Dansk Biografisk Leksikon

Ole Devegge

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Ole Devegge,  20.10.1772-5.12.1847, numismatiker. Født i Kristiania, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). D. havde navn efter slægtens gård Devegge ved Nes kirke i Hallingdalen. Han deponerede fra Kristiania 1789, tog anden eksamen 1790 og blev 1792 assistent på det nyoprettede Classenske fideicommis' kontor; 1803 blev han underbibliotekar og 1836 bibliotekar ved det Classenske bibliotek. Hans foresatte her, professor Christian Ramus, var tillige direktør for Det kgl. Mynt- og Medaille Cabinet. 1820 blev D. prof. Ramus' amanuensis ved udarbejdelsen af en stort anlagt beskrivelse af Danmarks middelalderlige mønter (indtil 1448), et værk som desværre ikke blev fuldendt. Efter Ramus' død 1832 blev D. sammen med C. J. Thomsen ansat som inspektør ved møntkabinettet, hvor P. O. Brøndsted samtidig blev direktør. Han var kendt for sine mange kundskaber i litteraturhistorie, kunsthistorie og numismatik og sin tjenstagtighed; men bortset fra nogle møntauktionskataloger har han intet udgivet. Derimod efterlod han sig en stor mængde excerpter, hovedsagelig forarbejder til det ufuldendte møntværk, som opbevares i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. D. samlede selv ivrigt mønter og billeder. Da hans skrøbelige helbred havde hindret ham i at være så virksom i sit embede, som han gerne ville, testamenterede han til den kgl. samling alle de mønter og medaljer, som måtte mangle her. Det blev henved 7000 ialt. Ligeledes udtog Thorvaldsens museum ca. 800 antikke mønter (senere deponeret i Fyns stiftsmuseum) og det Antiquarisk topografiske archiv størstedelen af hans billedsamling (nu i Nationalmuseet). I det store katalog over "O. Devegge's Mynt- og Medaillesamling" I-III, 1851-67 satte C. J. Thomsen sin gamle ven og værkfælle et varigt minde.

Familie

Forældre: sorenskriver i Åker, Asker og Bærum ved Kristiania Sivert D. (1728-74) og Karen Sophie Riis (1745-1826). Ugift.

Udnævnelser

Kancelliråd 1839. R. 1836.

Bibliografi

Brevveksl, med Johan Chr. Dahl i Kunstmuseets årsskr. XXIII, 1936 127-36. - E. C. Werlauff i Hist. t. I, Kria. 1871 439. Chr. J. Thomsen i Nord. numismatisk årsskr. 1939, 1940 86-102 (O. D. Projecteret fortale til kat. over hans møntsaml., udg. G. Galster). G. Galster i Efterretn. fra Efterslægtselsk.s skole 1954 3-10. Samme i Kulturminder, 1955 68-77 (O.D. og Jens Baggesen).

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
amanuensis
oprindelig antikkens betegnelse for en slave, de ...Artikel i Den Store Danske
bibliotekar
fagligt uddannet biblioteksmedarbejder, i Danmar ...Artikel i Den Store Danske
numismatiker
(se numismatik ), møntkender; møntsamler. ...Artikel i Den Store Danske
numismatik
videnskaben om mønter, hvis resultater indgår ...Artikel i Den Store Danske
billedsamling
gr. pinakotek , specialafdeling i visse biblioteker ...Artikel i Den Store Danske
Kristiania
(efter Christian 4.), navn på Oslo 1624-1925 ...Artikel i Den Store Danske
Nationalmuseet
Danmarks kulturhistoriske centralmuseum med h ...Artikel i Den Store Danske
litteraturhistorie
fremstilling i tidsperspektiv af (en del af) lit ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
GGal
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki