Ikonografi

Mal. af J. S. Wahl, 1736 (Fr.borg). Relief til medalje af G. Lode d.æ., 1738. Mal. af C. G. Pilo, 1741 (St.mus.), skitseagtigt mal. muligvis af samme (Fr.borg). Mal. 1749 (Århus kommune). Mal. 1753 (Den gl. by, Århus). Tegn. af Cramer, 1753 (Fr.borg). Stik 1754 af I. Haas efter tegn. af Cramer efter et mal., kopieret i flere stik, bl. a. af J. Spilsbury, og træsnit, bl. a. af J. F. B. Braunerog J. G. Soegaard, 1866. Mal. 1757 (Den gl. by). Mal. af M. C. Thrane, 1758 (sst.; Bergens mus.). Mal. 1762 (Vidensk. selsk. i Trondhjem). Mal. 1767 stukket af C. Fritzsche og i træsnit. Mal., formentlig af Hans Hansen (Fr. borg). Flere mal., træsnit samt en radering. Linoleumssnit af K. J. Almquist. Statue. Udkast til monument med statue af E. Ølsgaard ca. 1926. En mindesten i Riis skov er nu forsvundet.

Bibliografi

C. D.: Levnets-beskrivelse, 1774 (fot. optr. 1972); overs, til svensk, tysk, engelsk og hollandsk 1923-28. -C. V. Hertel: Beskr. over Århuus Dom- og cathedralkirke, 1809-10. O. A. Øverland i Folkebladet, 1896 42f. Drakenberg posten. Jubilæumsnr. 1626-1926, udg. Soph. E. Johnsen, 1926. Peer Guldbrandsen i Magasinet 2.4.1933. Paul G. Ørberg i Pers. hist. t. 15.r.VI, 1972 270-73. Emanuel Sejr: Århusprofiler, 1974 194-205.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Christian Jacobsen Drakenberg
Christian Jacobsen Drakenberg
d. 9.10.1772, dansk sømand. Drakenberg var if ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Caroline Amalie
1796-1881, dansk dronning. Den smukke auguste ...Artikel i Den Store Danske
seværdighed
fx bygning, kunstværk eller naturområde, som nationa ...Artikel i Den Store Danske
Cornelius
romersk patricierslægt, som havde betydelig politisk ...Artikel i Den Store Danske
underofficer
militær befalingsmand på mellemlederniveau, hvilket ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
ESejr
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki