Niels Andersen

Niels Andersen, Niels Agner Andersen,  14.8.1917-10.4.1977, politiker. Født i Ålestrup, død i Grenå, begravet i Silkeborg. A. tog realeksamen fra Ålestrup realskole 1933 og fortsatte på Ålestrup handelsskole samtidig med praktisk handelsuddannelse 1933-37. Han blev 1944 disponent i A/S L. Hammerich & Co. i Århus og flyttede 1948 til Silkeborg som disponent i A/S H. Reimar Nielsen. Han fratrådte denne stilling 1957 da han valgtes til folketinget af retsforbundet i Århus amt. Udpræget liberal i sit syn på erhvervsliv og samfundsforhold havde han tilsluttet sig partiet og var formand for dets organisation i Silkeborgkredsen 1954-63 og partiets landsformand 1962-63. Da retsforbundets førende parlamentarikere efter valget indtrådte som ministre i trekantregeringen under H. C. Hansen blev vigtige ordførerskaber straks pålagt A. som uden at lade sig gå på af angreb og drillerier fra venstre og konservative forsvarede sit partis regeringsdeltagelse og hurtigt fik greb om det parlamentariske arbejde og de vigtige forhandlinger med socialdemokrater og radikale. Efter Knud Tholstrups udtræden af folketinget stod A. som den mest markante og bedst kendte i retsforbundets folketingsgruppe. Han var medlem af Nordisk råd og sit partis repræsentant i radiorådet. Ved valget 1960 opnåede han det højeste stemmetal blandt retsforbundets kandidater, men partiets tilbagegang var så stor at hverken han eller nogen anden retsstatspolitiker blev valgt. 1962-70 sad A. i byrådet i Silkeborg og var ordfører for dets liberale gruppe og medlem af bestyrelsen for Midtkraft og Silkeborg Bad. 1960-64 var han leder af Finérkompagniet af 1957s filial i Silkeborg, derefter direktør i A/S P. Bork Plywood til 1966 da hans politiske interesse påny førte ham ud i valgkamp. Han opstillede for partiet venstre i Ålborg amt, men opnåede ikke valg. Derimod valgtes han i amtet jan. 1968 og sad i tinget til sept. 1971 og var i denne periode venstres repræsentant ved FNs generalforsamling 1970. Fra 1972 drev han egen virksomhed i tekstilbranchen. Hans faste tro på den liberale økonomis bærende principper var drivkraften i hans politiske virke. Den førte ham ind i retsforbundet og da det havde lidt sit store nederlag 1960 måtte venstre blive hans parti da han igen følte sig draget mod aktiv politisk indsats.