Boethius de Dacia

Boethius de Dacia, ca. 1270. Boethius (en latinisering af Bo) er kendt som forfatter af en række betydelige filosofiske skrifter. Om hans liv ved vi kun at han var stærkt impliceret i de stridigheder der ledsagede indførelsen af den aristoteleske filosofi som grundlag for studierne ved Paris universitet, og som kulminerede i Paris-biskoppen Étienne Tempiers fordømmelse af en lang række filosofiske sætninger 1270 og 1277. Heriblandt genfindes en del sætninger fra B.s skrifter, og senere kilder nævner ham som en af hovedmændene bag de fordømte anskuelser. Da nogle af universitetets førende medlemmer i november 1276 blev stævnet for inkvisitionen var B. imidlertid ikke iblandt.. Man må formode at han da allerede var død eller havde trukket sig tilbage fra universitetslivet; en dominikansk tradition der går tilbage til begyndelsen af 1300-tallet vil at han skal være indtrådt i denne orden, men dette bekræftes ikke af andre kilder. Der foreligger heller ikke vidnesbyrd om at han vendte hjem til Danmark. Af B.s eget udsagn fremgår at han havde foresat sig at diskutere den hele Aristoteles. Imidlertid er kun en begrænset del af disse værker genfundet. Det drejer sig om en almen grammatik Modi significandi, kommentarer i quaestionsform til Aristoteles' Topica, IV bog af Meteorologica, Physica og De generatione et corruptione, desuden en række kortere afhandlinger. – B. fremstår i disse værker som en konsekvent aristoteliker der forsøger en tolkning og videreudvikling af Aristoteles' filosofi, specielt med understregning af dennes empiriske grundlag og med afvisning af teologisk indblanding i filosofiske problemer.