Wolfgang Haffner

Wolfgang Haffner,  10.9.1810-28.4.1887, krigsminister, politiker. Født på Holmegård ved Valby, død i Kbh. (Garn.), begravet i Ferslev, Horns herred. H. uddannedes som officer, blev 1821 kadet, 1823 sekondløjtnant à la suite, gjorde tjeneste ved livregimentet kyradsérer, senere ved hestgarden, udtrådte 1839 af hæren som kar. ritmester, blev 1869 kar. oberst og 1871 general à la suite. Han deltog som frivillig i den første slesvigske krig som fører for en afdeling herregårdsskytter, men i øvrigt havde overtagelsen af det fædrene gods Egholm (stamhus fra 1831) kaldt ham bort fra den militære bane. Han viste sig som en dygtig og interesseret godsejer, lod 1844-49 af egen drift hoveriet afløse og var i mange år medlem af Sæby-Gershøj sogneråd, 1842-87 af GI. Roskilde amtsråd og 1847-48 af Roskilde stænder. Han stod svogeren grev C. E. Frijs politisk nær, deltog 1850 i stiftelsen af grundejerforeningen og trådte 1865 ind i oktoberforeningen. 1866 valgtes han til landstinget i 2. kreds og bevarede mandatet til sin død. Sept. 1869 efterfulgte han Estrup som indenrigsminister i ministeriet Frijs og gjorde, støttet af svogeren, alvorligt forsøg på at løse fæstespørgsmålet, men landstingets flertal gik ham imod. Maj 1870 faldt ministeriet, og H. indtrådte i kabinettet Holstein som krigs- og marineminister. Til trods for sin militære uddannelse opfattedes han i hær og flåde nærmest som civil; han var imidlertid besjælet af kraftig forsvarsvilje, og den revision af hærloven der skulle finde sted 1872 forberedte han sammen med de højere officerer, bl.a. C. A. F. Thomsen, med en ikke ubetydelig udvidelse og befæstning af Kbh. Udgifterne ville han dække bl.a. ved en værneskat, men tørnede voldsomt sammen med finansministeren A. F. Krieger og tog sin afsked dec. 1872, hvorefter Thomsen som hans efterfølger forgæves søgte at gennemføre hans forslag. Under ministerkrisen 1874 søgte han forgæves at" danne ministerium. Han indtrådte i ministeriet Estrup juni 1875 som krigs- og marineminister, men hans nye store forsvarsforslag strandede på folketingets modstand, og da han forelagde en for datiden meget human nyordning af den militære strafferetspleje gik landstingets højre imod. Da H.s kolleger ikke ville indvillige i at forslaget forelagdes uforandret på ny, udtrådte han juli 1877 af ministeriet. I sine sidste år indtog han en ledende stilling inden for højre som formand for landstingsgruppen og for partiets repræsentantskab. Han var en udpræget saglig natur, tung i vendingen, men ikke uden temperament når det gjaldt hans livssager, forsvaret og skandinavismen; i de bevægede dage sommeren 1870, da Danmarks stilling til den fransktyske krig skulle afgøres var han oprindelig sammen med C. C. Hall, C. E. Fenger og C. A. Fonnesbech stemt for at gå med Frankrig. På kulturelle områder som kirke og skole stod han et stykke til venstre for de fleste af sine partifæller. – Kammerjunker 1827. Kammerherre 1847. Rang med gehejmeråder 1880.