Viggo Kampmann

Viggo Kampmann, Olfert Viggo Fischer Kampmann,  21.7.1910-3.6.1976, statsminister. Født på Frbg. (Markus), død i St. Torøje, begravet Vestre kgd., KM. Efter faderens død blev K. adopteret af sin fars søster og dennes mand. Han voksede op i officershjemmet i Fredericia og blev student fra byens gymnasium i 1928. Straks efter eksamen begyndte han at studere statsvidenskab i København og blev cand.polit. 1934 hvorefter han ansattes i Statistisk departement (nu Danmarks statistik). Som student og ung kandidat færdedes han i hovedstadens venstre-radikale miljø og havde tilknytning til kredsen omkring Clarté, dog var han allerede fra midten af 1930erne medlem af socialdemokratiet. I en periode i 1940erne gled han i forbindelse med en flytning ud af de aktive medlemmers kreds, men indmeldte sig igen 1945. Allerede da havde K., uden at træde frem udadtil en indflydelsesrig position i centraladministrationen. Han var under krigen først optaget af de dengang nye nationalindkomstberegninger. Han blev i slutningen af krigen flyttet over i generalsekretariatet for beskæftigelse og knyttet som sekretær til det såkaldte professorudvalg der med Thorkil Kristensen som formand skulle udarbejde beskæftigelsesplaner for den tilbageslagsperiode man ventede efter krigen. På samme tid var K. knyttet til modstandsgruppen Frit Danmark og ledende i tjenestemandsgruppen der øvede en vis indflydelse på reglerne om retslig forfølgelse af unationale tjenestemænd efter krigen.

Til K. blev der efter Thorkil Kristensens forslag 1946 oprettet en særlig stilling som økonomiskstatistisk konsulent i skattedepartementet idet han ønskede at udnytte den særlige ekspertise K. efterhånden var kendt for. Herfra gik han over i det nyoprettede økonomiske sekretariat som chef 1947–50, i realiteten var han departementschef hos Vilhelm Buhl der i disse år var minister uden portefeuille med koordinationen af den økonomiske politik som særligt område. K. var en meget selvstændig embedsmand, og det stod også klart at han nu engagerede sig så stærkt politisk at en fremtidig karriere i centraladministrationen ville være umulig efter den socialdemokratiske regerings fald. Efter valget i 1950 kom K. ind i Hedtofts korte regering; da regeringen faldt i oktober blev han konstitueret som direktør for Kongeriget Danmarks Hypotekbank – en typisk "ventestilling" for en minister ude af "funktion". I disse år udfoldede K. et imponerende modeprogram landet over for at blive kendt, hidtil havde hans virkefelt jo blot været Slotsholmen. Møderne skulle også føre til at finde en valgkreds. Det viste sig vanskeligt at klare sig over for de lokale kandidater, men i 1953 lykkedes det ham at blive opstillet i Slagelsekredsen og valgt samme år. Senere, efter H. C. Hansens død, skiftede han over til Gladsaksekredsen og valgtes der til han trak sig tilbage i 1963.

Da Hans Hedtoft atter dannede regering 1953 blev K. finansminister og fortsatte på posten de næste syv år. Givetvis havde han planer om en stor samlet skattereform; men det lykkedes ikke at gennemføre denne. Væsentlige dele blev dog realiseret undervejs. Et hovedproblem var et voksende betalingsbalanceunderskud; finansministeren måtte møde med nye afgifter og skatter, og udviklingen, betalingsbalancen, vendte. K. var nok en dygtig finansminister der beherskede hele apparatet og teknikken. Det der imidlertid gav ham den politiske position var hans evne til også støttet af den store viden at finde løsninger. Han og statsminister H. C. Hansen arbejdede tæt sammen, og K.s indflydelse uden for finanserne blev større og større. Til en anden af tidens ledende, den radikale Bertel Dahlgaard, fik K. også et umiddelbart tillidsforhold.

