Dansk Biografisk Leksikon

A.E. Reimann

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

A.E. Reimann, Arnold Eugen Reimann,  24.2.1827-15.6.1888, bankdirektør. Født i Kbh. (Petri), død i Skovshoved, begravet i Kbh. (Ass.). Allerede i en alder af elleve år fik R. en ansættelse på toldkontoret i Holbæk, og to år efter fik han plads på et sukkerraffinaderi i Kbh. 1842 etablerede faderen et eddikebryggeri og en købmandsforretning i Kbh., og kort efter kom R. til at assistere ham i hans virksomhed. Moderens død 1846 påvirkede imidlertid faderen så stærkt, at han blev fuldstændig ude af stand til at varetage forretningen, og R. søgte og fik da fuldmyndighedsbevilling, hvorpå han kort efter etablerede sig som købmand og eddikebrygger, og 1854 løste han dansk borgerskab som grosserer. Allerede på dette tidspunkt havde han gjort sig så bemærket som forretningsdrivende, at han ved oprettelsen af Kjøbenhavns private Laanebank s.å. blev direktør i denne bank der åbnede i R.s lejlighed i Løngangsstræde samtidig med at han fortsatte med sin private forretningsvirksomhed. Fra 1856 var han dog udelukkende bankdirektør, og den betydelige anseelse han i denne stilling efterhånden erhvervede sig skaffede ham 1870 valg til nationalbankens direktion som den første forud uddannede direktør på denne post. Som nationalbankdirektør var han modstander af planen om en møntkonvention, eftersom en sådan efter hans skøn ikke ville kunne holde i en krigstid, og han modarbejdede derfor afslutningen af konventionen så længe han kunne. 1873 udtrådte han imidlertid af direktionen, idet han efterkom en anmodning om at indtræde i den nystiftede Kjøbenhavns Handelsbank sammen med daværende nationalbankdirektør Wilhelm Sponneck (1815–88) og statsgældsdirektør Martin Levy. Inden for denne tremandsdirektion fik R. som den særlige handelskyndige i særdeleshed med de almindelige bankforretninger at gøre, og hans omfattende personalkendskab fra hans tidligere virksomhed i forbindelse med hans solide og rolige vurdering af forretningsforhold og hans enestående påpasselighed bevirkede, at han på disse områder i høj grad kom til at give bankens styrelse sit præg. Da han samtidig var i besiddelse af et betydeligt initiativ, blev han umiddelbart den mest aktive direktør i banken til sin død 1888. 1872–88 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation, og også inden for denne virkekreds forstod han at gøre sig stærkt gældende. – Etatsråd 1876. – Sønnen Carl Christian Frederik Reimann, født 11.1.1853, død 10.9.1929, blev student 1871, og efter uddannelse som vekselmægler etablerede han sig 1887(-1917) som veksellerer og bankier i Kbh. 1913–17 var han formand for vekselmæglernes og veksellerernes kursnoteringsudvalg, 1914–19 medlem af Grosserersocietetets komité. R. 1920.

Familie

Forældre: bogholder, senere købmand og eddikebrygger, Carl Christian R. (1798–1852) og Sina (Euphrosyne) Brigitta Peerhøy (1801–46). Gift 20.4.1850 i Kbh. (Frue) med Christiane Frederikke Jacobsen, født 4.12.1830 i Kbh. (Frue), død 16.4.1888 sst. (Frbg.), d. af høker, senere gæstgiver i Tre Hjorter Niels J. (ca. 1787–1849, gift 1. gang 1819 med Bolette Nielsdatter, ca.1771–1822, gift 1. gang 1802 med høker, senere øltapper Simon Rasmussen, død 1813) og Cecilie Kirstine Larsen (1803–43).

Udnævnelser

R. 1887.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 15.6.1888. III. tid. 24.6.s.å. Jul. Schovelin: A/S Kbh.s private lånebank 1854–1914, 1914. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
møntkonvention
aftale i ældre tid mellem stater eller fyrster om at ...Artikel i Den Store Danske
Wilhelm Sponneck
1815-1888, dansk embedsmand og politiker, rigsgre ...Artikel i Den Store Danske
Skovshoved
tidligere fiskerleje, nu villaby ved Øresund nor ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
JVest
18/07/2011
  • Læst 487 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki