Herman Meier

Herman Meier,  12.2.1631-31.1.1685, krigssekretær, krigsråd. Født i Rostock, begravet i Kbh. (Helligg. k.). M. gennemgik gymnasiet i Hamburg og studerede jura i Rostock (immatrikuleret 1643), Königsberg (1648) og Helmstedt, hvorefter han gik på rejser nogle år. 1657 kom han til Kbh. hvor han 1660 blev sekretær (krigssekretær) ved det nyoprettede, foreløbige "højere krigsråd", fra 1661 krigskollegiet. Som Hans Schacks (1609-76) nærmeste medarbejder deltog han i kampene med finanskollegiet om midler til den stående hærs underhold, og når han mødte hos kongen for at få underskrift på kollegiets udfærdigelser, løb han på slottet stadig på det andet kollegiums spidser, Hannibal Sehested og rentemestrene der, som han siger, ligefrem rev hans skrivelser ud af hænderne på kongen. Efter generalauditør Paul Tschernings død gik også hans virksomhed over til M., og da Schack som regel indskrænkede sig til korte anvisninger og ordrer blev det i stedse stigende grad den intelligente, kundskabsrige og utroligt arbejdsdygtige M. der blev udførelsesorgan for hærens styrelse allerede i Frederik IIIs tid. Da Christian V 1670 begyndte på opbygningen af en stærk hær var Schacks helbred allerede mindre godt, og da de andre medlemmer af kollegiet dels var mindre betydelige personligheder, dels uden nøje kendskab til hærens forhold, mens M. som ingen anden var inde i disse, grundigt kendt med monarkiets økonomiske og administrative forhold og dertil nøje fulgte den politiske udvikling i udlandet, fremkom der mellem den unge, endnu ret uselvstændige konge og den forholdsvis lavt stillede, loyale og arbejdsvillige M. et samarbejde, der i få år førte til oprettelsen af en hovedsagelig på indfødte grundlagt velorganiseret hær - den bedste i Danmark i århundreder. Med et ganske fåtalligt hjælpepersonale bestred han alt til hærens forøgelse, bevæbning og uddannelse hørende, krigsmateriellets anskaffelse, fæstningernes forbedring m.m.

Under felttogene 1675 og 76 fulgte M. vel med hovedkvarteret, men nu var det generalerne, 1676 navnlig Johan Adolf af Plön der førte ordet, så at M.s virksomhed begrænsedes til administrative forhold og til at føre protokollen i krigsrådene, skønt han formelt var blevet stemmeberettiget medlem og var udnævnt til krigsråd. I felttogene 1677 og 78, under de hurtigt skiftende overgeneraler, deltog M. derimod i forhandlingerne; som "yngst" medlem voterede han først, og hans voteringer var både de bedst funderede og vidnesbyrd om, at han endnu besad den offensive ånd, der havde kendetegnet de første felttog. Når operationerne de to nævnte år førtes så vaklende skyldtes det mest jalousi og åbenlyse stridigheder mellem de ældste generaler. - Ved afslutningen af felttoget 1678 trådte M. fra som medlem af kollegiet og krigssekretær, muligvis fordi hans og kongens oprindelige tro på, at en angrebshær kunne grundlægges på hovedsagelig indfødt mandskab, havde lidt skibbrud. M. bevarede dog kongens nåde, fik tilstået generalsgage, udnævntes til etatsråd og vedblev som generalauditør. Hans efterfølger som krigssekretær, Jens Harboe, med hvem han stod på den venskabeligste fod, drog i udstrakt grad nytte af hans viden, og han blev 1683 deputeret i det nyorganiserede generalkommissariat. Under den store troppesammendragning i Holsten s.å. blev han generalkommissarius i hertugdømmerne og virkede med rastløs energi, skønt hans helbred var stærkt angrebet og han stadig måtte søge lægerne i Hamburg. 1684 blev han amtmand over Slesvig domkapitels gods. 1699 bevilgedes der hans enke 4000 rdl. for M.s tilgodehavender hos staten.