I finansministertiden markerede K. sig stærkt i to situationer. Den ene var Klaksvig-sagen hvor Færøernes landsstyre kom i konflikt med befolkningen i Klaksvig om en lægeudnævnelse, og efterhånden antog konflikten karakteren af borgerlige uroligheder med afsendelse af krigsskib og 120 sværtbevæbnede politifolk fra Danmark. K., der 1949–56 var formand for det dansk-færøske udvalg, blev sendt derop for at styre sagen og gjorde det på en sådan måde at roen blev genoprettet, og at han selv høstede stor anerkendelse blandt færingerne. Den anden sag var ikke udadvendt; han var den der straks i valgnatten 1957 så trekantregeringen af socialdemokrater, radikale og retsstatsfolk. Selv om det måske kun var en strøtanke blev han da tanken begyndte at blive en realitet den ledende planlægger hos socialdemokraterne. Det var også ham der, støttet af J. O. Krag, var den stærke mand i ministeriet i H. C. Hansens sidste, svage år, og der var ingen tvivl om at han skulle være statsminister da H. C. Hansen døde i februar 1960.

Statsministertiden bød på store politiske resultater (forsvaret, grundværdistigningsskyld, særlig indkomstskat), og ved valget 1960 gik socialdemokratiet frem. Retsforbundet gled ud, men regeringen fortsatte som en socialdemokratisk-radikal regering. Valgsloganet "Gør gode tider bedre" var optakten til 60ernes reformer som K. samlet havde opstillet 1959 i en stor tale i Malmö. Alt syntes at åbne sig for K. Han havde næppe det umiddelbare folketække og da slet ikke i TV, men hans redelighed, den venlige åbenhed og den faglige kunnen skabte alligevel respekt. Der kunne dog også spores en vis frygt for ham. Erik Eriksens ord er for så vidt meget dækkende for den borgerlige fløjs holdning:

"Det er ikke ufarligt at give ham en opgave. Han er så positiv, at han bliver ved, til han har fundet en løsning". K.s position i partiet blev understreget ved kongressen 1961. Det var tydeligt at alt var koncentreret om hans person, og at hans iver og glæde smittede. Selv sluttede han kongressen med de ord der var bevingede i en række år: det er dejligt at være socialdemokrat.

Omsvinget kom brat. I foråret 1962 fik K. et hjertetilfælde, han kom så nogenlunde over det, men et nyt anfald i slutningen af august samme år tvang ham til at demissionere. Han fortsatte nogle måneder endnu i folketinget, men var sygemeldt. K. var både praktisk og teoretisk en af det moderne velfærds- og vækstsamfunds opbyggere. Teorierne blev bl.a. fremlagt i den artikelsamling der udkom til hans 50-årsdag: Undervejs, 1960 (med bibliografi).

Efter at være trådt ud af folketingspolitikken fortsatte K. en offentlig virksomhed på andre felter. Han var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 til sin død og for administrationsrådet 1965–67 samt medlem af radiorådet og dettes programudvalg 1965–69, tillige redigerede han 1962–66 socialdemokratiets tidsskrift Verdens gang og var formand for partiets forlag Fremad. Ved siden af dette fortsatte han sit arbejde som leder af Vanførefondet hvor han havde været formand siden stiftelsen 1955 og udbyggede dette filantropiske arbejde gennem etableringen af Pensionistrejser og Rekreadan. Uanset partiarbejde og ministergerning havde K. bestandig nedlagt megen kraft i dette arbejde. I de sidste år udfoldede K. også en betydelig skribentvirksomhed. Han udgav bøger om moderne og fremtidige samfundsproblemer: Socialismens skæbne. 1967, Økonomisk demokrati, 1970 og Er der plads til os alle?, 1972. Endvidere udsendte han et lille bind erindringer Mit forhenværende liv, 1971 og en mindre samling biografier Seks socialdemokratiske statsministre -skildret af den syvende, 1973. Tillige skrev han aktuelle kommentarer dels i Ekstrabladet, dels i venstrepressen. De virkede undertiden ubehageligt på de socialdemokratiske ledere ved deres kritiske vurdering.